Bag navnet hearse of old me’s gemmer sig kunstneren Matt Schwartz fra New York. Uden en pladekontrakt gik han i studiet bevæbnet med en håndfuld gode venner og produceren Edan Cohen, kendt for sit arbejde med bl.a. Songs:Ohia. Resultatet blev den selvbetitlede (demo)debut, der står til anmeldelse her. Og lad det være sagt med det samme: Det er ingen nem opgave.
Schwartz har under parolen “songs that make it beautiful to feel vulnerable” begået én af de bedste samlinger tekster, jeg erindrer at have set (og hørt) i meget, meget lang tid! Schwartz er ikke i besiddelse af et agerende jeg – i langt hovedparten af teksterne indtager han fortællerens lettere resignerede rolle. Schwartz står med blafrende receptorer på behørig afstand af et mylder af flimrende billeder, som han behændigt plukker og plukker i stykker, så de lader sig indfatte som små kondenserede splinter af hverdagsoplevelser i hans tekster. Det er fremmedgørelsen som grundvilkår, de puds tilværelsen spiller én, og de små glimt af lykke, der gør det hele værd at leve, der søges beskrevet. De mange fragmenter samler sig til sidst og tegner skarpe konturer af Schwartz’ tilværelse på godt og ondt.
Selv om det hele er vævet ind i et tykt poetisk spind, styrer Schwartz behændigt uden om prætentionens svøbe, blandt andet ved at tilsætte en god portion humør og selvironi: »I put this gun to my head, and I pull the trigger / Come any closer and I’ll fill it up with water.« Også den store kærlighed kommer op til revision, og som på resten af pladen er facit umiddelbart negativt: »Please unplug the blender, that’s making all the colors brown / Please unplug the blender that’s making all the silence sound / And you forgot and I reminded you again / Until I forgot and you forgot to remind me.« Schwartz lægger ikke op til selvynk. Han konstaterer blot, at livet er ikke kun en dans på roser. Tekstligt får man association i retning af britisk melankoli, men hvor dén ofte er strengt naturalistisk, er Schwartz’ vokabularium væsentligt mere frodigt. Genremæssigt kommer Schwartz tættest på den amerikanske lofi-tradition, og f.eks. Ugly Casanova virker oplagt at drage paralleller til.
Hvor teksterne er helt i top, står det til gengæld anderledes sløjt til med musikken. Det er jævn og desværre temmelig kedelig guitarrock pakket ind i en skrabet produktion, men alligevel sine steder udsat for allehånde mærkelige lyde – måske motiveret af frygten for at falde i uoriginalitetens store grøft, der er al ny rockmusiks store svøbe.
Det virker overraskende gennemskueligt, hvad der er løbet gennem Schwartz’ og hans producers hoveder. F.eks. består åbningsskæringen af et indledende brusende cembalo og en korlyd, der bringer en sær reminiscens af M@lk de Koijns “Jagt”. Men i stedet for at bevare den relative lydrigdom, løber det hele ud i sandet, og snart efter står der kun en temmelig monoton guitar og tromme tilbage i lydbilledet. Der bygges hele tiden op, men klimaks udebliver. Det er for så vidt fint nok. Det fungerer bare ikke særlig godt i forhold til det, som teksterne forsøger at etablere.
Man efterlades med en mærkelig smag i munden, mens man undrer sig over, hvorfor der ikke er blevet gjort mere ud af produktionen. Eller endnu bedre: Hvis musikken var blevet efterladt tør og kedelig, så man i det mindste kunne glemme den og koncentrere sig om teksterne. For det er faktisk på de numre, hvor guitaren og trommen får lov til at passe sig selv, at det fungerer allerbedst. Som det er her, kommer de opbyggende passager blot til at stå som et irriterende indslag, der står i sær kontrast til den øvrige, knastøre musik.
Musikkens allerstørste akilleshæl er imidlertid Schwartz’ stemme. Man kunne måske være venlig, kalde den personlig og sammenligne den med Conor Obersts (Bright Eyes), men man kunne mindst lige så godt være fjendtligt stemt og mene, at den i dens infantilitet minder om, i mangel af bedre sammenligning, Tobias Triers og blot er utåleligt enerverende. I virkeligheden er jeg nok væsentligt mere negativt stemt over for musikken (og vokalen), end den ret beset fortjener. Det er blot dens vanheld at blive brugt som underlægning til disse overdådige tekster, og netop i kontrasten ses det med al uønskelig tydelighed, at den sakker agter ud.
CD’en er pakket ind i et lækkert cover, der er en Kranky-udgivelse værdig, mens selve skiven blot er en typisk CD-R pålimet et grimt, hvidt stykke papir. Det er meget sigende. hearse of (old) me’s har begået en halvt fremragende, halvt middelmådig plade. Det er drønirriterende – særligt når man fornemmer, at muligheden for, at resultatet virkelig kunne være blevet storslået, var til stede. Den endelige forløsning mangler. Tilbage er så at håbe på, at den blot lader vente på sig til det næste, ’rigtige’ udspil.
