Koncerter

Roskilde Festival 2016: Föllakzoid, 29.06.16, Pavilion

»We’re just gonna finish this show, ’cause I know ya’ll got better things to do,« sagde det chilenske krautrockband inden sidste nummer. Men det havde vi ikke, for bedre kunne det næsten ikke blive.

Föllakzoid-800px

Jeg var ikke den eneste, der sad og rullede en joint på det beskidte gulv foran Avalon-scenen, før det chilenske band Föllakzoid gik på ved midnat. Og hvorfor ikke? Deres minimalistiske og kulsorte krautrock er som skræddersyet til at nå nye bevidsthedsplaner. Musikkens tilsyneladende endeløse repetitioner var imidlertid hverken bedøvende eller ensformige: Med en perfekte blanding af nådesløs monotoni, evig fremdrift og brølende energiudladninger var koncerten på Roskilde Festival en både transcenderende og medrivende oplevelse.

Bådet i blåt lys og indhyllet i røg indtager tre unge mænd gulvet lidt over midnat. Med en række delay- og loop-pedaler fremmaner bandets guitarist en række pulserende lag af rytmiske guitarflader, der faser ind og ud af hinanden. Efter et par minutter bryder de to resterende medlemmer ud i den klassiske motorik-krautrytme, og scenen er sat. Med den evindeligt genbrugte rytme skriver bandet sig tydeligt ind i den tyske tradition og trækker distinkte linjer tilbage til bands som Can og Neu!. Alligevel er det klart, at bandet er sig selv og har noget at tilføje historien – modsat hvad man kan sige om mange andre nyere krautrockbands. Hvis Föllakzoid lyder som Neu!, lyder de som Neu! på ketamin.

Den gyngende rytmesektion og de støjende guitarflader har straks hele publikum i dans. Men før at man får lov drømme sig for langt væk, eksploderer bandet i tordnende crescendi, der med overvældende intensitet blæser mig og resten af det betagede publikum fuldstændig bagover. På den måde tilsætter Föllakzoid en delikat og træffende portion postrock i deres ellers så statiske univers og iblander en variation og energi i deres musik, som er både effektfuld og naturlig. Denne varierede dynamik er slet ikke lige så præsent i deres indspillede materiale. Det behøver den dog heller ikke på samme måde qua de mange indviklede lag, som bandet arbejder med i studiet. Denne stratificerede kompleksitet havde bandet imidlertid givet køb på live. Det kunne have udgjort en mangel, da det netop er den, der for alvor giver bandets udgivelser karakter og dybde, men Föllakzoid spillede en så energisk og overbevisende koncert, at jeg ikke savnede den dimension.

En anden tilføjelse til koncertens overbevisende karakter var guitaristens overlegne stage appeal. Iført mønstret guldblazer, solbriller, langt pagehår og en knastør attitude kaster han sig rundt på den røgfyldte scene uden at fortrække en mine. Og med hans knastøre sarkastiske humor, sad hans image lige i skabet: Som sidste bemærkning før bandets ekstranummer – »One more? Alright then. We’re just gonna finish this show, ’cause I know ya’ll got better things to do«. Det havde vi desværre ikke. Og selvom jeg kan håbe på, at jeg får det igen under denne festival, er jeg ikke sikker.

★★★★★★

Deltag i debat