Plader

Bob Hund: Dödliga klassiker

Skrevet af Camilla Grausen

Det efterhånden 25 år gamle skånske rockorkester starter sløjt på deres nye album, men alt tilgives (næsten) undervejs, og Bob Hund hiver stikket hjem ved hjælp af listige melodistumper og fællessang for alle pengene.

Det er nu 25 år (!) siden, at Bob Hund blev dannet, og meget har den elskelige, men ikke desto mindre gale svenske køter været igennem siden. Fra sprælsk indierock og fandenivoldske punkudbrud i storhedstiden i slut-90’erne til sideprojekterne med bl.a. Bergman Rock og Sci-fi Skane. Dvaletilstand efterfulgt af comeback og så til at sælge alle instrumenter i 2013 og starte på en frisk. Årene efter har budt på talrige koncerter med instrumenter udlånt af lokale bands, stumfilmskoncerter, en (slags) opera, lancering af Bob Hund-væltepeteren og senest lanceringen af bandets egen Indian Pale Ale-øl opkaldt efter deres gamle hit “Dansa efter min pipa”, som er kommet til at hedde “Dansa efter min lakritspIPA” (høhø).

Siden 2009 har Bob Hund selv udgivet sine plader, men i år har de skrevet kontrakt med Göteborg-pladeselskabet Woah Dad, som primært er kendt for at have Håkan Hellström i stald. Første album på selskabet og første album siden 2012’s lidt skuffende Låter som miljarder er Dödliga klassiker.

Albummet begynder desværre ikke imponerende, og som gammel fan er det svært ikke at blive småbekymret efter en gennemlytning af de to første reelle skæringer på albummet. “Underklassens clown” er lige vel skinger og underligt staccato uden melodi og charme til at opveje det, og “Brooklyn salsa” reddes ikke af det sympatiske koncept med kor sunget af piger fra den svenske musiklejr Popkollo. Det er stadig meget ensformig hundedisko med »Du vil leve, du vil dø i Brooklyn« gentaget igen og igen, som får nummeret til at virke for langt, selvom det kun varer cirka tre et halvt minut. Kort sagt: Dödliga klassiker starter temmelig sløjt.

Gudskelov indhenter skåningerne det efterfølgende. Allerede de første 20 sekunder af næste nummer, “Hjärtskärande rätt”, varmer mig om mit hundehjerte. En lille, listig melodi, der genkalder sig tidligere tiders klassiske Bob Hund-melodier. Glæden bliver ikke mindre, når Thomas Öberg stemmer i med en typisk Bob Hund-tekst, som vender alting på hovedet: »Tänk på nåt sjukt och farligt, som gör dig glad.«

Det skæve – og det forkerte, som bliver rigtigt – er gennemgående temaer på albummet. Det passer glimrende med hele bandets bagkatalog og musikalske virke, som altid har drejet sig om det skæve og genialiteten i det, andre ikke tror, duer til noget. Som Öberg synger: »Vi gör allting fel/På ett helt underbart sätt/Du känns så rätt/Hjärtskärande rätt!« Herrerne i Bob Hund identificerer sig ikke overraskende med taberne, som overrasker positivt. Som det lyder i teksten til “Underklassens clown”: »Underklassens clown har alltid varit bäst i klassen.«

Ingen plade prydet af et piberygende hundehoved uden en rocket energiudladning, som vil kunne sætte gang i publikum til, de koncerter som Bob Hund er berømte og berygtede for. Den må gerne indeholde en vis spændingskurve, hvor Thomas Öberg kan kravle op på højtalere og vikle mikrofonledninger rundt om sin magre krop, indtil musikkens dramatiske klimaks kommer, og han kan kaste sig ud fra højtalertårnet i et faretruende spring (det er set før). “Rockabilligt” er sådan et nummer. Det bygger op i tempo og kaos med pudsige lyde fra guitar og keyboard og bliver til et musikalsk amokløb, mens Öberg råber: »Det här är på riktigt/Inte et jävla försök!«

Selvom det skånske band, når det er bedst, er vildt, sjovt, fandenivoldsk og festligt, så har der også altid været meget godt at komme efter på deres stille numre. Sådan har det været helt tilbage til eksempelvis “Den ensamme sjömannens födelsedag” fra 1993 eller “Papperstrumpeten” fra 2001, og jeg ville gerne høre mere til den side af bandet.

Helt så afdæmpet bliver det ikke på Dödliga klassiker, men ikke desto mindre fungerer det virkelig godt for svenskerne, når de starter afdæmpet og bygger nummeret op. Som på “After work-musik” eller på “Blommor på brinnande fartyg”, som i min optik er et uventet højdepunkt. Det er en ny udgave af et nummer, som findes i en Kraftwerk-goes-to-Skåne-agtig udgave fra 2009’s Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk, og det klæder nummeret at smide den distancerende elektronik og vise sig som et først melankolsk, stille nummer og dernæst udfolde sig ved hjælp af Popkollo-koret til storslået, patosfyldt fællessang… Fik jeg sagt, at Bob Hund er blevet pladeselskabskolleger med Håkan Hellström?

Det er en anmelderklassiker at konkludere, at alle bands altid var meget bedre engang. Men sådan er det med Bob Hund – til dels. Hvis man er Bob Hund-nybegynder, skal man selvfølgelig først og fremmest skamme sig over al den vidunderlige, skånske gal/geniale rockmusik, man er gået glip af, men dernæst starte med, hvad jeg betragter som hovedværket, Jeg rear ut min själ fra 1998. Men når det er sagt, så er Dödliga klassiker et album, som Bob Hund bestemt godt kan være bekendt, og det lyder som om, at den 25 år gamle hund er inde i en god og frisk, ny fase.

★★★★☆☆

Deltag i debat