Det kan nogle gange virke som en kunstform at få en flok lettere berusede 55-årige til at tie stille og lægge telefonerne i lommen under en koncert. Men lykkes man med det som rockband, så gør man da et eller andet rigtigt.
Slowcorebandet Deathcrash, der vist har fået Codeine, Mogwai og Slint ind med modermælken, varmede op og var bestemt ikke alles kop te, og bevares, Amager Bio havde været ret ringe til at melde ud, at der overhovedet var et supportband, men publikum var ualmindeligt uhøflige og snaksaglige under deres koncert. Jeg er med på, at folk ikke har betalt 520 kroner for supporten, men tag lige den værste hån uden for lokalet, tak. Piben fik dog straks en anden lyd, da hovednavnet, The Jesus and Mary Chain, trådte ind på scenen klokken 21:11.
Der blev lagt fra land med førstesinglen “Jamcod” fra bandets seneste udspil Glasgow Eyes, der kun har halvanden uges tid på bagen. En gedigen støjrocksang, som dog er det bedste materiale fra en ret svag albumudgivelse. Intet mindre bragede feedbacken fra William Reids to guitar-stacks, og forsanger Jim Reid – som i 80’erne var notorisk introvert – var decideret energisk fra start. Det skotske brødrepar har alle dage udgjort kernen af støjpop- og shoegaze-pionerprojektet og er da også de eneste, der er tilbage fra begyndelsen. Koncerten i Amager Bio var en del af bandets 40-års jubilæumsturné – 1984 var året, hvor de udgav debutsinglen “Upside Down” og spillede deres første koncerter i både Glasgow og London – og som Jim Reid på charmerende skotsk selv proklamerede tidligt i koncerten, ville de spille en smule nyt og en masse gammelt. Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning.
De efterfølgende “Happy When It Rains” og “Head On” fra henholdsvis Darklands (1987) og Automatic (1989) fortsatte sejrsgangen rundt i salen, og der blev hurtigt kastet næver i vejret og sunget med. Som tidligere nævnt har The Jesus and Mary Chain nærmest alle dage været et band, der har stået så langt tilbage på scenen, at man næsten kunne glemme, de spillede koncert, var det ikke for den øresønderrivende feedbackstøj, men siden gendannelsen i 2013 er der kommet mere liv i dem. Det så vi både på Northside Festival i 2015 og på Roskilde Festival i 2017. Da vi interviewede Jim Reid tilbage i 2017, sagde han, at han endelig havde accepteret, at han aldrig ville komme til at te sig på en scene som idolet Iggy Pop. Han havde det fint med bare at stå og synge nogle sange. Men der er altså kommet liv i ham og hele livebandet for den sags skyld. Trommeslageren tog virkelig kegler, og der blev flere gange udtrykt begejstring over hans evner i særligt de mere rockede numre som “I Love Rock ‘n’ Roll” og “Blues From a Gun”, hvor han tæskede samtlige skind og bækkener. Kun lige i “Head On” var han ikke helt tight på hi-hatten, ellers blev der leveret til UG.
Der var massevis af højdepunkter fra det garvede band. I flæng kan nævnes den ultramelodiske titelsang fra den essentielle 1986-EP Some Candy Talking, debutalbummets støjpunkinferno “In A Hole”, singlen “Sidewalking” og “All Things Pass” fra den mere end hæderlige comebackplade Damage and Joy (2017). På sidstnævnte rammer brødrene næsten samme melodiske højder som på deres bedste 80’er-materiale – det er ren vellyd. “Nine Million Rainy Days” fra Darklands var ligeledes et roligt og fantastisk smukt nummer at smide på sætlisten, der gav et behageligt, melankolsk helle midt i al kakofonien.
Det samme kan desværre ikke siges om sangene fra Glasgow Eyes. Udover førnævnte åbningsnummer, “Jamcod”, kastede Reid og Reid sig ud i “Chemical Animal” og “The Eagles and the Beatles”. Førstnævnte er en ørkenvandring, der hverken har melodiøret eller det aggressive støjniveau, som er The Jesus and Mary Chains alfa og omega, og publikums opmærksomhed gled også hurtigt væk. Sidstnævnte er et ligegyldigt og gumpetungt rocknummer, hvis tekst og Joan Jett-plagierende guitarriff kæmper om at være mest tåkrummende og enerverende (når folk begynder at synge teksten til »I love rock ‘n’ roll« henover ens sang, så har man stjålet for meget). Gruppen gjorde klogt i at holde det helt nye materiale i baggrunden af sættet og fokusere mest af alt på det, der samlede os alle i publikum. Det, som formentlig gjorde, at man blev forelsket i The Jesus and Mary Chain tilbage i 80’erne (eller i midten af 2010’erne for mit eget vedkommende): Følelsen af at være en outsider, men ikke desto mindre en outsider, der finder trøst i støjende, mørk, alternativ musik. Bedst opsummeret på bandets sang “Cracking Up” fra Munki (1998): »Some said I was a freak / I am a freak / They said I was weak / I am a freak.«
Koncerten var virkelig i nostalgiens tegn, og det var hele vejen igennem bandets force. Personligt kunne jeg godt have savnet lidt mere leadvokal og rytmeguitar i lydbilledet, for selv for The Jesus and Mary Chains standarder var melodierne af og til begravet langt nede i mixet. Herudover var der dog ikke en finger at sætte på lyden, der også var tilpas høj for et legendarisk støjrockband (nærmest konstant dansende omkring de 100 decibel ved lydpulten). Det regulære sæt blev lukket med debutpladens helt store sang “Just Like Honey”, hvor Camilla Florentz og Tanja Simonsen fra danske ONBC gæstede på korvokal (omend de også lå lidt lavt i mixet). Trods sangens for enhver tydelige kvaliteter, var det ikke det store klimaks, som den lange koncert ellers lagde op til. Heldigvis kom bandet hurtigt tilbage på scenen og gav os fire ekstranumre med den afsluttende “Reverence” som en mageløs kulmination. Det kradse introriff blev strakt til flere minutter, før Jim Reid viste sig som en vaskeægte rockstjerne og vrælede, at han ville dø som Jesus Kristus.
Det var blot i få øjeblikke, at jeg ikke var betaget af The Jesus and Mary Chain i Amager Bio, og selvom deres nyeste plade ikke er noget at skrive hjem om, så er de formentlig et bedre liveband, end de har været før. Med deres imponerende rundtur i hele diskografien var der i hvert fald ingen tvivl om, at de kunne overbevise både deres mangeårige fans og nyere af slagsen, og stemningen summede af fornøjelse, da de sidste skærebrændertoner sivede ud af forstærkerne.
