Blot udstyret med akustisk guitar og keyboard trillede Daniel Johnston igennem sine simple, ærlige og barnagtige sange. Hvorfor han har så stor en fanskare, er det dog svært at gøre sig klog på.Myten omkring Daniel Johnstons person har cirkuleret i mange år efterhånden, og de talrige historier om hans sindssyge og de medfølgende skøre handlinger på grund af denne gør ham ikke mindre spændende. Interessen var egentlig allerede vakt, da jeg læste, at mange musikalske ikoner har erklæret sig dedikerede fans af manden. Det var derfor med stor nysgerrighed og interesse, at jeg troppede op ved Pavilion-scenen for at se, hvilken musik der måtte gemme sig bag navnet Daniel Johnston.
 |
| Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto |
En stor skikkelse med en barnlig fremtræden gjorde sit indtog på scenen. Med sig havde han blot en akustisk guitar samt et keyboard. Johnston lagde indledningsvist ud med guitaren, som på intet tidspunkt gennem koncerten var korrekt stemt. Det gjorde dog ikke så meget, da det var et komplet anderledes udgangspunkt, som lå plantet i denne koncert. Johnstons vokal vibrerede ligeledes skævt, og det ville være en skam af større format at kalde ham en god sanger.
Alligevel lå der en vis charme i de ligefremme kompositioner, hvilket gik fint i spænd med Johnstons naive, barnlige univers med simple AB-rim. Den indledningsmæssige tekstlinje, som blev gentaget et utal af gange, lød: “œBaby, you drive me crazy“. Mere simpelt kan det næppe siges, og alligevel var det mere end rigeligt, for at han fik sit budskab skubbet over scenekanten.
Daniel Johnstons sange fremstod meget skitseagtige med reelt potentiale til at blive nogle smukke kompositioner, men som de blev fremført her, blev man hurtigt mættet. Jeg kan sagtens se, hvad andre ser i Johnston, men selv samme virkning prellede af på mig. I det mindste fik jeg Johnston afmystificeret. Jandek må være den næste!
