Plader

Ovlov: TRU

Det amerikanske indie-rockband Ovlov nærmer sig total kontrol over egne virkemidler på deres andet album, der er funderet i alt det bedste fra 90’ernes undergrundsrock.

Amerikanske Ovlov er ikke et kendt navn i Danmark, hvilket man godt kan undre sig over. Deres fremragende debut Am fra 2013, der blandede larmende shoegazer-guitarer med et 90’er-agtigt lo-fi slacker-ethos, har dog alligevel tiltrukket sig et publikum på tværs af landegrænser primært muliggjort af Bandcamp og online musikfora. Tilmed har fans i gruppens levetid måtte stå model til hele to break-ups, senest i 2015. Break-up’et blev dog i 2017 afbrudt med udgivelsen af en EP-opsamling, den letfærdigt betitlede Greatest Hits Vol. II, samt et varsel om nyt materiale. Efter fem års pause er der nu en ny plade fra fuzz-rockerne fra Connecticut, og TRU udgives på Exploding In Sound Records, der også huser navne som støjrockerne Big Ups, de politiske punkere i Kal Marks, og det desværre ikke længere eksisterende post-punkband Krill. Alligevel er det måske kun sidstnævnte, der endnu har opnået samme kultstatus som Ovlov – på den måde er TRU en plade som de færreste fans havde turde håbe på ville se dagens lys, men som om ikke andet er kærkommen. Spørgsmålene er nu om Ovlovs anden plade lever op til debuten, og hvorfor du skal høre den.

Svaret til det første spørgsmål er heldigvis næsten entydigt “ja”. Trods et tungere og mere distortion-tungt udtryk, er TRU et hæderligt og mere poleret bud på hvordan 90’ernes indie-rock kunne lyde i dag. Ikke ulig Yucks selvbetitlede album fra 2011 formår Ovlov dog på TRU at fastholde en æstetik, der rækker længere end bare nostalgi-rock.

Svaret på det andet spørgsmål er, at du skal høre TRU, fordi du kan lide din indie-rock larmende og eftertænksom. For fans af 90’ernes støjende indie-rock og slacker- og DIY-attitude kan, som denne anmelder, utvivlsomt bruge mange timer på at pin-pointe paralleller til fortidens helte i selskab med Ovlov og TRU.

Ovlovs inspirationskilder har tilsyneladende ikke forandret sig meget siden Am (og heldigvis for det). Den styrende æstetik er stadig slutfirser- og halvfemsernes fuzzede undergrundsrock – vi snakker en sund dosis Dinosaur Jr., My Bloody Valentine, Silkworm og Bailter Space. Ja, det er ikke svært at liste en lang række kunstnere, som Ovlov lyder som. Alligevel er der kun få bands der i dag formår at udnytte udtrykket så effektivt som Ovlov. På TRU virker bandet upåvirket af noget potentielt udefrakommende pres om originalitet, og gør et vellykket forsøg på gennem inspirationerne at opnå sin egen distinkte form.

Til forskel fra debuten er vokalerne på TRU placeret længere fremme i mixet, og det resulterer i, at man i stigende grad kan dechifrere, hvad der rent faktisk bliver sunget. Det giver selvfølgelig større plads til Hartletts tekstunivers, der både er mystisk og utilgængeligt, og som kun modvilligt viser lytteren enkelte øjeblikke af klarhed. Lidt som på albummets cover, hvor størstedelen er indhyllet i mørke, og der øjnes et udsnit af et smukt men goldt klippelandskab. Som eksempel kan høres på førstesinglen “Spright”, hvor Hartlett apatisk messer »Eat well, feel well/Try on neon/Feel another way/As I run for better days«. Denne nyfundne optimisme udlignes dog hurtigt af en tilbagevendende angst på linjen »And my heart in pain/You lie, you cry/And I will try to find a different way home«.

Forsanger Steve Hartlett er ikke nogen dygtig sanger, men det har heller aldrig været et krav i indie-rockens mere slackede kredse. På TRU er han dog ligesom resten af bandets lyd blevet et mulehår mere poleret, og kanaliserer nu sine tekster gennem en mere apatisk stemmeføring. På TRU kan man øjeblikvist savne de sekvenser fra Am, hvor hans stemme til tider knækkede over i et ængsteligt og klageagtigt hyl. Men Hartlett er en sanger, hvis form stadig er under udvikling, og retningen han forfølger på den nye plade er på ingen måde mindre ekspressiv.

TRU er med sine kun lidt over 30 minutter en afbalanceret og koncis kraftudladning. Som for eksempel på “Tru Punk”, der starter som en Duster-agtig jamsekvens, og efter tre minutters relativ stilfærdighed kulminerer i et kolossalt feedbackinferno. Dynamisk set balancerer Ovlov ofte effektivt på en knivsæg med deres loud-quiet-loud-produktion alá Pixies. En fremgangsmåde der også gør sig tydeligt bemærket på det ellers lidt slæbende åbningsnummer “Baby Alligator”, der starter pladen en kende sløvt. Ligeledes er den ellers udmærkede energibombe “Fast G” også bemærkelsesværdigt placeret, og kunne sagtens have byttet plads med eksempelvis førnævnte nummer.

Men TRUs egentlige styrke ligger i den lakoniske detaljegrad. Som på de melodiske akkordbrydninger der konstant driver “Spright” fremad. De subtile synth-udladninger i de sidste sekunder af “The Best of You”, der burde kunne få enhver My Bloody Valentine-fan til at lade sig uforbeholdent forføre. Følelsespaletten forkyndes først og fremmest gennem leadguitarens feedback-skrig henover rytmesektionens buldrende bund, men i Ovlovs tilfælde føles det aldrig som guitaronani. Et af de bedste øjeblikke på pladen er på “Short Morgan”, hvor en solo placeret helt fremme i mixet læner sig faretruende op ad J Mascis-tilbedelse. Soloen, der ikke varer mere end 10 sekunder, fungerer dog alligevel som en vidunderligt forløsende eruption efter de to minutters anspændte fuzz-punk, der leder op dertil.

Dette bringer os til TRUs sidste nummer “Grab It From The Garden”. På en plade hvor størstedelen af sangene varer mellem to og tre minutter, og primært har udmærket sig ved sin stærke men meget beherskede detaljegrad, er den seks minutter tonstunge støjballade den bedste sang, Ovlov til dato har skrevet. Der opstår et særligt øjeblik, et trommebreak, da Hartlett efter treethalvt minut når til ende i sidste linje af verset »Feel the garden’s overstocked/Open up your store and sell some more«. Det er et subtilt og næsten umærkeligt sekund, hvor et tykt lag af distortionguitar får lov at bruse på egen hånd, men det er lige netop her at TRU når sit kulminationspunkt. Efterfølgende brister nummeret ud i yderligere godt tre minutters rabalder og sologuitar. Det er måske simpelt, men det virker såre godt og er en intet mindre end fremragende og rensende katarsis, der markerer en triumferende afslutning på pladen.

Ovlov er ikke godt kendt på disse kanter, men det burde de være. De formår stadig på TRU at løfte sig ud af genrenostalgien som de gjorde på Am, fordi sangene emmer af ufortyndede følelser forkyndt af Hartlett. Det er ærligt og uprætentiøst, og selvom albummets to svageste sange “Baby Alligator” og “Half Way Fine” momentvis kører en anelse i tomgang, ændrer det ikke på at pladen overordnet er bomstærk. Ovlovs andet album er ikke et bedre album end det første, men er alligevel et naturligt og sikkert skridt i gruppens udvikling. Hertil må man håbe at der kommer et tredje.

TRU dokumenterer på flot vis et band, der trods kriser allerede tidligt i bandets levetid, har nærmet sig et afgørende udtryk. TRUs himmelske fuzz skal høres højt, og hvis du lider under sommermelankoli og hedebølge, er Ovlovs hav af 90’er-støj mere end værd at lade sig nedkøle i.

★★★★★☆

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Skriv et svar