Plader

Bob Hund: Låter som miljarder

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Knap et år er gået, siden vi sidst hørte lyd fra Bob Hund. Svenskerne burde nok have ventet længere tid med at udgive en plade. Standardsange uden gnist hæmmer i hvert fald bandets nyeste, så den er blandt deres svageste.

Lysten til at indspille nye sange og få dem på gaden har været stor hos Bob Hund, siden Thomas Öberg for en fire års tid siden bandt en zorro-maske rundt om hovedet og tog endnu en tur i manegen med sine fem bandkollegaer. Fire albumcovers har chefdesigner Martin Kann fået til opgave at udtænke og udforme på lige så mange år. Det magtede han ikke rigtigt sidste år, og i år har han kopieret designet fra en annonceside i en svensk pendant til Mostrups vejviser. Endnu et originalt coverdesign. Indholdet, albummet Låter som miljarder, byder desværre ikke på tilsvarende geniale musikalske indfald.

Det begynder ellers lovende. »Nu er det dags at skrika sig häs,« varsler en af de første strofer. Er den uregerlige 90’er-Bob Hund vendt tilbage? Ikke rigtig. Selvom Conny Nimmersjös guitar sætter fint skub i det melodiske titelnummer, der åbner pladen, er det fremført uden unge Bob Hunds vildskab. Den modne Bob Hund foretrækker fortsat at boltre sig i det elektroniske univers, bandet trådte ind i på den stærke comeback-plade Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk, og som via ep’en Stumfilm fandt sin foreløbige kulminationen på sidste års fremragende Det överexponerade gömstället.

Men der er sket en mindre udvikling. Tonen er denne gang mere direkte og poppet, og artpop-eksperimenterne er færre. Låter som miljarder er derfor en lettere tilgængelig plade end de foregående, og den vil måske appellere mere til dem, der ikke kunne se det geniale i det art-rockede og mørkrandede Bob Hund.

Sangene er tilpas melodistærke til at sætte sig fast efter bare et par gennemlytninger, men flere af dem er i underskud af de velkendte Bob Hund-krumspring – som f.eks. skift i tempo eller melodi eller kreativ leg med synthlyde – der gør sangene til mere end blot radiovenlige ørehængere. Eksempelvis lider både ”Darrande varulvshänder” og ”Osmium och Iridium” under manglende variation i sangopbygningen, for melodien hviler på den samme gentagne rytme. Bedre bliver det ikke af, at melodien i førstnævnte lugter lidt af genbrug fra bagkataloget.

Æterbårne medier, der er åbne over for anderledes poppede toner, vil være venligt stemte over for ”Harduingetmankandansatill?”. Det positive svar på spørgsmålet er sangen selv, men dets placering som pladens andet nummer er problematisk. Dets elektropoppede rytmer er fandens effektive, men da flere rytmer af samme dansable karakter ikke dukker op senere på pladen, fremstår det som et kortvarigt eskapistisk frikvarter, der bliver afholdt alt for tidligt. Mere pop er der dog længere fremme på tracklisten. Det er også radiovenligt. Men på den småkedelige måde. ”Det regnar og brinnar” er en fin, fjerlet melodi, men den bliver sukret ind i himmelstræbende kor og kitchede klaverpassager, som om den skal kandidere til den svenske melodifestival.

Oplagte kandidater til den Bob Hund-opsamlingsplade, der sikkert aldrig udkommer, er der få af på Låter som miljarder. Kun ”Vem tror du at jeg lurar” og ”Stanna klocka stanna” bør være selvskrevne. Med lige præcis disse to numre rammer Bob Hund og producer Tore Johansson plet. Mens effekter som kor og klokkespil er drysset elegant ud over den flot komponerede ”Stanna klocka stanna”, er det artrock-Bob Hund, der spøger i kulissen bag den forunderlige opsætning kaldet ”Vem tror du at jeg lurar”. En skånsk monolog lokker lytteren ind i et univers fyldt af dirrende desperation, og som, uden man egentlig bemærker det, skifter karakter undervejs: introvert åbning, aggressivt midterstykke og en smuk afsluttende duet mellem Öberg og sangerinden Birgit Bidder.

Bob Hund får sikkert narret nogen til at tro, at Låter som miljarders poppede lethed er ensbetydende med, at de har genfundet charmen, humoren og vildskaben fra 90’erne. Men ikke undertegnede. For mange standardsange uden den iboende gnist, der gør en vanlig Bob Hund-sang vedkommende, hæmmer indtrykket. Tore Johanssons arbejde i producerstolen får pladen til at leve op til titlen, men mirakler kan han ikke skabe med det idéfattige materiale, Bob Hund har haft med i studiet. Studietiden blev booket for tidligt.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Jeg må desværre give dig ret Lasse. Det er en tynd plade med få lyspunkter, der allerede er sat på hylden.

Deltag i debat