Jeg må indrømme, at jeg i starten havde svært ved at se det fede ved 23-årige Matthew Jays debutalbum, Draw. Bevares, det var da okay, men jeg syntes, han lød lidt for meget som en krydsning mellem en blodfattig Badly Drawn Boy og en ung Nick Drake. Det har dog ændret sig, efter at jeg har lyttet albummet igennem et par gange mere. Nu kan jeg godt se, hvorfor den engelske presse er så begejstrede for ham – han har virkelig talent. Han lyder stadig som førnævnte krydsning, dog ikke på den dårlige måde, da der hér er tale om inspiration og ikke kopiering. Matthew Jay er alt for talentfuld til blot at kopiere disse dygtige kunstnere.
Matthew Jay lyder som Nick Drake i sine melankolske sange såsom åbningsnummeret “Four Minute Rebellion” og det afsluttende “A World Away”, hvor hans stemme kun bliver bakket op af henholdsvis akustisk guitar og piano. Men når han bevæger sig over i et skævt og eksperimenterende lydbillede, som på “Call My Name Out” og “The Cleaning”, lyder han pludselig en hel del som Damon Gough (alias Badly Drawn Boy).
Og så synger han også godt. Ok, han er ikke nogen Thom Yorke, men hans stemme har noget ærligt og smukt over sig, og hans falset er bestemt heller ikke dårlig. Selv produktionen er god. Det plejer ellers at være den, der er mange singer/songwriteres akilleshæl, da de meget ofte forfalder til at få alle sange til at lyde ens ved at anvende den samme instrumentering hver gang, men ikke hos Matthew Jay. Sammen med The International Peoples Gang (hvem de så end er), har han skabt et meget varieret album, hvor ingen sange lyder ens, men som stadig hænger sammen, og derfor bliver Draw aldrig hverken ensformigt eller usammenhængende. Netop derfor er det svært at fremhæve nogle sange frem for andre, men “Only Meant to Say”, der især i omkvædet er helt suveræn, og den utrolig smukke “Meterology”, med et meget elegant strygerarrangement af Divine Comedys hofarrangør, Joby Talbot, er meget svære at komme udenom.
Det eneste negative, der kan siges om Draw, må være, at instrumentalnummeret “Molasses” er fuldstændig malplaceret. Det er, for at sige det mildt, kedeligt og kan ikke rigtig bruges til noget. Derudover burde Matthew Jay lære lidt om at stoppe, mens legen er god. Det går ud over ellers gode sange som “Only Meant to Say” og “The Cleaning”, der er lidt for lange, og det ødelægger lidt af helhedsindtrykket.
