Koncerter

Antony and the Johnsons, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Morten Rygaard/NorthSide
Skrevet af Joram Menzer

I selskab med Aarhus Symfoniorkester indtog Antony Hegarty scenen lørdag på et NorthSide, der nærmest var ved at skylle væk. Men smukkere musikalsk akkompagnement til syndfloden kan man næppe tænke sig.

Foto: Morten Rygaard/NorthSide

Foto: Morten Rygaard/NorthSide

Mens Aarhus Symfoniorkester sidder klar på scenen, alle klædt helt i hvidt, har et stort publikum taget opstilling foran Blue Stage, hvor regnen tæsker ned over Ådalen. Årsagen er navnet på plakaten: Antony and the Johnsons i musikalsk selskab med Aarhus Symfoniorkester.

Efter at en skikkelse, der er udklædt som et skelet og iført brudekjole, har indtaget scenen i en form for krampagtig dødsdans, kommer showets absolutte hovedmand, Antony Hegarty, forsigtigt ind på scenen. Publikum jubler, Hegarty smiler og vinker forlegent. For på trods af sin forholdsvis store statur og en stemme, der er endnu større, er Antony Hegarty ikke just en skikkelse, der bader i rampelyset.

Da koncerten går i gang, kører en absurd japansk film med titlen ”Mr. O’s Book of the Dead” på en storskærm på scenen. Antony forklarer senere, at han elsker at spille til filmen, fordi han føler sig hensat til en orkestergrav, hvor han er med til at lægge soundtracket til en stumfilm.

Den groteske billedside står i skærende kontrast til lydsidens skønhed, mens Antony Hegartys lyrik er passende for både filmen og vejret, der efterhånden føles som startskuddet til dommedag. Det er derfor ganske passende, da Antony på ”Another World” synger om, at han har brug for en ny verden, fordi den her snart er væk. Mens det føles som om, at NorthSide er ved at blive skyllet væk, er man tilbøjelig til at give ham ret.

Langt hen ad vejen føles det næsten som om, at det grå vejr danner den perfekte ramme til Antony and the Johnsons’ melankolske og ofte direkte depressive univers. Hegarty foreslår da også selv, at vejret er kommet for hans skyld, fordi hans yndlingsfarve er grå, mens han udtrykker sympati for publikum, der må stå i regnen.

Da Hegarty sætter sig til rette bag det store, sorte koncertflygel, hvor han giver en afdæmpet version af ”Criple and the Starfish”, er det dog ikke kun regnens skyld, hvis man får gåsehud, og det løber én koldt ned ad ryggen. Fremførelserne af ”Cut the World”, ”Ghost” og et cover af Beyoncés ”Crazy in Love” falder ikke uden for stemningsbilledet, og samspillet med Aarhus Symfoniorkester er ganske enkelt superbt, mens Antony Hegartys stemme er noget af det mest hjerteskærende, man kan lægge øre til.

Koncertens sidste nummer er en formidabelt fremført version af “You Are My Sister”, og hvis vandet, der løber ned ad kinderne på publikum ikke længere kun skyldes regndråber, er det fuldstændig forståeligt. Efter cirka 70 minutter slutter en koncert, som havde været magisk, hvis ikke det lige havde været for vejret og et – endnu engang – sludrelystent publikum (Advarsel! Opsang undervejs: Hvad sker der i øvrigt for det, NorthSide?! Undertegnede har aldrig oplevet et mere ævlende festivalpublikum, hvilket er fuldstændig uforståeligt. Når man er til koncert, skal man altså ikke tale. Man skal lytte. Specielt når der er tale om så afdæmpede koncerter som i dette tilfælde. Vis respekt for resten af publikum og ikke mindst kunstnerne på scenen).

★★★★★☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar

boeger