Det er gået stærkt for irske Fontaines D.C., siden de i 2019 udgav deres buldrende, guitartunge debutalbum Dogrel. Pladen sendte dem til tops hos både anmeldere og fans af frådende post-punk og kastede en nominering til den prestigefyldte Mercury Prize af sig. Derefter fulgte en verdensomspændende turné, og mens pandemien rasede overalt, udgav de deres andet album, A Hero’s Death fra 2020, der viste bandet fra en mere nedtonet og knap så åbenlyst ubeskeden side. Også denne svære toer blev mødt med ros og prisnomineringer, og pladen cementerede for alvor, at kvintetten var meget mere end bare “Boys in a Better Land”. Begge albums har hver sine kvaliteter, og en af de allermest interessante er måske netop, at de to er så åbenlyst forskellige. Og på den tredje plade, Skinty Fia, er der igen sket noget nyt.
Først og fremmest synes Fontaines D.C. at have omfavnet deres irske rødder endnu mere eksplicit. Det starter allerede ved albumtitlen, der kan oversættes med noget, der ligner “hjortens forbandelse”, og er et irsk bandeordsudtryk (tænk en poetisk udgave af “For fanden!” eller sådan noget). Tendensen fortsætter på åbningsnummeret “In ár gCroíthe go deo” (oversat “Altid i vore hjerter” og inspireret af en opsigtsvækkende historie om inskriptionen på en irsk kvindes gravsten), “Bloomsday” (som er årsdagen for den dato, hvor den irske forfatter James Joyces mesterværk “Ulysses” finder sted) og selvfølgelig den bragende, frådende “I Love You”, der spidder Irland med tunge, fingrepegende ord spyttet med forsanger og sangskriver Grian Chattens næsten monotone, nærmest spoken word-vrede stemme.
Kærligheden fylder stadig i Chattens tekster, men den synes mere bittersød, sørgende og klagende end nogensinde. Han lagde allerede an på det foregående album med “I Don’t Belong”, men dog var »love« stadig »the main thing« på nummeret “Love Is The Main Thing”. På Skinty Fia er kærligheden på ingen måde misundelsesværdig. På “How Cold Love Is”, der i sig selv ikke er en opmuntrende sangtitel, kvitterer Chatten med et knusende billede: »They sit in their room/ They all consume/ They fall in their bed/ They wanna go dead«. På førstesinglen “Jackie Down The Line” er de afvisende ord » I will wear you down in time/ I will hurt you/ I’ll desert you« sat til en påfaldende opstemt melodi, der kun gør ordene endnu mere klagende og næsten selvhadende – jeg kan ikke, jeg vil ikke, det går ikke. Den fortællende stil fra “Jackie” fortsætter på “The Couple Across The Way”, der handler om det dér ægtepar, men man ser i huset overfor, hvor den ene ægtefælle sørgmodigt konstaterer »You use voices on the phone/ That once were spent on me«, mens verden omkring dem forandrer sig i en fart, hvor de ikke kan følge med. Men »Across the way moved in a pair with passion in its prime/ Maybe they look through to us and hope that’s them in time«. Ak ja. Pladens sidste nummer “Nabokov” bogstavelig talt skriger af usundhed: »I’ll be your dog in the corner/ I will light your cigarette«. Undertrykkelse forklædt som kærlighed.
Men Fontaines D.C. er ikke kun leveringsdygtige i særdeles fremragende tekster. Musikken har også taget en ny drejning, der både understøtter og modspiller de sørgmodige tekster. Den imposante “Big Shot”, der på en plade fyldt med fortræffelige numre godt kunne gå hen og være min personlige favorit, er om ikke andet en romantisk melodi. Den starter drillende med trommer og et uptempo guitarriff for så at folde sig selvsikkert ud i et dasende, slæbende tempo, der leder tankerne hen på dovne dage i sengen med en (ny)elsket. Teksten omhandler stort set alt andet end kærlighed – måske fordi guitaristen Carlos O’Connell har stået for både tekst of melodi – men følelsen er der. “Roman Holiday”, en tungsindig hyldest til et Irland set fra den anden side af Muir Éireann, tangerer det poppede, og i en verden af post-punk lydmur virker den nærmest fornøjelig. Og igen skal “I Love You” nævnes, for den er ikke til at komme udenom. Et nummer, der åbner med en mørk bas, der langsomt akkompagneres af både elektrisk og akustisk guitar, før Chatten bedrøvet og sagte synger »I love you/ I love you/ I told you I do/ I’ve never felt so well«, før han midt i det fem minutter lange nummer eksploderer i et nåde nær råbende, selvsvingende raseri; om Irland bag den muntre facade (en »island’s run by sharks with children’s bones stuck in their jaws« med henvisning til opdagelsen af en massegrav med knoglerne af 800 babyer og småbørn i 2017) og landets »half-cut pride«; om skyldfølelsen af at have forladt det land, man elsker og hører hjemme i (»When the cherries lined up/ I kept the spoilings for myself«); om politik og hykleri (»the gall of Fine Gael and the fail of Fianna Fáil«); om penge, og hvad de gør ved mennesker (»Say it to the man who profits and the bastard walks by«). Et følelsesladet, musikalsk vredesudbrud, der synes uendeligt og uafbrudt og hvis inderligt kryber helt ind under huden på dig.
Tre albums inde, og Fontaines D.C. er stadig leverandører af noget af den allerbedste alternative musik, der er blevet udgivet de sidste 10 år. Med Skinty Fia har bandet skabt en helstøbt plade, der både føles ny uden at flyve for langt væk fra den post-punkede kerne; eksperimenterende uden at føles forceret eller fjollet.
