Plader

Favor: 404, Friends and Lovers

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Lækre rytmer og en fløjlsblød vokal på danske Favors EP 404: Friends and Lovers får næsten en til at glemme, at det er mørkt og koldt udenfor.

Det er svært at sidde stille og svært at være i dårligt humør, når man lytter til Favors andet udspil, 404: Friends and Lovers. Favor består af den dansker sanger og sangskriver Jeppe Gade, som i 2018 udsendte sin første EP Lightweight for the Heavyhearted, hvor vi blandt andet fik singlerne “Chocolate Cheekbone” og “Cold Summer Love”, som absolut også havde samme vibe som den nye EP. En af de væsentligste forskellene er dog, at der er skåret gevaldigt ned for synth-effekterne, som ellers dominerede den første EP. Det klæder absolut Favor, at vi kan høre lidt mere af Gades yderst behagelige vokal og ikke mindst hans evne til at komposere numre, der bliver ved med at overraske, men alligevel virker strømlinede og velovervejede.

EP’en er, hvad Favor selv kalder, en form for konceptplade, selvom det ikke var den oprindelige mening, forklarer Gade i en pressemeddelelse. Efter sidste koncert på turné for den første EP, oplevede Gade pludselig et enormt tomrum efter en lang periode med intenst samvær med andre mennesker. Pludselig virkede det ensomt at skulle tilbage til sangskrivning, så i det tomrum søgte han mod sin telefon og computer, og det i rum mødte han en undren over, hvem menneskerne bag skærmen egentlig er — en undren, der blev udgangspunktet for 404: Friends and Lovers.

Den nye EP giver lytteren lyst til at smide hæmningerne, svinge hofterne og drømme om sol, sommer og højt humør – og det kan jo være ganske tiltrængt, når vinterkulden banker på. Heldigvis kan Favor meget mere end blot at lede tankerne mod varmere dage, for den gennemarbejdede lyd bliver suppleret af en suveræn og vokal. Det er poppet, lækkert og yderst dansabelt. Allerede fra første nummer “Wiki” bliver stemningen sat med en tilbagelænet og luftigt vokal, hvor der virkelig bliver leget med spændende lydeffekter og en stemning, der fortsætter igennem de fem numre på 404: Friends and Lovers. Dog er der en lidt abrupt overgang fra “Wiki” til EP’ens andet nummer “Call My Name”. Hvor “Wiki” aldrig rigtig bliver forløst, er “Call My Name” anderledes svær at sidde stille til med dens disko-vibe.

På “Chemistry” får Gade selskab af Astrid Cordes smukke vokal – en vokal, som vi indtil for ganske nyligt kendte fra gruppen Shy Shy Shy, der netop er gået i opløsning. Derfor er det næsten en endnu større fornøjelse at kunne lytte til hendes vokal i en ny kontekst, hvor der er lidt mere kant på hendes vokal, end man hørt i Shy Shy Shy. Foruden Cordes selskab er anden overraskelse på “Chemistry” måden hvorpå nummeret er delt op. Lidt atypisk er det klaveret og andre instrumenter der fungerer som delere mellem vers og omkvæd, fordi der ikke er noget oplagt vokalomkvæd. Det er en lidt kuriøs måde at dele nummeret op, men det fungerer overraskende godt, særligt i kontekst af Gades forklaring af nummerets tematik, om forvekslingen af kemi med forelskelse. Dermed gives nummeret et ekstra lag mening i kraft af opbygningen omkring dialogen mellem to mennesker, Gade og Cordes, der aldrig rigtigt kulminerer i et reelt vers, og dermed på sin vis bevæger sig i grænselandet mellem friends and lovers.

Nummeret “Girl (You Got Me Good)” bliver næsten for soulet til min smag. Det er svært at sætte en finger på, men det er som om, nummeret aldrig rigtigt kommer ind under huden. Teksten falder lidt i baggrunden for et væld af lydeffekter, og det eneste man kan høre er »Girl, you got me good« sunget med lidt variationer og med forkskellige lydeffekter ind over. Omvendt står budskabet meget klart, men musikalsk bliver det bare ikke helt fuldt til dørs.

404: Friends and Lovers slutter af med “PC Screen”, hvor titlen binder en fin sløjfe på de overvejelser, som Gade netop har gjort sig om skærme og om hvem, der sidder bag dem. “PC Screen” starter med en monoton lyd, som mest af alt minder om et ur, men lyden afløses hurtigt af et lydinferno og Gades let soulede vokal. Der er enkelte passager i nummeret, hvor Gade ikke helt kommer op i gear, ligesom det er tilfældet på “Call My Name”, hvor det bliver lidt trægt og langsommeligt.

fordi Gade formår at skabe en god variation i numrene og i lydbilledet

Overordnet er 404: Friends and Lovers dog et 15 minutters yderst behageligt selskab, med god variation i numre og lydbillede, men stadig underlagt en vis stringens. På mange måder er der skåret mere ind til benet end på første EP, som stak i lidt flere retninger. Favors anden udgivelse eksperimenter med lyde og lækre rytmer, men vidner samtidig om en kunstner, der har fundet sin lyd. Det lover i hvert fald godt for en eventuel fuldlængde plade fra Favor, og jeg er klar til at danse med!

★★★★☆☆

Leave a Reply