Plader

Death Grips: Bottomless Pit

Skrevet af Simon Freiesleben

Sjældent har et album formået at være så grotesk grimt og samtidig lyde så sindssygt godt. Amerikanske Death Grips blander punk, hiphop, industrial og meget mere på hæsblæsende og komplet imponerende vis.

Bottomless Pit starter med en sart og feminin gæstevokal fra den blot 19-årige rockstjerne Clementine Creevy (Cherry Glazerr), inden det brutalt afløses af nådesløst haglende grindcore-trommeslag og Stefan ”MC Ride” Burnetts rablende, aggressive galningevokal. Åbningsnummeret ”Giving Bad People Good Ideas” lægger stilen for den nyeste udgivelse fra den eksperimenterende og genrebrydende amerikanske industrial-hiphop-trio Death Grips, der kun sjældent forbarmer sig og slipper sit jerngreb om lytteren. Det er en heftig omgang, der uden samvittighedskvaler stjæler med arme og ben fra punk, hiphop, industrial og black metal, smider det i en blender og spytter resultatet tilbage i hovedet på deres fans som en ramsaltet og hyperaggressiv snotklat.

Heldigvis er Bottomless Pit samtidig det mest fokuserede, vi har set Death Grips udtrykke sig siden gennembrudsalbummet The Money Store fra 2012. På de blot fire år, der adskiller de to album, har Death Grips udgivet tre studiealbum og to instrumentale EP’er, gået i opløsning og fundet sammen igen. Der er fart på trioen fra Sacramento, og man ved efterhånden aldrig, hvad en ny Death Grips-udgivelse vil byde på – udover at de som regel formår at tage røven på deres fans.

Bottomless Pit er endnu et overraskende nyt skridt fra bandet. Denne gang har de nemlig eksperimenteret med faktisk at skrive sange, og resultatet er et album, der både formår at være ekstremt catchy samtidig med, at det føles ekstremt progressivt og skubber til grænserne for, hvordan populærmusik kan lyde. At Death Grips er mere fokuserede og tight i deres sangskrivningsproces end nogensinde før manifesterer sig også i sangenes længde, der er kortere end sædvanligt. Bottomless Pit er dermed knivskarpt skåret, og ingen af pladens 39 minutter føles undværlige.

Trioen består af førnævnte Stefan ”MC Ride” Burnett på vokal samt producerne Zach Hill og Andy Morin. Hvis Hill og Morins kompositioner udgør gruppens glødende og hårdtpumpede musikalske hjerte, så er Burnett den fysiske legemliggørelse af gruppens blodtørstige og anarkistiske udtryksform, når han skiftevis råber, hyler eller hvisker sine ildevarslende vers ind i mikrofonen. På den manisk støjende og ekstremt intense sang ”Hot Head” veksler Burnetts vokal mellem at virke ubalanceret rablende og køligt overlegen i sin levering. Burnetts vokal kan forekomme et krævende bekendtskab, men min erfaring er, at man overraskende hurtigt lærer at holde af hans uforudsigelige stil.

Det hjælper selvfølgelig, at Burnett skriver nogle virkelig gode tekster. Bottomless Pit er vitterligt et af de mest interessante album, jeg længe har hørt, og det skyldes i høj grad det kompromisløse samspil mellem de knusende intense produktioner og Burnetts ekstremt foruroligende lyrik, der gennemsyrer pladen med en konstant sydende hadfølelse. Bottomless Pit fremstår som Burnetts forsøg på at udtømme og udforske hadets mange facetter.

På nummeret ”Eh”, et af albummets mange højdepunkter, optræder Burnett apatisk og desensibiliseret til det ekstreme i sin afvisning af alt fra spytslikkere, autoriteter og Death Grips, der alle kan rende ham et stykke. Selv tanken om sit eget selvmord leverer Burnett med et morbidt verbalt skuldertræk: »Catch me hanging from my noose like, eh«. At musikken på ”Eh” samtidig er noget af det mest upbeat, trioen har lavet, er blot et eksempel på Death Grips’ sans for ironi. Det samme kan siges om nummeret ”Trash”, der satirisk spidder de mange nye muligheder for ukritisk at uploade og dele indhold på internettet. Det selvironiske består i, at Death Grips i høj grad er opstået på og trives i de mørkeste hjørner af internettet og selv udgiver alt til ganske gratis afbenyttelse på platforme som YouTube og Soundcloud. De er selv en del af den tendens, de spidder på nummeret.

Ingen af disse sange når dog op på siden af den afsluttende ”Bottomless Pit”, der kombinerer nogle af de mest gennemført ubehagelige og foruroligende Death Grips-tekster til dato med et øreskurende sonisk stormløb af double-time trommer og fræsende guitarriff. De mange referencer til tortur, sadomasochisme og den dybt forstyrrede catchprase »I fucked you in half« kan let afskrives som plat chokværdi, men rummer samtidig en række interessante paralleller til symbiosen mellem Death Grips og deres fanskare. Burnett og slænget i Death Grips udfordrer, foragter og “torturerer” deres fans gennem uforudsigelig adfærd, drilske udgivelser og no-shows til koncerter, men alligevel bliver vi troligt ved med at vende tilbage. Hvorfor? »’Cause this pit’s bottomless,« vrænger Burnett pralende som et svar på det retoriske spørgsmål, og indtil videre er det svært at sige ham imod – Death Grips viser fortsat ingen tegn på at være nået til bunden af deres kreative mineskakt.

Jeg har fremhævet fem af pladens numre, men jeg kunne snildt fortsætte med pladens resterende otte. “Ring a Bell” er en skøn forening af hårdtslående forvrængede guitarer og et refræn, der nærmer sig synthpopterritorie, mens det elektroniske nummer “80808” skruer op for og forvrænger synthen helt ud på overdrevet. “Spikes” er soundtracket til det mest paranoide rave-party, du ikke vidste, du havde lyst til at besøge – godt hjulpet på vej af Zach Hills desorienterende trommespil. Jeg vil ikke fortsætte ud ad en tangent, men blot vove den påstand, at der ikke er så meget som ét dårligt nummer på Bottomless Pit.

Sjældent har et album formået at være så grotesk grimt og samtidig lyde så sindssygt godt som en art musikverdenens svar på Stanley Kubricks kontroversielle filmklassiker “A Clockwork Orange”. Det er et krævende album, men det er også et voldsomt fascinerende og givende bekendtskab. Det er muligvis endnu for tidligt på året at komme med en sådan vurdering, men jeg vil alligevel driste mig til at kalde Bottomless Pit for en stærk, stærk kandidat til titlen som årets album. Bottomless Pit er intet mindre end et mesterværk fra et af dette årtis mest progressive grupper.

★★★★★★

Deltag i debat