Koncerter

Roskilde Festival 2016: Soho Rezanejad, 26.06.16, Countdown

Skrevet af Simon Freiesleben

Soho Rezanejad kæmpede med at få sit mørke og indadvendte univers til at fungere på Roskildes Countdown-scene. Ikke desto mindre leverede hun en spændende og dragende koncert, der får vores anmelder til at glæde sig til mere.

Soho Rezanejad-800pxDen dansk/iranske sangerinde og musiker Soho Rezanejad har en karakteristisk og dragende vokal, og så har hun tidligere samarbejdet med blandt andet Kasper Bjørke og gruppen Lust For Youth, hvis Rising koncert hun faktisk gæstede sidste år. I år er hun på programmet under eget navn, hvor hun disker op med et dansabelt, mørkt og indvandt synthpop univers.

Det mørke og indadvendte havde dog trænge kår på Countdown-scenen, der ikke rigtigt kunne levere de intime klub-rammer, som man let kan forestille sig, når man hører Rezanejads numre derhjemme. Nuvel, man arbejder med de rammer, man nu engang har, og hun kæmpede ufortrødent en brav kamp for at komme ud over scenekanten. Selvom det nemt kunne se ensomt ud med hende mutters alene på den store scene, så havde hun ikke problemer med at fylde den ud. Tværtimod, så nærmest tvinger Rezanejad publikum til at være opmærksomme og tage stilling til hende med sit stålfaste blik og sin udfordrende åbentstående sorte blondeskjorte.

Der er noget charmerende Do It Yourself stemning over, at Rezanejad helt selv er ansvarlig for musikken og samtidig synger, men samtidig mærker man også, at det er to vidt forskellige roller at skulle indtage. Hun er en elegant og dragende performer, men det er svært at virke helt nærværende og intens, når man også lige skal holde styr på de elektroniske produktioner.

Musikalsk spiller Soho Rezanejad på de melankolske og sarte tangenter, hvor det især er hendes vokal, man bider mærke i og fokuserer på. Hendes dybe Siouxsie Sioux-lignende vokal krydres her og der med sjæleudkrængende skrig, og det er altså en brandgod cocktail blandet op med lige dele tordenskraldstunge basbeats og dyster electronica. Det er dog også en cocktail, der forlanger meget af publikum – måske lidt for meget faktisk?

For uanset hvor meget man gerne ville inviteres ind i Soho Rezanejads mørke univers, så virkede det alt for ofte som en lukket fest. Der var kun ganske få helt forløsende øjeblikke, hvor Rezanejads musik virkelig gav publikum lov til at danse med og fortabe sig i hendes teatralske performance. Her skal fremhæves nummeret “Idolatry”, der med sine aggressive synths og vokaludbrud helt klart og tydeligt nåede udover scenen og fik fat i folk.

Selvom det musikalske univers åbnede sig mere op i løbet af koncerten, så savnede man at Rezanejad ligeledes ville åbne lidt op, og lade publikum se ind bag den stålsatte maske. Hvem er hun egentlig, denne mystiske og introverte sangerinde? Det var i hvert fald småt med publikumskontakt under koncerten. Ikke engang et ordentligt farvel fik vi, før Rezanejad hviskede tak og trissede af scenen.

Selv tak, Soho! Jeg glæder mig til at se dig igen, og høre din musik i mere passende rammer på en mørk og intim klubscene, hvor den hører hjemme.

★★★★☆☆

Leave a Reply