Plader

Anna Von Hausswolff: Dead Magic

Skrevet af Sabina Hvass

Seneste udspil fra Anna Von Hausswolff har en mastodontisk lyd, og er en gennemført emotionel rejse på 47 minutter. Turen byder både på opbrudte orgelakkorder, fyldige kompositioner, fjerlette melodier og paniske skrig, som gør stien der bliver betrådt dynamisk og smuk.

Da jeg først stiftede bekendtskab med svenske Anna Von Hausswolff, var det i forbindelse med Roskilde Festival 2016. Dengang havde jeg nogle forbehold til kombinationen af kutteklædt mystik og orgelmusik, men jeg måtte alligevel se mig draget af de postrockede, dronende elementer, hun formår at koble sammen med sin enormt udtryksfulde vokal. Jeg var derfor ret spændt på at høre, hvor den kombination var blevet ført hen her to år senere.

Dead Magic, Hausswolffs fjerde fuldlængde udspil, er komponeret i Göteborg, indspillet i Marmorkirken i København og produceret af Randall Dunn, som især er kendt for at arbejde sammen med Sunn O))). I de momenter hvor det samarbejde er bedst, formår de at flette inspirationen fra kirkerummet – hvor hver en lyd forlænges i meditative, dronende flader – sammen med en eksperimentel form, hvor selv de mere rockede passager føles inspireret af klassisk musik. Her taler vi klassisk i den forstand, at pladen føles som en episk rejse, hvor pladens fem skæringer bedst kan beskrives som sektioner af musikken, der adskiller sig fra hinanden i temaer.

“The Truth, the Glow, the Fall” introducerer mange af de elementer, som er centrale igennem resten af pladens lyrik – naturen, mørket og det magiske: »Down to the river / down to the bodies below / down in the chaos driven by black magic low.« Lyrikken introduceres nøje afmålt ind i de dynamiske orgelkompostioner, og på dette nummer sker det særligt vellydende i et valsende samlingspunkt, hvor perkussionselementerne for en kort bemærkning får lov til at højne intensiteten, inden lagene gradvist bliver pillet fra hinanden igen. Nummeret ender lidt mindre fyldigt og mere bart med shoegazede guitarer, og en følelse af at noget er gået tabt og noget nyt må opstå istedet.

Herefter følger “The Mysterious Vanishing of Electra”, der blander tunge, riffede guitarer med voluminøs akustisk guitar og synth i et slæbende groove, der møjsommeligt stiger i intensitet. Det er nogle stærke kontraster, som ikke nødvendigivs kæmper mod hinanden, men som i hvert fald skiftes til at stå forrest i lydbilledet; skiftevis rolige, svajende toner og paniske, højtpitchede udråb, som gør, at nummeret tæller de nok mest interessante og velarrangerede minutter på pladen. Der er noget mytisk over historien, hvor forskellige mennesker er blevet forladt, og hvor Hausswolff både fungerer som stemme for den efterladte og for den forsvundne. Vokalen bliver limen, der er nødvendig for at binde de mange teksturer og bevægelser i musikken sammen.

“Ugly and Vengeful”, der starter i en ret uhyggepræget stemning, og igen med en forløsning i vokal og kor, som minder mig om et interessant giftemål mellem effekter fra David Bowies Blackstar og Godspeed You! Black Emperors dramaturgiske univers. I en beruselse af tunge guitarer kombineret med Hausswolffs overjordiske voka ender nummeret i en mere turbulent vibe. Den enorme lyd der fylder kirkerummet, forstærker den tumult som foregår kompositorisk. Men i virvarret står Anna Von Hausswolff stadig stærk i centrum, som en naturkraft, hvor det grimme kan fremstå voldsomt for pludseligt at slå over i noget smukt, rent og roligt.

Det næste nummer vi møder er “The Marble Eye” som er et længere orgelstykke med klassiske arpeggioer og et smukt arrangement af strenge, bliver pladens stabilisator. Det fungerer dog primært som et mellemspil, der indikerer en nyfunden ro, og danner perfekt par med pladens sidste nummer, “Källans återuppståndelse”, som har karakter af en ballade. Her bryder Hausswolff med sin meget følelsesladede sangstil, og går mere i en retning, der forsikrer og trøster lytteren efter en rejse ind i et vemodigt, men også håbefuldt univers. Nummeret får en noget abrupt slutning, som virker atypisk sat op mod det resterende materiale. Efter at have lyttet til det adskllige gange blev det nærmest til et virkemiddel, idet det blev anledningen til at starte albummet forfra igen.

Det er nemlig en fornøjelse at nyde den flydende og kraftfulde musik på Dead Magic igen og igen. Selvom det er umiskendeligt Hausswolff, så mindes jeg samtidig om vokale kvaliteter fra kvinder som Anisette Koppel, Nico, PJ Harvey og avantgardekunstneren Diamanda Galás. Hausswolff er, som de, gådefuld, og formår at fremmane nogle mørke og til tider dystre billeder frem, som få andre kvindelige kunstnere gennem tiden har kunne. Hausswolff hører desuden utvivlsomt godt hjemme i det eksperimentelle musikalske univers, hvor retningen kan skifte og temaer kan blive brudt, mens hun formår at beholde fortællingen inden for den overordnede ramme. Dead Magic står som det absolut stærkeste udspil fra hende til dato, og jeg har uden tvivl appetit på mere!

★★★★★½

Skriv et svar