Plader

King Gizzard & the Lizard Wizard: Flying Microtonal Banana

Skrevet af Daniel Niebuhr

Flying Microtonal Banana er vaniljen i King Gizzard & the Lizard Wizards tricolore-is. Pladen, der er australiernes første af fem i 2017, præges af mangel på musikalsk diversitet, og spørgsmålet er, om bandet er ved at løbe tør for kreative kræfter.

King Gizzard & the Lizard Wizard er et af de bands, der bare ikke kan stoppe. Indtil nu er de sluppet endog meget godt fra det, hvor sidste års uendeligt loopende Nonagon Infinity – foruden at være gruppens ottende udspil på fire år – var et af det australske ensembles bedste. Så langt, så godt.

Nu har frontmand Stu Mackenzie og co. så proklameret, at de har til hensigt at udgive hele fem (!) plader i løbet af 2017, hvilket selv for et hyperproduktivt orkester som King Gizzard & the Lizard Wizard lyder som noget af en udfordring at pålægge sig selv. Første kapitel i dén odyssé er Flying Microtonal Banana, der rigtig nok er en Gizzardlizardwizard-klassiker, når det kommer til det kringlede og turbulente lydunivers, men som simpelthen læner sig for meget op ad tidligere tiders succeser til for alvor at fremstå som et unikt og underholdende indslag i bandets diskografi.

”Rattlesnake” åbner pladen lidt blødere, end det præg, der blev sat på den foregående plade. Nummeret klinger lidt henad en neddæmpet version af ”Gamma Knife” og er dybest set næsten otte minutters anonym krautrock, der helt efter planen ikke rigtig kommer videre, før den fader ud og glider over i ”Melting”. Her minder de latinamerikanske rytmer om ”The River” og ”Invisible Face” fra bandet bagkatalog, men “Melting” formår aldrig at gøre et egentligt indtryk.

Der går ikke særlig længe, før det egentlig går op for mig som lytter, at der er en vis mængde autopilot på King Gizzard & the Lizard Wizard anno 2017. Vi fortsætter ufortrødent i den samme rille, som ”Rattlesnake” introducerer os til, og meget af materialet skiller sig simpelthen ikke ud fra mængden. I sin helhed har vi med en plade at gøre, som befinder sig langt under det forventelige, når man tager australiernes tidligere udgivelser i betragtning.

Læg dertil, at den eneste rigtig notérbare tilføjelse til kråsekongen og øgletroldmandens omfattende arsenal af musikalske tricks er den tyrkiske zurna, som fra tid til anden får mulighed for at sætte sit højfrekvente og – ærligt talt – højst enerverende præg på det samlede lydbillede.

Flying Microtonal Banana er vaniljen i King Gizzard & the Lizard Wizards tricolore-is; et skuffende blend af mangel på musikalsk diversitet og stort set ingen catchy momenter. Bandet har unægtelig kørt sig selv meget hårdt de seneste fem år, når man ser på både tourkalendere og pladeudgivelser, og spørgsmålet er så nu, hvor meget det tætpakkede program har haft af betydningen for den musikalske kreativitet.

Næste udgivelse har fået navnet Murder of the Universe, og spændende skal det i hvert fald blive at høre, om fem plader på et år overhovedet er nødvendigt, eller om King Gizzard & the Lizard Wizard måske bare skulle have holdt sig til den ene – eller helt droppet udgivelserne i dette kalenderår for på et senere tidspunkt at kunne præsentere omverdenen for et langt mere imponerende musikalsk udspil, end det er tilfældet med Flying Microtonal Banana.

★★½☆☆☆

Deltag i debat