Jeg har i lang tid gået og glædet mig til at stifte bekendtskab med Lise Westzynthius som solokunstner – uden egentlig at vide hvorfor. Luksus-pladerne har nemlig ikke imponeret mig, og St. John, der var Lises bidrag til The Trouble with Rhonda Harris, er i mine ører pladens absolut svageste nummer. Alligevel har jeg gået og glædet mig. Forklaringen ligger nok hos Nikolaj Nørlund. I koncertsammenhæng er Lise fast inventar, hvad enten det foregår i hans eget navn eller som Rhonda Harris. Til disse koncerter har jeg stået tryllebundet og fascineret af en kvinde, der med stor ro og en uforlignelig stemme har været en lige så vigtig del af koncerten som Nørlund selv. Lises udstråling når langt ud over scenekanten, og derfor har jeg været utrolig forventningsfuld efter at se, hvad hun kunne udrette på egen hånd.
Før jeg fik sat CD’en i en afspiller første gang, tog jeg mig tid til at bladre coveret igennem. Nina Beier, der også er ansvarlig for omslagene til Luksus’ plader, har valgt at fotografere Lise fra midt om natten og indtil hun har forladt sin lejlighed om morgenen. I sin simple skønhed er denne billedserie imponerende, og før jeg overhovedet havde hørt pladen, var jeg kommet næsten ubehagelig tæt ind på livet af Lise. De lidt rå og mørke farver, der er valgt til coveret passer rigtig godt til musikken på pladen, og det er i den grad rart, når produkt og indpakning på den måde går op i en højere enhed.
Lise gør brug af hele fire producere på pladen. Nikolaj Nørlund behøver ingen nærmere introduktion, og Henrik Balling kan de fleste vel huske fra Gangway. De producerer hver tre numre, ligesom Rune Schjøtt, som senest har produceret for moi Caprice, og som nogen måske også vil huske som tidligere vært på Det Elektriske Barometer. Derudover producerer Lise selv to numre.
Den musikalske side af Heavy Dream er ikke helt nem at forklare med ord. Det er pladen, man ønsker at blive vækket af på en solskinsmorgen, hvor alt er godt. Det er pladen, man vil græde sig i søvn til, på en kold og våd efterårsaften efter en dag hvor alt er gået galt. Det er en plade, der i sine tekster rummer så meget sorg, men i sin musik rummer ligeså meget håb. Jeg hørte den to gange som baggrundsmusik, før jeg i bussen hjem kunne lukke verden ude, tænde for min discman og høre åbningslinjen “premièrement, la taciturnité” blive sunget med den største inderlighed. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at der blev sunget på fransk, simpelthen fordi jeg med det samme svømmede hen i musikken. Verset bliver gentaget på engelsk længere fremme i sangen, stilheden har slået deres kærlighed ihjel, hun vil skilles. De fleste af teksterne handler om brud og om at gå fra hinanden, men på samme måde som i åbneren Based on a True Story, så ligger der nogle positive ting og gemmer sig i musikken – og ikke mindst i Lises stemme.
Jeg kunne gennemgå denne plade nummer for nummer, men det vælger jeg ikke at gøre. Heavy Dream skal ikke tales ihjel, den skal bare høres og nydes. 1st Movement er dog min personlige favorit. Den er storladen og alligevel lige så dæmpet som resten af pladen.
Der er også en enkelt gammel kending på pladen. Nummeret Hit and Run Driver var med på Luksus-albummet Repertoire, men her får man den i en over 6 minutter lang pianoudgave – så vidt jeg kan forstå den originale version – der perfekt afslutter pladen.
Heavy Dream virker i høj grad som en helhed, med en god sammenhæng mellem numrene. Det er en plade man skal sætte sig ned og tage sig tid til at lære at kende. Mest for sin egen skyld. Musikken er på ingen måde svær at gå til, men den åbner sig alligevel mere og mere, jo bedre man lærer den at kende. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget begejstret. Selv om pladen er meget dæmpet, så blæste den mig væk.
