Plader

And You Will Know Us by the Trail of Dead: Source Tags & Codes

Skrevet af Mikkel Mortensen

Source Tags & Codes er en virtuos og eksplosiv magtdemonstration fra et band, der formidler grum grimhed og stor skønhed med lige stor indlevelse.

På grund af det apokalyptiske og ekstremt lange navn har jeg altid troet, at And You Will Know Us by the Trail of Dead befandt sig i nogenlunde samme genre som Godspeed You! Black Emperor. Men det passer ikke ligefrem. Udtrykket hos … the Trail of Dead er mere jordnært, mere håndgribeligt, og lettere tilgængeligt. De spiller i virkeligheden en ambitiøs form for hård, alternativ rock, der ikke har sin lige i øjeblikket. Og hvis der alligevel skulle findes nogen, hvis lyd ligger op ad … the Trail of Deads, har disse på ingen måde … Trail of Deads virtuositet og suveræne evne til at fylde hver eneste tone med en grum skønhed, der ikke er til at ryste af sig igen.

Source Tags & Codes åbnes ualmindeligt stærkt af “It Was There That I Saw You” og singlen “Another Morning Stoner”. Begge er uden tvivl blandt albummets højdepunkter, som der er rigtig mange af. De to sange er egentlig ikke specielt iørefaldende, men som lytter drages man alligevel af det fantastiske kaos, der udspiller sig, og man sidder, når sangene når deres stormfulde klimaks, tilbage med en følelse af, at det er sådan, det må være at opleve en orkan. Især “Another Morning Stoners” afslutning er intet mindre end sublim, når linierne »what is forgiveness? / It’s just a dream / What is forgiveness? / It’s everything,« bliver skreget ud, så det løber koldt ned af ryggen.

Den fantastiske “Relative Ways” lyder i starten mest af alt som en kærlighedserklæring til rock med linjer som »This electric guitar / Hanging to my knees / A couple of verses / I can barely breathe.« Men når de selv samme linjer i andet vers bliver skreget ud, og efter at mantraet »it’s okay / I’m a saint / I forgave your mistakes,« har lydt et par gange, handler sangen måske nærmere om en person. Men det er netop denne dobbelthed, der er sangens styrke, for uanset om den handler om musikken eller et menneske, er “Relative Ways” en meget stærk sang, og muligvis den allerbedste på Source Tags & Codes, hvilket ikke siger så lidt.

Skal … the Trail of Dead sammenlignes med andre på den moderne rock-scene, må det være amerikanske Modest Mouse, hvis udtryk præges af den samme galskab og ambition, som man finder hos … the Trail of Dead. Modest Mouse’s seneste album, The Moon & Antarctica, var som Source Tags & Codes et uhyre afvekslende, ambitiøst og meget vellykket rockalbum, der viste, at beskidt rockmusik sagtens kan være både smuk og stormvejrs-agtigt medrivende på samme tid. Og … the Trail of Dead lyder faktisk også en smule som Modest Mouse i “Heart in the Hand of the Matter”. Især når sanger Conrad Keely i omkvædet bemærker: »I’m so damned, I can’t win.« Her lyder han faktisk en hel del som førnævnte bands frontmand Isaac Brock, men det gør ingenting, da sangen som de fleste andre på albummet er fremragende.

Én af … the Trail of Deads forcer er også, at de ikke som mange andre rockbands forfalder til kun at anvende guitar, bas og trommer i lydbilledet. På Source Tags & Codes anes der også strygere, blæsere, mærkelig percussion – ja, selv kortbølgeradioer tager bandet under kærlig behandling – og netop denne lyst til at eksperimentere er endnu en grund til, at … the Trail of Dead hæver sig over hoben af nye alternative rockbands. De har ikke kun intense sange. De har også modet og ambitionerne til ikke blot at gentage noget, der allerede er lavet. De stræber efter deres eget udtryk. Noget, der altid er prisværdigt, uanset om det lykkes eller ej – men det, der gør … the Trail of Dead rigtig gode, er, at de ikke blot har modet til at være ambitiøse, men også har talentet til at føre alle deres gode ideer ud i livet. Netop derfor er Source Tags & Codes en virkelig fornem plade.

Source Tags & Codes er noget af det mest overbevisende, der er udgivet i 2002, fordi albummet er spækket til randen med smukke, voldsomme, støjende og medrivende sange, der i al deres magt og vælde viser And You Will Know Us by the Trail of Dead, som et af de bedste og mest interessante rockbands i øjeblikket. Kan de lave noget, der er bedre end det her, må det uundgåeligt resultere i et mesterværk. Én ting er dog sikker: Køb den – hvis ikke for Guds skyld, så for din egen!

★★★★★☆

Leave a Reply