Plader

King Gizzard & the Lizard Wizard: Nonagon Infinity

Skrevet af Daniel Niebuhr

Med vilde, psykedeliske udflugter og rablende beretninger har det australske band lavet en plade, som kandiderer til årets bedste rockalbum.

Selvfølgelig måtte det ende sådan her: King Gizzard & the Lizard Wizard, et af de mest iørefaldende og energiske rockbands til at dukke op af den australske smeltedigel, som i løbet af de seneste 5+ år også har fostret navne som Tame Impala og Methyl Ethel, har med Nonagon Infinity lavet rockens svar på Möbius-bånd – et sublimt udspil, hvis indhold snor sig ind, ud over, under og rundt imellem sig selv og til sidst slutter, hvor det hele begyndte, og herefter begynder forfra og fortsætter i det uendelige.

For fans af Kråsekongen & Øgletroldmandens tidligere værker kommer det næppe som en overraskelse, at det syv mand store orkester fra Melbourne langt om længe får produceret et værk, der fuldt ud omfavner netop uendeligheden på den måde, det gør sig gældende på Nonagon Infinity.

Bandet har flere gange flirtet med meget omfattende psychpunk-sangskrivning, hvor ”Head On/Pill” fra 2013-udgivelsen Float Along, Fill Your Lungs noterer sig for et over 12 minutter langt crescendo, mens den indledende kvartet af numre på 2014-albummet I’m in Your Mind Fuzz konstant følger den røde, udsyrede tråd, der starter og slutter samme sted, nemlig ved frontmand Stu Mackenzies åbningslinje: »Everybody’s lazy when they’re tired«.

Nonagon Infinity tager skridtet endnu videre og præsenterer lytteren for et album uden nogen decideret start og slutning. Bevares, du kan jo selvfølgelig sagtens vælge at starte med ”Robot Stop”, der bliver udlagt som pladens første skæring, og som møder én med pladens gennemgående mantra: »Nonagon Infinity opens the door«. Men hey, i sidste ende er det sgu helt op til dig selv! (Personligt kan jeg bedst lide at starte med ”Evil Death Roll”).

Rent musikalsk er Nonagon Infinity i langt højere grad en viderebygning på førnævnte I’m in Your Mind Fuzz, hvis hovedtema desuden får en fin hyldest mod slutningen af ”Robot Stop”, end de to seneste udgivelser, Quarters og Paper Mâché Dream Balloon. Med et nærmest ustoppeligt, manisk drive spæner vi gennem fortællinger om selvbevidste robotter, store figenhvepse og menneskegribbe, der alt andet lige passer perfekt ind i rækken af tidligere King Gizzard-folklore, mens det altid velspillende orkester sørger for, at kun ganske få kedelige øjeblikke akkompagnerer Mackenzies rablende beretninger og observationer. Især bandets (gen)opdagelse af skæve taktarter klæder det samlede udtryk, hvor både 7/8, 9/8 og 5/4 bliver brugt til at skabe ukonventionelle brud med den ellers, på overfladen, perfekte uendelighed.

Et par af numrene, eksempelvis den mere afdæmpede ”Mr. Beat” og ”Invisible Face” i al sin prog’ede pragt (med dertilhørende latin-klingende mellemspil), ender dog desværre med kun at føles som bindemateriale for den samlede produktion. Man må derfor antage, at det særprægede koncept bag Nonagon Infinity – ikke overraskende – har haft højeste prioritet, selvom man som lytter føler, at det kunne have været muligt at skære pladen endnu skarpere og dermed gøre Nonagon Infinity til King Gizzard & the Lizard Wizards måske stærkeste plade.

Nu må de i stedet ”bare” nøjes med at have udgivet en solid udfordrer til titlen som 2016’s bedste rockudgivelse, hvilket da heller ikke siger så lidt. King Gizzard & the Lizard Wizard har beriget os med en dybt fascinerende, ekstrovert, uendeligt repeterende, psykedelisk rutsjebanetur, der – om man vil – aldrig stopper.

★★★★★☆

Deltag i debat