Plader

Death Grips: Year of the Snitch

Death Grips lyder på Year of the Snitch som et herre-dårligt trip, til tider vaklende på kanten af det euforiske. Pladen er et voldsorgie, et mareridtskarneval og en salig blanding af dragende produktion samt enerverende larm.

Death Grips, bestående af producere Zach Hill og Andy Morin, samt den slagkraftige vokalist “MC Ride” (Stefan Burnett) i front, har siden udgivelsen af debut-mixtapet Exmilitary i 2011 både provokeret og forvirret de, der har vovet at lytte med. En fanskare, der tæller prominente skikkelser som Robert Pattinson, William Shatner, samt Undertoners egen anmelder, der tildelte gruppens femte studiealbum Bottomless Pit de maksimale 6 U’er. Han omtalte her pladen som »et krævende album«, men også som »et voldsomt fascinerende og givende bekendtskab«. Death Grips er på Year of the Snitch ikke blevet mindre krævende, men de er stadig et fascinerende selskab, hvis man lader dem være det.

Anmelderne har gennem Death Grips’ levetid lidt famlende forsøgt at genreklassificere deres musik med betegnelser som eksempelvis eksperimenterende hip hop, industrial, punk, digital hardcore, electro-punk og rap rock. Sandheden er nok også, at gruppen befinder sig i et spænd mellem disse betegnelser, men Death Grips viser sig dog ved nærmere bekendtskab at have skabt et univers, der strækker sig langt udover genrebetegnelser. Gruppen er det bedste eksempel på et band, hvis popularitet i høj grad kan tilskrives den internetplatform og meme-kultur, de er vokset ud af. Death Grips er et fænomen; en esoterisk klub skabt af en trio med en dyb fascination af de brutale, grimme og gruopvækkende sider af mennesket. På sin vis er det også nærliggende at sætte gruppen i indirekte sammenhæng med dadaismen – en modbevægelse indenfor kunsten, der dyrkede anti-æstetik og bruddet med de i forvejen etablerede konventioner, og i stedet hyldede det absurde og tilfældige. Netop foragten for moralske og æstetiske normer er et mantra der kommer tydeligt til udtryk hos Death Grips, der nu over seks albums og op til flere EP’er har udforsket deres egen form for larmende anti-æstetik.

Man kan mene, at Death Grips musikalske slægtninge primært er at finde i hip hoppen. Her kan nævnes grupper som Ho99o9 og clipping., men også “On Sight”, Kanye Wests mesterlige åbningsnummer på Yeezus. Til trods for disse referencer, har Death Grips aldrig føltes som hip hop i traditionel forstand. På Year of the Snitch distancerer gruppen sig yderligere fra denne genrekasse til fordel for et endnu mere punk- og hardcore-inspireret udtryk.

Således kan man også fristes til at spørge, hvad der for den evigt grænsesøgende gruppe ligger tilbage af uudforsket territorie. Bottomless Pit var eftersigende en øvelse udi mere fokuseret sangskrivning. Dette resulterede for eksempel i titelnummeret, der lød som nu-metal spillet gennem en Nilfisk. Year of the Snitch er som gruppens øvrige albums ligeledes en absurd rodebutik af smadret støj, men byder samtidig på større variation end hvad man hidtil har kunne høre på en Death Grips-plade. Year of the Snitch er uhyggelig og underlig, og på engang betagende og trættende.

Albummets åbningsnummer “Death Grips Is Online” indledes af et euforisk guitarhook, der henleder tankerne på My Bloody Valentine anno 1988. Hurtigt knækker nummeret dog over i en elektronisk sekvens, der mest af alt lyder som Underworld på et rædsels-trip. På “Black Paint” – et nummer med åbenlyse tekstreferencer til The Rolling Stones’ trøstesløse dødshymne “Paint it Black” –funderer Burnett over døden, understøttet af en tung basgang a la Suicides “Rocket USA”. Døden er et tilbagevendende motiv for Death Grips, og på “The Fear” lusker et jazzet klaver rundt, mens Burnett truende messer: »The fear, jump jump jump, I’m gonna kill somebody«. Pladen byder også på to instrumentale interludes, hvoraf “The Horn Section” selvfølgelig ikke byder på mange blæsere, og “Outro” er pladens næstsidste nummer. Det er klassisk Death Grips-humor, og en del af gruppens stadige hyldest til det absurde og meningsløse.

Der er dog passager, hvor Year of the Snitch vil forekomme udmattende og desorienterende. Albummets sidste nummer “Disappointed” lukker pladen med et brag, men ikke utvetydigt på den gode måde, fordi nummeret mangler den forskelligartethed, som ellers er en force på resten af albummet. Det samme gælder pladens syvende nummer, der med den rammende titel “Shitshow” og et sample fra amerikanske The Body, er et sludgemetal-agtigt febermareridt. Et tredje eksempel er på “The Horn Section”, der føles som dét der øjeblik, hvor man til en tætpakket smadre-fest på en festival opdager, at man egentlig bare gerne snart vil hjem. Der er altså visse øjeblikke, hvor Year of the Snitch står i stampe. Der går dog ikke længe, før man på brutal vis opløftes til det anthem-værdige omkvæd på “Hahaha” med en ny injektion eufori.

Det er ganske givet, at Year of the Snitch i sin maniske natur vil opleves som fragmenteret og frustrerende. Det er uden tvivl også hensigten, og selvom pladen er både hård og utilgængelig at lytte til, er variationen kærkommen. Den mangefacetterede produktion føles både inspireret og tændt, og det i en endnu større grad end hvad Death Grips før har præsteret. Albummet stikker i utallige retninger, og er i sit samlede udtryk ulig de øvrige dele af gruppens bagkatalog. Måske er det netop derfor, at Year of the Snitch på samme tid føles både overraskende og logisk set i en Death Grips-kontekst.

På trods af utilgængeligheden er Year of the Snitch en invitation til at vende tilbage for at nærstudere de tætpakkede produktionslag, pladen har at byde på. Albummets ætsende men rige lydbillede vil utvivlsomt tiltale allerede erklærede tilhængere af gruppen, og der er klart også stort pay-off at hente for de uindviede. Men det kræver, at man som lytter er forberedt på at tilgå pladen med en betydelig mængde tålmodighed. Med Year of the Snitch beviser Death Grips overfor de, der måtte tvivle, at gruppens støjeksperimenter er mere end bare et gimmick. Det er ikke en perfekt plade, men et farverigt statement fra en gruppe, der med usvækket drivkraft formår at udfordre både sig selv såvel som gamle og nye fans.

★★★★☆☆

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Skriv et svar