Koncerter

The Jesus and Mary Chain, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide
Skrevet af Peter Krogh

Gendannelser af legendariske bands sker altid med en vis frygt og bæven hos publikum. De legendariske støjrock-skotter i The Jesus and Mary Chain faldt dog på ingen måde igennem, da de genbesøgte debuten Psychocandy på NorthSide.

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide

Åh, de der reunions. Det kan blive både en dreng, en pige eller det der er værre. På en eller anden måde håber vi for nogle bands, at de genfinder hinanden. For andre håber vi, at de bare lader arven stå tilbage til evig berømmelse, og lader os leve med minderne om det, der var. Bevares, nogle bands har haft succes med at finde sammen igen. Pixies er det gode eksempel og endda med en hæderlig udgivelse med nyt materiale efterfølgende. The Stone Roses er det mindre gode – hvis der huskes tilbage til deres koncert på selvsamme festival, som The Jesus and Mary Chain i dag besøgte.

Ussel mammon kan være en helt fin begrundelse for en gendannelse, det er vel dybest set ret menneskeligt? En anden kan være, at man rent faktisk har lyst til at genbesøge fortiden. Sidstnævnte grund virkede, oprigtigt talt, som drivkraften, da The Jesus and Mary Chain, 18 år efter sidste besøg på en dansk festival, trådte op på scenen på NorthSide 2015 lørdag aften. Det var selvfølgelig ikke det samme band som det, der for 30 år siden udgav Psychocandy – og den korporlige aggressivitet fra dengang, som de endda stadig luftede under deres sidste koncert i Danmark, den var kanaliseret udelukkende over i musikken.

Selv Jim Reid, den ene af de to brødre, der er grundstammen i The Jesus and Mary Chain og eneste tilbageværende originale medlemmer, smilede til publikum! Han vinkede, og den væske, der smurte hans i øvrigt stadig intakte stemme, var ikke alkohol, men derimod kildevand. William Reid havde pådraget sig lidt ekstra kilo på sidebenene, men grebene på guitaren fejlede intet. Han stod tilbagelænet og lidt gemt ude i siden af scenen, men der var ikke den mindste tvivl om, at det var William Reid, der var kapelmester og styrede løjerne.

Der var intet nyt materiale, der skulle luftes, men til gengæld var det skotske band booket til at fremføre deres debutmesterværk Psychocandy. Et album, der har trukket velfortjente spor igennem musikhistorien – og et album, der for undertegnede (og en frygtelig masse andre) var et støjende og drømmende feedbackopus, der ramte nerve og hjerte både dengang og nu.

Og så lige et smut retur til det der med bands, der drager ud på landevejene igen… Os, der står foran scenen og lytter, gør det med frygt og bæven, krydsede fingre og en solid portion håb om ikke at blive skuffede eller mere desillusionerede end bandet deroppe, der trods alt får betaling for udskejelserne. Det blev heldigvis, i disse ører, ikke aktuelt lørdag aften i Ådalen.

The Jesus and Mary Chain spillede fra start de 14 numre, der udgør Psychocandy. Selvom værket er fra en anden, svunden tid, så virkede det hverken patetisk eller smagløst at dykke ned i tidslommen og spille sangene igen. Og sangene holder – omend de musikalsk nogle steder kan minde meget om hinanden, hvad angår tromme- og guitarstykker, så bliver de spundet fint sammen til en helhed af det klister, The Jesus and Mary Chain og William Reid altid har brugt, nemlig den støjende, rungende og skønne feedback!

Det var som om, at regnen, der til tider hang som et gardin foran gruppen, klædte tonerne. Bandet afholdt sig dog fra at spille den oplagte ”Happy When It Rains” til det efterfølgende, korte, greatest hits-sæt. Det havde måske alligevel været en kende corny? Vi fik afslutningsvis ”April Skies”, ”Head On” og ”Some Candy Talking” som tilfældige dyk ned i bagkataloget. Som finale fik vi den fabelagtigt støjende ”Reverence”, der, med sit hidsige beat, feedbacktæppe og det messende mantra »I Wanna Die« som omkvæd, efterlod os i natten til mere regn fra oven, men med et saligt smil på læberne.

The Jesus and Mary Chain faldt ikke igennem. De var, og er, ældet med ynde – og havde stadig vildskaben intakt i de toner, de skabte for 30 år siden og efterfølgende. Det føltes relevant og vedkommende, at The Jesus and Mary Chain genbesøge Psychocandy. Det kræver, at man har noget på hjerte og stadig evner at formidle det, både når man gendannes og måske skaber nyt, men i særdeleshed, når man genbesøger tidligere tiders mesterlige bedrifter – det lykkedes på glimrende vis for gruppen derude i regnen lørdag aften. Dømt ud fra de publikummer, jeg kunne se omkring mig og på skærmene, så havde vi mænd, der har rundet 40+, en fest og en gensynsglæde i såvel øjne som ører – og det samme havde de, der end ikke var født, da Psychocandy udkom.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Tak for anmeldelsen. Jeg havde desværre ikke den samme oplevelse. På mig virkede det som endnu en dag på kontoret, numrene blev jappet af på en uinspireret facon, og det var først ved allersidste nummer at gejsten kom frem. To forkølede stjerner herfra.

Deltag i debat