St. Thomas dukkede op i Århus med en trommeslager og en båndoptager med resten af bandet på. Det var en skidt idé.St. Thomas dukkede op på Ridehusets scene med en meget sparsom besætning. Kun akkompagneret af sin egen akustiske, og til tider elektriske, guitar samt en trommeslager spillede han sine Neil Young-inspirerede hymner. St. Thomas befinder sig et sted mellem gammelt, rendyrket country og folk, og med sin sødmefyldte vokal og smånaive tekstunivers søgte den gæve nordmand at spille sig ind i folks hjerter.
 |
Men man følte sig samtidig lidt snydt. Selvom materialet er i orden, er det langt fra i orden blot at dukke op med en trommeslager. Hr. Thomas Hansen har tydeligvis godt været klar over, at det ville give et tyndt lydbillede, så der blev ikke sparet på fyldet, som kom fra diverse instrumenter … fra en båndoptager!
St. Thomas har ironien og humoren med sig, når han går på scenen. Han er heller ikke bleg for at fortælle historier. Meget lod dog til, at de fleste af fortællingerne gik lige ind over hovedet på folk og landede et sted i en grusbunke nede bagved. Hansen talte både hurtigt og i en norsk dialekt, som jeg i hvert fald havde svært ved at decifrere. Så ønskede man sig hellere, at han spillede sin musik i stedet, men når det skete, blev man irriteret over den manglende bandbesætning.
Det var ikke St. Thomas’ aften, så meget skal være sagt. Han levede ikke op til sit eget ry som livemusiker
