Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide
Som et af de sidste bands, der denne lørdag skulle trodse regnens efterhånden nådesløse fald fra himlen, indtog Placebo Green Stage. Selvom navnet, som bekendt, indikerer et virkningsløst stof, der blot forfører ved tanken, er det en helt anden historie, når det gælder bandet af samme navn. Det beviste Placebo til fulde, da de, lige inden Underworld skulle servere nattetrance og regndans, tog publikum med på en rejse gennem hele det snart 20-årige bagkatalog på godt halvanden time.
På trods af, at festivalpladsen på NorthSide syntes mere tom end vanligt en lørdag aften ved 23-tiden grundet dagens massive regn, var der et talstærkt publikum foran Placebo. De fleste var efterhånden nærmest ligeglade med vejret – og tankerne om vind og vejr blev da også grundigt fordrevet af et særdeles energisk band, der ikke blot med ord takkede for, at publikum var blevet, men mest af alt lod musikken tale.
Placebos miks af indierock og powerpop med et skud attitude og en skævere vinkel er effektiv. Jeg vil muligvis få på puklen for følgende, men jeg tænkte flere gange, mens jeg hørte Placebo, at de mindede om Muse, som jeg holder meget af. Begge bands har det ivrigt rockende og iørefaldende element som udgangspunkt, men hvor Muse efterhånden skaber minisymfonier med alenlange guitarsoloer, er Placebo endnu anderledes friske i optrækket og sværger til en sanglængde på de klassiske 3-4 minutter.
Forsanger Brian Molko er med sit androgyne look og sin signifikante stemme stadig det bærende element og omdrejningspunkt i Placebo. Han fik dog fuld opbakning og en solid mur at spejle sin stemme og guitar i, via et band, der på flere numre mønstrede hele to guitarer, ud over Molkos egen. De tre guitarer gav lyden et voldsomt, men stadig velklingende udtryk – og det klædte sangene.
Vi fik serveret numre fra hele Placebos eksistens indtil nu, og skal jeg fremhæve øjeblikke, der fangede mig i særlig grad, så er de oplagte valg – og tydeligvis også publikumsfavoritter – ”For What It’s Worth” fra Battle for the Sun og ”Every You Every Me”, der er hentet fra Placebos andet album, Without You I’m Nothing, helt tilbage fra 1998. Der blev, som nævnt, serveret numre fra stort set alle gruppens udgivelser – og ”Meds” og ”Song to Say Goodbye” stak også ud blandt mange små højdepunkter i en velspillet og stramt styret koncert, hvor der ikke blev levnet plads til at dvæle mellem numrene.
Placebo fandt også tid til ekstranumre, inden de overlod natten til dem, der ville danse ved den anden scene, og dem, der søgte hjemad mod tørt tøj og tag over hovedet. Her leverede bandet deres version af Kate Bush-klassikeren ”Running Up That Hill”, i mine ører et hærdeligt, omend lidt kedeligt favntag med nummeret. Nogle gange skal man ikke nødvendigvis rode med noget, der allerede fungerer i sig selv, som Kate Bush-nummeret gør! Placebo slipper dog med yderligere påtale herfra, idet de rent faktisk, på trods af denne lille skønhedsfejl, leverede en glimrende og indlevende afslutning fra den grønne scene på NorthSide, da lørdag aften var blevet til søndag nat.
