Plader

Waldo & Marsha: In It To Win It

Skrevet af Joram Menzer

Waldo & Marshas nye ep, In It To Win It, er en mindre musikalsk magtdemonstration bestående af fem indiepop-perler, der befinder sig i et skævt og sentimentalt grænseland mellem The Beach Boys, Daft Punk og Wham.

Siden udgivelsen af deres fuldlængde album Zoo fra 2013 har Waldo & Marsha sagt farvel til to af bandets medlemmer, så den tidligere oktet nu er en sekstet. Der også sagt farvel til en del af den lydmur, der tidligere kendetegnede bandet, og der er mere The Beach Boys end My Bloody Valentine over bandets nye EP, In It To Win It. Og halleluja for det, for der bliver virkelig spillet med de popmusikalske muskler på udspillet, og det er svært ikke at forelske sig i ep’ens fem skæringer med en samlet spilletid på cirka 18 minutter.

Da ep’ens første skæring, ”Attack Of The Womanizer”, fader ind med en funky basgang og en skæv synthflade, føles det som om, at man er væltet ind i en scene med den drikfældige og småperverse Larry Laffer fra computerspilserien Leisure Suit Larry fra 80’erne. Da vokalen sætter ind, bliver referencen til Daft Punk umiddelbar. Og omkvædet blender så det hele sammen til en farvestrålende men små-sentimental cocktail, som havde Whams Club Tropicana været en tur igennem melankoli-maskinen. Skæringens sentimentale stemning må især tilskrives føromtalte synthflader, men den understøttes på eksemplarisk vis af vokalen, der på en gang er sårbar og nærværende men også apatisk og afvisende med sin auto-tunede distance.

Sangen sætter dermed en passende grundstemning for resten af ep’en, hvor den kitschede popmusik kontrasteres af en selvironi og legesyghed, der skaber både afstand og nærvær til sin lytter. Igennem de næste tre skæringer hives man som lytter igennem flere forskellige musikalske udtryk, og bandet får virkelig presset rammerne for, hvad man kan smide ind i en popsang.

In It To Win It står helt åbenlyst i kreativ gæld til bands som Daft Punk, Stereolab, The Beach Boys og psykedelisk pop- og rockmusik fra 60’erne og 70’erne. Men før nogen går fuldstændig familien Gaye på Waldo & Marsha bør man huske på, at al stor musik – og kunst generelt – gennem tiderne har stået på skuldrene af fortidens kunstnere. Waldo & Marsha viser med deres små, skøre og skæve detaljer, hvordan det ideelt set skal gøres; de lader sig inspirere men konstruerer samtidigt deres helt eget musikalske univers, hvor alle inspirationskilderne – og mere til – får lov til at smelte sammen til et unikt udtryk.

Det er således for nemt blot at afvise In It To Win It som simpel popmusik. Her er mere på spil, og det kan blandt andet tilskrives diversiteten i Waldo & Marshas lydbillede, hvor detaljerigdommen gør, at udspillet bliver ved med at åbne sig op for hver ny gennemlytning.

Produktionen er i øvrigt gennemført med en overlegenhed, som ikke mange plader kan prale af, og alle de musikalske elementer harmonerer forbilledligt. Dét er i sig selv noget af et kunststykke, fordi musikken ofte har flere lag og i øvrigt fuldendes med små-absurde og skæve indslag, såsom den trillende vokal-afslutning på ep’ens sidste skæring, den i øvrigt fuldstændigt fremragende ”Losing You Forever”.

Midt i al sin tristesse formår skæringen at fastholde et glimt i øjet, der viser sig i form af calypso-inspirerede rytmer, marchtrommer og en vibratoreffekt på guitaren, der får det hele til at dufte en smule af Hawaii. Læg dertil vokalharmonierne, der frembringer minder om de glade dage på stranden med The Beach Boys, og så bliver sangen en oplagt ambassadør for resten af ep’en.

Der er meget lidt at udsætte på In It To Win It, men grunden til at udspillet alligevel ikke ender med at ramme den absolutte topkarakter er den korte spilletid og lyrikken, som er lige lovlig ensporet. Lidt mere alsidighed på den konto, og så kan Waldo & Marsha snildt blive noget af det bedste popmusik i nyere tid.

★★★★★½

Deltag i debat