»No lights, only music!« anråbes Heathe af én blandt publikum, idet de entréer et rimeligt fyldt Lille Vega på A Colossal Weekends åbningsdag. Det seks mand store orkester fra Aalborg passer som fod i hose til festivalens profil, på trods af at de jo ikke er et decideret metalnavn, selvom de ganske rigtigt bruger virkemidler som hvæsende vokal samt tunge bas- og guitarriffs. I stedet rummer de en kontrastfyld lyd, hvor lyse og mørke rammer går hånd i hånd og danner en symbiose, og samtidig er der også noget rituelt over Heathes koncerter, der ofte er domineret af droner, mens hele forestillingen udføres i ét kontinuerligt set.
Heathe rummer også en fandenivoldskhed, hvor det repetitive univers, som denne aften eksekveres til perfektion af en yderst stram rytmesektion, lægger den bastante bund. Ovenpå lægges lag af de førnævnte droner, perkussion og riffs. Musikken er skabt ud af en kærlighed til dét at spille musik og dét at skabe, og det smitter dybt. Her hersker en legesyge, og publikum bydes på åben vis ind i legen. Men samtidig foregår det hele på Heathes præmisser og principper, og publikum følger ufortrødent trop.
Bandet lægger ud med “Black Milk Sour Soil”. Forsanger og guitarist Martin Jensen starter med acapella-vokal. Den intense vrængen suppleres efterhånden af et industrial-beat før de fem andre medlemmer sætter ind. Især rytmesektionen spiller aldeles fremragende og er stor årsag til den trancelignende tilstand flere publikummer synes at være i, igennem koncerten. Sporadisk ryger folks arme i vejret, råb udstødes og flere svajer rundt med lukkede øjne. Et vidnesbyrd om, hvordan Heathe’s koncerter fremstår nærmest som et ritual.
Fransk tomgang
Samme trancelignende tilstand forsøger franske Slift også at skabe, hvor trioen, der spiller riff-baseret postrock med fandenivoldske vokaler suppleret af blues-klingende guitarfigurer og højspændte energiudladninger medlemmerne imellem, til lejligheden også har medbragt et dybt imponerende visuelt show. Den ikoniske koncertsal på Enghavevej kommer i hvert fald på alle måder til sin ret; oplyst af trioens psykedeliske visuals, som en hver Tool-fan ville lette på hatten for.
I deres klassiske opsætning bestående af guitar, trommer, bas og vokal synes Slift dog at falde i en fælde af tomgang. De begrænsede virkemidler og kneb bliver i hvert fald hurtigt udtømte, og koncerten ender i lidt af en ørkenvandring, hvor det ene guitarriff “bare” overtager det andet. Bandets musik er ellers potent og velspillet, men på ingen måder eksperimenterende eller innoverende, og man savner elementer af egentlig overraskelse. Selv på de mere afdæmpede numre synes der at herske et strengehelvede, som afholder de stille passager fra rent faktisk at være stille.
I koncertens sidste del får vi tilmed et stykke med synthesizer, hvilket føles tiltrængt. Sådanne afbræk måtte der gerne have været flere af, for de mere stille stykker kunne have skabt mere balance og kontrast, og man kan ikke lade være med at tænke, at det enorme visuelle show måske har fungeret som en kompensation for det noget begrænsede musikalske udtryk.
Black metal fra dybet
Torsdagens sidste navn, danske Lysbaerer, spiller atmosfærisk black metal, der som genre går sin sejrsgang i Danmark i disse år med navne som Orm, Afsky, Morild og (nu hedengange) Solbrud som bannerførere og eksportør til det bredere Metaldanmark. Det føles derfor også obligatorisk, at en festival som A Colossal Weekend skulle have netop denne afkrog af metallandskabet repræsenteret på programmet.
Lysbaerer er som band hverken eksperimenterende eller nyskabende inden for deres genre. Til gengæld spiller de ret så fint og formår ubesværet at lægge Basement ned med en mur af guitarer fra deres i alt tre guitarister. Vi er nok engang i den rifftunge ende, hvor der undervejs tilføjes soloer med nik til blandt andre Mercyful Fate og et generelt mere klassisk udtryk. Foruden Basements til tider primitive lydforhold kan man desuden ikke komme udenom, at black metal generelt set bedst kommer til sin visuelle ret her i kælderens skrabede og industrielle udtryk.
Men selvom bandet ikke synes for alvor at skille sig ud på den danske black metal-scene, kan det ikke tages fra dem, at de spiller en fremragende koncert, der kulminerer i en yderst rørende afslutning med en forening af det støjende og grumme med det smukke og sårbare. På den måde får Lysbaerer i hvert fald bevist, hvad genren kan, og hvorfor den har vokset sig så stor, som den har.
Dét, Colossal virkelig kan
I modsætning til torsdagens enorme visuelle sceneshow, må japanske Hyper Gal, som i Ideal Bar intime rammer skyder fredagen i gang foran et tætpakket, forventningsfuldt publikum, siges at være den diametrale modsætning.
Duoen, der består af en vokalist og en trommeslager med bassporene afspillet fra en uundværlig laptop, indleder med at glemme at trække scenetæppet ud til baglokalet, hvor gear og kabler opbevares, fra. Det kan selvfølgelig være bevidst, men det tænker jeg næppe, og i deres fremtoning på scenen virker de generelt noget grønne – og deres minimalistiske punk spiller de ikke ligefrem prangende. Men det er nu engang heller ikke koncertens mission.
Kigger man på navnene øverst på festivalplakaten, er der tale om artister med stor lyd og (som tidligere beskrevet) visuelle shows af en ekstremt høj kaliber. Men A Colossal Weekend præsenterer i ligeså høj grad navne, som på den ene eller den anden måde, udtrykker kærligheden til musik, som støjer. Derfor fungerer Hyper Gals koncert ekstremt godt. Bandets lyd såvel som sceneshow (eller mangel på samme) er charmerende og føles som et friskt pust sammenlignet med hi-fi-artisternes dyre produktioner. Deres optræden deler nok uden tvivl vandene blandt publikum, men som en form for afstikker på festivalprogrammet kommer Hyper Gal på et tiltrængt tidspunkt, og jeg overgiver mig til deres skrabede, men mest af alt charmerende koncert.
Støjende, svensk topmøde
Anderledes kompromisløst er svenske Backengrillen, hvor tre fjerdedele af besætningen udgøres af Dennis Lyxzén, Magnus Flagge og David Sandström, der alle tre har slået folderne i posthardcorebandet Refused, som nok ikke behøver den store introduktion. Allieret med en anden, yderst velkendt skikkelse – nemlig multiinstrumentalisten Mats Gustafsson; kendt fra blandt andre Fire! Orchestra – præsenteres publikum i Lille Vega derfor ikke overraskende for en sammensmeltning af free jazz og noiserock i et improviseret univers.
Her springer bandet rundt i auditiv legeplads, hvor instrumenterne taler sammen på interagerende vis, og på scenen agerer især Lyxzén indpisker og ustoppelig showman i dyb kontakt med sig selv og sit publikum. Gustafssons vrælende saxofon får imidlertid mest plads i lydbilledet og bakkes på fornem vis op af en sikker bund af rytmesektionen, der til sammen former de improviserede kompositioner. Det er alt eller intet her!
Og tak skæbne, at det er A Colossal Weekend, som har fået lov til at præsentere den svenske superkvartet. For på festivalen er det i allerhøjeste grad musikken, som er samlingspunkt. Her er ingen talks, ingen pop-up køkkener, ingen workshops, og blandt publikum hersker der en respekt og et værn for musikken, kunsten og koncerten som oplevelse, hvilket symboliseres på fineste vis ved et rungende »hold nu kæft!« fra forreste række henvendt mod en snakkelysten gruppering bagerst i salen.
En tiltrængt lussing
Fredagen afrundes endnu engang på Basement; denne gang med danske Throwe, som foruden deres forankring i hardcoren også flirter med både black metal og sludge. Throwes musik og sceneshow er præcis, som medlemmerne ser ud: yderst potente. På scenen tager det ene råb det andet. Forsanger, Kim Rock, er i konstant bevægelse, og der hersker ingen tvivl om, at samtlige medlemmer ved, hvad de foretager sig. Igen rammer festivalen plet i forhold til deres programplanlægning, for som aftenens sidste navn formår Throwe at give os alle en kærlig og tiltrængt lussing at gå hjem på.
Ligesom det var tilfældet for Lysbaerer aftenen forinden, kommer Basements lokaler virkelig til sin ret i selskab med Throwe. Her bliver kælderen badet i et lys, der skaber et rum og en æstetik, som det efterhånden er småt med i København. Lydmæssigt blæses publikum også igennem under det, der må siges at være en rimelig stabil, men også forudsigelig metalkoncert. Det er i hvert fald ikke, fordi Throwe opfinder noget nyt med deres show, men godt hjulpet på vej af en fornem lysopsætning i de helt rigtige rammer, føles det som en yderst opløftende afslutning på dagen.
I Store Vegas dybe stille ro
Første gang, jeg så Sunken, var på Trøjborg Beboerhus i Aarhus i 2013. Kontrasten mellem øvelokalet bag en automekaniker og Store Vega, der udgjorde kulissen for lørdagens koncert, er alt andet end lige enorm og siger samtidig alt om den udvikling, som ikke bare Sunken, men også den danske black metal-scene har været igennem. Aarhus-bandet er unægteligt nogle af de allerbedste ambassadører for genren herhjemme omend også en anelse oversete, for mens navne som Orm og Afsky (formentlig ufrivilligt) har cementeret sig som vaskeægte Politiken-darlings, har Sunken i stedet fokuseret benhårdt på at etablere sig uden for landets grænser – hvilket har kastet den ene flotte udenlandsturné efter den anden efter sig.
Aftenens koncert må derfor betragtes som karrierens hidtil største på dansk grund, og badet i stroboskoplys, som får alt, hvad salen kan trække, får vi flere super stærke numre fra sidste års fremragende Lykke. Sunken formår med en mere teatralsk udstråling sammenlignet med andre bands på den danske scene at skabe et mere ømt og smukt udtryk i deres musik; blandt andet i form af den ufatteligt smukke koncertlukker, “Når livet går på hæld”, der med sin præcise og modige lyrik vel sagtens kunne kandidere til højskolesangbogen. Og selvom der godt kunne have været flere på plads i Store Vega denne tidlige lørdag aften, er det et dedikeret fremmøde, som lytter opmærksomt og tålmodigt og flere gange undervejs skænker bandet enorme ovationer.
Tålmodighedens dyd
Som sidstedagens headliner er de instrumentale postmetaller i Russian Circles vendt tilbage til dette års festival, hvor fremmødet på et pakket Store Vega ligeledes vidner om amerikanernes status som hovednavn. Bandet er på mange måder essensen af, hvad A Colossal Weekend står for: Her er fuld smæk på lyden fra start; ligeså med visuals. Om det skyldes, at bandet lige skal i gang, eller om det er et vidnesbyrd om mange “lørdagsturister” på festivalen denne aften, skal jeg ikke kunne sige, men endnu engang kan en pludren blandt publikum høres hele vejen i gennem koncerten, hvilket endte med at være et generelt problem for de koncerter, jeg nåede forbi i løbet af lørdagen.
Russian Circles får dog spillet sig varme, og mod slutningen får (i hvert fald den koncentrerede del af) publikum i den grad betalt deres tålmodigheden tilbage, da en hæsblæsende, stramt spillet og potent afslutning går op i en højere enhed. Det er unægteligt en afrunding, der afspejler de fineste dyder, som A Colossal Weekend repræsenterer, for tålmodigheden og respekten for kunsten og musikken består (for så vidt) heldigvis endnu – og både publikum og kunstnere har fortsat en festival, som tager hinanden seriøst.
Fotos: Bastian Reinhold Madsen (Throwe) & Mariám Zakarian / www.mariamzakarian.com (alle andre)
