Plader

DRINKS: Hippo Lite

DRINKS balancerer på en knivsæg, når det kommer til at holde tungen og de de musikalske arvestykker lige i munden. Med deres andet album Hippo Lite trækker de på mange interessante musikhistoriske strømninger, men det er vanskeligt farvand, de har bevæget sig ud på.

DRINKS er en duo bestående af den walisiske sangerinde, Cate Le Bon og Tim Presley fra Californien. Hvor Le Bon har sit musikalske udgangspunkt i indierock, så har Tim Presley en bagage med garagerock (Han har bl.a. spillet med The Fall, White Fence og Ty Segall). Atlanterhavet har ikke stoppet disse to mennesker fra at finde fælles kreativt fodslag. De har eftersigende skabt en del af deres musikalske status quo, ved for en stund at hoppe af det febrilske og konstant opmærksomhedskrævende lyntog, også kaldet for det senmoderne samfund. Et refugium i Sydfrankrig var det eksistentielle fundament i deres arbejde med albummet Hippo Lite, der er duoens andet albumudspil. Om det er en mere tilbagelænet tilgang til livet, det varmere klima, den gode vin, eller noget helt andet, der har givet albummet dets særpræg, skal jeg lade være usagt. Men særlig sydfransk lyder det altså ikke.

Derimod får man henledt tankerne mod lyden af Manchester omkring 1978-80, tilsat en skefuld New York i starten af firserne, et strejf Berlin anno 1986-87 og et pift UK-folk-psych anno 1967. Hvis man tager disse elementer og blander dem godt sammen, så har man en lille flig af fornemmelse for, hvad der venter en, når der lyttes til Hippo Lite. Med tryk på postpunk, new wave og folk-psych, leveres der et særegent udtryk, der ikke lige sådan lader sig sætte i bås.

Med åbneren ”Blue From the Dark” får du repeterende sovekammerpop, der er ret så britisk og drømmende i sin lyd. Det lette, men dog barokke guitarspil, der krydres med lyden af en skrivemaskine, vækker en behagelig erindring om Keran Ann og Barði Johannssons projekt Lady & Bird.

Efter et kort og uinteressant intermezzo ved ”If It”, sker der igen ting og sager i nummeret ”Real Outside”. Her har vi den førnævnte new yorker-lyd, hvor bassen mekanisk og dovent danner et repeterende beat. Samstemmende med en gentagelse af det samme sæt akkorder på guitaren, får man en mærkeligt kunstigt særpræg. Jeg tror godt, jeg ved, hvor de vil hen, men det bliver en kende enerverende med den samme monotone instrumentalisering og stemmeføring. En formel, der allerede nu lader til at følge hele albummet igennem.

Nu følger der endnu et barokt instrumentalt stumfilmsintermezzo, der virker ret ligegyldigt. Der kommer dog et kærkomment pust af kvalitet med ”In the Night Kitchen”, der sådan set ikke er andet end et noget længere instrumentalt mellemspil. Her gives der dog rum til en kontekstuel fylde, da det barokke fingerspil flyder fint afsted med en tilført lyd af frøer og insekter, der kvækker, og fugle, der kvidrer. Som lytter ligger man nu ved bredden af en sø, hvor vegetationen er på sit højeste og luften tung af hede. Med sådan en følelse løftes duoens musikalske abstraktionsniveau en anelse højere op.

”Greasing Up” følger samme formel som det foregående nummer, nu tilsat vokal. Med den enkle leg mellem mandlig og kvindelig vokal, skabes der en lyrisk elegance, der dog til tider forfalder tilbage til en underligt stiv og kunstig stemmeføring. Endnu en gang en opskrift, der desværre går alt for meget i selvsving hele pladen igennem, bare med skiftende dominans mellem henholdsvis Le Bons og  Presleys vokal.

Vi vender for en stund tilbage til New Yorks new-wave scene med ”Corner Shop”. Her har vi igen følelsen fra førnævnte ”Real Outside”, bare med endnu mere quirky guitar. I samme ombæring må jeg nævne ”Leave the Lights On”, ”Ducks” og ”Pink or Die”. Når disse numre nævnes i en lind strøm, er det fordi de simpelthen lyder påfaldende ens. Måske ligefrem irriterende ens. Det er kun få nuancer, der adskiller instrumentaliseringen fra hinanden. Det vækker interesse og gejst i et kort stykke tid, men kommer hurtigt til at skabe en følelse af stilstand og stiv monotoni. Kun når den postpunkede eller new-wave orienterede tilgang brydes med det barokke strejf af psychet folk, skabes der noget, der virker nyskabende og originalt.

Derfor løfter interessen sig da også en smule ved afslutningsnummeret ”You Could Be Better”, der tilføjes en fyldigere lyd med violin og klaver. Javist, det er stadig monotont, men der skabes et mere spændende miks mellem to ellers ret så uforenelige udgangspunkter.

Hele affæren med Hippo Lite rummer kimen til en cocktail, der på overfladen virker mere interessant end så meget andet, der udkommer nu om stunder. DRINKS formår dog ikke at løfte deres tydelige inspiration fra det mekaniske og quirky ved new-wave og ved det simple udtryk i  post-punken. Kun når de krydrer det hele med et barokt og folket take på engelske musikhistorie, skabes der en spændende form for synergi. Når det lykkes, er det som om at man blander lyden fra en sød lille spilledåse på et engelsk victoriansk pigeværelse, med lyden fra en fugtig og tilrøget kælder i New Yorks rockmusikalske velmagtsdage.

Til trods for det underliggende kunstnerisk potentiale samt de glimtvise momenter af noget særligt og originalt, må jeg desværre konstatere, at Hippo Lite kører alt for meget i tomgang.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar