Plader

Rolling Blackouts Coastal Fever: Hope Downs

Skrevet af Jens Trapp

Hope Downs, fra Melbournekvintetten Rolling Blackouts Coastal Fever, er på gaden. Det er indierock med højt til loftet og masser af guitar, på et debutalbum der indfrier de høje forventninger til bandet.

I et hedebølgeramt København går jeg rundt i skyggerne af store mærkelige træer på Holmens Kirkegård med Rolling Blackouts Coastal Fevers debutalbum Hope Downs i ørerne. Rolling Blackouts Coastal Fever bliver som regel sammenlignet med The Go-Betweens og kan da også drysse lidt af det samme popstøv ud over en sang som dem. Begge bands er fra Australien og har mere end én sangskriver og sanger, men hvor The Go-Betweens nærmest blev lidt ømme og leflende for radiostationerne, så er Rolling Blackouts C.F. mere kompromisløse med deres lyd. Med to elektriske og én akustisk guitar har gruppen rigtig meget lyd at give af. I bunden ligger en super smidig bas; legende let og hurtig, suppleret af en tight trommeslager. Først fremme ved sang nummer syv, den meget smukke ”Cappuccino City”, kommer der lidt luft og plads til at trække vejret.

Selv er jeg i mellemtiden nået hen til kirkegårdens gamle kapel, hvor jeg sidder med ryggen mod muren og funderer over de 10 sange på dette knejsende, knap en halv time lange album. Der er ingen tvivl om at de fem mand i bandet er blevet mere selvsikre. Der er langt større spændvidde og sikkerhed i fraseringerne, og det musikalske udtryk er mere nuanceret og iderigt end på de to tidligere EP’er Talk Tight fra 2016 og The French Press fra 2017, som begge har en mere punket lyd og attitude; soft punk eller tough pop, som bandet selv kaldte det.

Det til trods for at de 10 sange på Hope Downs er indspillet på bare to uger i en lille hytte i det nordlige Australien, for foden af et bjerg med bæk og bush-landskab lige uden for døren. Længere inde i landet ligger der en stor mine, hvor der udvindes jernmalm, og det er bandets hensigt med pladen at give lytterne noget at holde fast i, når man står på kanten af noget stort og uoverskueligt som f.eks. dette mægtige minelandskab. Derfor er albummet opkaldt efter minen Hope Downs Mine.

De tre sangskrivere, sangere og guitarister Tom Russo, Fran Keaney og Joe White skriver om de mennesker og hændelser de møder på deres vej. Små historier, eller postkort som de kalder det, at holde fast i, når man synes, at den verden man kender er ved at gå op i sømmene. Det giver teksterne en snert af desperation eller sortsyn, så det underliggende også kommer til at handle om den afmagt, man kan føle, når alle bare fortsætter, som om der ingenting er i vejen. Som om alt er i den skønneste orden. Det handler om frygten for at miste den idealisme, man så brændende har som ung, om at miste sin integritet.

Temaer der også afspejles fint i den massive mur af guitarer, der hele pladen igennem omkranser sangene. I albumåbneren, ”An Air Conditioned Man”, slutter bandet af med en cool spoken word outro. Ovenpå en mægtig rejsning af guitarstøj lyder det: »World AD/You walk past the wall you first kissed her against/How could you forget?/While the sirens howled and the wind caressed/Under jacaranda/Beneath the burnt out moon/Or was it over there?/Did it ever matter in the first place?«

I sangen “Mainland” mærkes afmagten i teksten, der afspejler en samtale mellem en mand og en kvinde, når hun siger: »We are just paper boats bobbing adrift afloat/While winds of fortune shove us where they will«. Et sidste citat fra sangen “How Long” understreger lige for alvor tematikkerne: »I can see it in your face/I can hear it in your voice/I know you’re not here for good fun//How long have you been on the run?«

Og så er jeg tilbage ved Lille Triangel, hvor bilister dytter rasende af hinanden, og børn kommer slingrende med vin og cigaretter. Cyklister kaster sig dødsforagtende ud i trafikken og skarverne skriger hæst. Verden hænger måske sammen endnu, fordi bands som Rolling Blackouts Coastal Fever er her til at sætte ord og musik på følelserne af desperation og afmagt. Bandet spiller i øvrigt på Tape i Århus den 7. august og dagen efter ganske gratis i Pumpehusets Byhave.

★★★★★☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Skriv et svar