Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk
Jeg forestiller mig, at der ikke findes komplet hengivne Bonnie ‘Prince’ Billy-fans derude. Jeg forestiller mig også, at jeg nok tager grueligt fejl – alene det stavrende fulde lokale, der tirsdag udgjorde rammerne for hans besøg, vidner vel herom. Alligevel er det for mig svært at se, hvordan det er muligt helhjertet at omfavne så forskellige udtryk som dem, man møder på Palace-udgivelserne, på I See a Darkness, Ease Down the Road og Master and Everyone og så på de seneste få års mange udgivelser, der ofte kunne have brugt en omfattende tur med lugejernet.
Ikke alt er værd at stifte bekendtskab med, og samtidig har Will Oldhams lettere kamæleonske karriere hidtil afholdt mig fra at opleve manden live – nok hovedsageligt, fordi jeg ikke har kunnet forestille mig, hvordan en troværdig oplevelse kan opstå ud af introvert og dybfølt hjerte-smerte, halvdårlig country og oralsexfiksering.
Det lykkedes nu meget godt i den halvanden time, Oldham og venner var på scenen. Det seneste album, The Wonder Show of the World med The Cairo Gang, dannede udgangspunkt for aftenens sætliste, og til tonerne af The Cairo Gangs trommer og guitar sang, fortalte og gestikulerede Oldham, der tydeligvis var i fin form. Susanna Wallumrød, der med sit Magical Orchestra stod for opvarmningen, viste sig snart på scenen, og gennem skyer af kindkys og kærlighedserklæringer lykkedes det hende at medvirke til at fremføre en god del af aftenens sæt.
Det var en fin konstellation, omend det som udgangspunkt klædte de fire på scenen bedst med et frejdigt nummer som “Troublesome Houses”. Efterhånden veg de energiske indslag for et mere afdæmpet tag på materialet, og når det var allerbedst, hørtes kun Oldhams vokal og en pludselig uvant dominerende knagen fra balkonens træværk. Ikke alt formåede dog at gøre lige stort indtryk, og det havde klædt Oldham at lade disse numre være båret af en højere grad af fordybelse og mindre performance, da der netop her kunne opstå episoder, hvor det var svært at gennemskue, hvad manden egentlig ønskede at præsentere – hvor en spasmagers gestikuleren gjorde det svært at tro på musikkens alvor.
Heldigvis tog stemningen en mere løssluppen drejning mod koncertens slutning, og det var også her, der hovedsageligt var mulighed for at få et genhør med nogle af Bonnie ‘Prince’ Billys ældre udgivelser. Gennem en overbevisende medley med indslag fra bl.a. “May It Always Be”, “Big Friday” og “Beware” og ekstranumrene, anført af “Easy Does It”, genoplivede bandet den energi, der havde været deres stærkeste kort den aften. Hvad man nok kunne have savnet, var en større dosis af den nedbarberede inderlighed, som Oldham i sit rette øjeblik er mand for at levere. Ikke desto mindre var Bonnie ‘Prince’ Billys Vega-koncert en god præsentation af det nyeste materiale, og det var en både medrivende og helstøbt agenda at vælge.
