Plader

Used Cassettes: S.T.

Skrevet af Jens Trapp

Har man savnet linket mellem den mere løsslupne punkæstetik og en mere moderne, flabet garagerock, kunne Used Cassettes meget vel være svaret. Det Seoul-baserede rockband er leveringsdygtig i såvel punket attitude som liflige ørehængere.

I Gangnam, Seouls svar på Beverly Hills, mødtes fire expats for små 10 år siden og dannede bandet Used Cassettes. I 2012, samme år som PSY udødeliggjorde bydelen (i hvert fald for en kortere årrække) ved at tage pis på den med sin ”Gangnam Style”, udgav kvartetten deres første EP Cost of Living. Det fremgik ganske tydeligt, at de fire musikere ikke var interesseret i samme slags musik som PSY. De dyrkede langt hellere en garagerocket loose stil, med den klassiske rockbesætning: guitar, bas, trommer og en forsanger, der igennem deres oeuvre har udviklet en stærk og flabet rockstemme. Ikke desto mindre opnåede også Used Cassettes stor popularitet i bandets fælles, midlertidige opholdsland Sydkorea, hvor de turnerede de store festivaler med deres slackerrock fra de to albums fra hhv. 2014 og 2015: Users og Rock n Rills.

Efter at hypen om albummet Rock n Rills havde lagt sig, lagde også bandets liveaktiviteter sig til hvile. Bandet gik i stedet i studiet og indspillede det selvbetitlede album Used Cassettes. På dette album er de nået frem til en virkelig fed og autentisk lyd, men paradoksalt nok er albummet bandets sidste. Deres breakup album; deres svanesang. De fire medlemmer har, som expats fra hhv. Sydafrika (bassist Ollie Walker), Canada (leadguitarist Matt Spence og trommeslager Patt Walsh) og Detroit (forsanger og guitarist Danny Arons), hele tiden eksisteret med bevidstheden om, at det sandsynligvis var sådan, det ville gå. Walker er rejst til Sri Lanka, hvor han har bygget sig en hytte på stranden, og Spence er blevet gift og er rejst hjem til Vancouver. Hvad de to tilbageblevne medlemmer finder ud af, er der ingen der ved endnu.

Albummet Used Cassettes er som sagt en fed hybrid af noget tidlig punkrock og en nyere slackerrocket, tilbagelænet og uforpligtende garagerock med helt klassisk rockbesætning. Vil man springe direkte til det, der efter min mening er kvintessensen af bandets lyd og formåen, kan man sætte den virtuelle pickup i rillen ved nummeret ”Eagle’s Nest”. Det er potent og fanden-i-voldsk rock på en totalt doven og tilbagelænet måde med omkvædets eksplosion af et lækkert riff, der sætter ild i hele herligheden. Nummeret følger den ligeså lækre, men mere afdæmpede, “Gasoline” med linjerne: »Gotta feel young, before I’m old / Gimme Gasoline, combustible and full of steam«. Det peger samtidig på bandets livssyn og indhold; det er ikke dybt og litterært, snarere overfladisk og livsnydende, men også med en indbygget bevidsthed om, at dette ville blive bandets sidste udspil sammen.

Singleforløberen “Dirty Beaches” rører også ved det faktum og balancerer mellem værdsættelse af det, man har haft sammen og vemod ved at vide, at det nu er forbi. Deep down, we all knew it was the last one. The bittersweet nature of that particular moment really brought something out in the music. At the time, recording this album felt like a long, slow goodbye. There’s a good bit of bittersweet rock n’ roll here, but it still rocks out in that classic UC way, som de selv udtrykker det i et interview. Også nummeret “It’s My Night” står frem med dets temposkift og nærmest skødesløse omgang med riffs og lyrik. Leder man efter parallellen til den tidlige punk og artrock, som til de musikalske slægtninge Ramones og Jonathan Richman’s Modern Lovers, så læg øre til nummeret ”Honey” med sit sloppy kor og pseudosurfende simple lyd. Lyt bagefter til “22 Part 2”, der næsten har karakter af en parafrase til netop Modern Lovers’ gamle hit “Roadrunner”. Lækker, lækker lille tidslomme dér.

Så har du, ligesom mig, lidt klaustrofobi over for et super skarpt produceret, næsten ekvilibristiske tag på musikken, og savner du noget helt uforpligtende nede-på-jorden beach jangle rock, med de indbyggede skønhedsfejl der nu måtte være, ja, så skal du dykke ned i dette album: Holde det store frikvarter og bare læne dig tilbage og erkende at livet er fedt.

★★★★☆☆

Skriv et svar