Plader

Dinner: Psychic Lovers

Psychic Lovers skaber Dinner en smuk symbiose mellem forskellige kitchede keyboardlyde. Resultatet er et yderst cool værk, og det er en mindre skandale, at der ikke er flere, der kender til Dinner.

Her for nylig påstod en af mine gode venner, at han var begyndt at lytte til Seal. Det var naturligvis løgn, for den slags metervare-flødepop lytter vi i hvert fald ikke til i min vennekreds. Men mine ”autenticitets”-alarmklokker arbejdede på nedsat funktion, og jeg troede faktisk på ham, indtil han flere dage senere sagde, at Seal alligevel er for langt for ham at gå. For den såkaldte gode, korrekte smag er i opbrud, og såkaldte guilty pleasures er ikke længere så guilty.

Tidligere var der nogle ting, man bare ikke gjorde, som man sagtens kan gøre i dag. Det danske enmandsband Dinner gør, hvad man ikke må. Dinner er nemlig en slags antiband. Hvis man så absolut SKAL have et band bag sig, hvis man så absolut IKKE må synge dybere, end hvad der er naturligt for en, og hvis man så ABSOLUT heller ikke må bruge de grinagtige lyde fra alle de outdatede keyboards − ja, så er Dinner et antiband. Anders Rhedin, der gemmer sig bag bandnavnet, er fuldstændig ligeglad med alle disse uskrevne regler, som alverdens bands retter sig efter. Han vender reglernes stringente ensretning på hovedet, og en, to, tre: Pludselig opstår der noget interessant i form af en plade ved navn Psychic Lovers.

Hvad er det så for en plade? Det lette svar vil være at sige, at det er en kitchet, retro-80’er-plade, men det er også et alt for let svar. For Dinner kan meget mere, end at være soundtracket til en ny Nicolas Winding Refn-film.

Anders Rhedin tager nemlig de cheesy, 80’er-klingende synthlyde seriøst som en fuldgyldig musikalsk dialekt. Og når man gør det, undgår man at lave en stiløvelse og får i stedet et selvstændigt musikalsk værk − i øvrigt ligesom Lust for Youth gør det på deres seneste album, Compassion (2016).

Den symbiose, Anders Rhedin skaber mellem de grinagtige musikalske idéer, er smuk og herlig. Det er som en musikalsk brumbasse, fordi de idéer, som ingen i dag tror kan fungere, bliver til herlig, dystopisk sommerpop. Det er vitterligt et mirakel, for Anders Rhedins barytonvokal er underlig og forceret. Ja, den er direkte frastødende i sin mangel på en skøn klang, vil mange garanteret mene.

Men det var Nicos vokal sådan set også, da hun med sin tykke tyske accent sang på det berømte album The Velvet Underground & Nico (1967) − og æret være hendes minde, for det gjorde hun eddermaneme godt på albummet, der anses for at være en af rockmusikkens største klassikere. Anders Rhedin sender tilmed en smuk hilsen til den afdøde sangerinde med den aparte dialekt på ”Lie”, hvor han netop lyder som Nico. På “Lie” kunne det også godt lyde som om, at Lou Reed spiller guitar, og John Cale har arrangeret strygerne. Jeg behøver vel ikke at understrege, hvor godt det lyder?

Den her plade er også satans cool. Åbneren ”Cool As Ice” er en herlig sommerpopbasker for alle dem, der nægter at underkaste sig den såkaldte mainstream musiksmag. Man bliver vitterligt bare i godt humør af at høre den her sang. Alle de ubekymrede, lette keyboardmelodier får et flot modspil af Anders Rhedins dystre vokal, der synger om hende pigen, der er kølig som is. Og “Turn Me On” er ligeledes lige så cool som Ray Ban Wayfarers, åbne sportsvogne og discolys. Med sit perfekte tempo er den selvskrevet som soundtracket til en 80’er-road movie, og jeg indtager gerne hovedrollen i den film, når solen for alvor skinner over landet, og man kan køre rundt med nedrullede vinduer.

Den her plade er så herligt ubekymret. »I want it / What you got / I need it / What you have,” synger Anders Rhedin på ”What You Got”. En sang, der sådan set bare er simpel og banal synthpop, og det er sikkert heller ikke meningen, at den skal være mere end det. Og gud ske tak og lov for det, for når Anders Rhedins vokal i forvejen er i den aparte ende, og når alle keyboardlydene kræver en total revurdering af ens æstetiske smag. Ja, så har vi lyttere altså rigeligt at forholde os til i forvejen.

Psychic Lovers benytter Dinner sig af et helt bestemt musikalsk sprog. Det er et sprog, der lyder som noget bekendt fra 80’erne, når han bruger alle de her cheesy keyboardlyde. Men skal vi ikke bare skide hul i alle de retroreferencer og lade værket stå for sig selv, selvom Anders Rhedin bruger det samme sprog, som man tilfældigvis også brugte, da man lavede musik i 80’erne? Alle de nye digtere bruger altså også det samme sprog, som H.C. Andersen eller Steen Steensen Blicher gjorde, og alligevel er vi så venlige, at vi ikke per automatik laver koblingen mellem Asta Olivia Nordenhof og Johannes V. Jensen. Skal vi ikke gøre det samme med musik? Lade Dinner være Dinner? Så kan John Cale være John Cale, og Seal kan være Seal.

Psychic Lovers er nemlig et værk, der er stærkt nok til at blive elsket på sine egne præmisser. Intet har ændret sig i løbet af de fire år, Dinner har eksisteret, kunne man sige. Den røde tråd i dette enmandsband er så kraftig, at den fire år gamle single “You Are Like L.A.” sagtens kunne indgå på dette nye album.

If it ain’t broken − don’t fix it, og der er virkelig ikke noget i vejen med Dinner. Tværtimod er det mig efterhånden en gåde, at der ikke er flere, der kender til ham. Det er nærmest skandaløst, at han bare skal være ham den underlige, der indimellem varmer op for Mac DeMarco eller Choir of Young Believers. Anders Rhedin viser på Psychic Lovers, at han er en af Danmarks mest kreativt tænkende popmusikere og formår at kombinere det legende og iørefaldende.

★★★★★☆

Deltag i debat