Nu-metal bliver ikke betragtet som en genre med stor spændevidde, men det burde den måske. Der er altså rimeligt langt fra Linkin Parks poppede MTV-hits til Tools langstrakte, komplicerede og introverte kompositioner. Det er også inden for denne genre, den californiske kvintet Deftones normalt bliver rubriceret. Det er dog ikke meget, de har tilfælles med de to førnævnte bands. Vokalist Chino Moreno rapper bestemt ikke, og bandets sange lefler ikke ligefrem for MTV. Dog er de også langt fra Tools nærmest anti-kommercielle stil. De ligger et eller andet sted midt imellem med deres til tider skræmmende, til tider smukke, men (næsten) altid intense sange.
Den hidtidige kreative og kommercielle kulmination på Deftones’ karriere kom i 2000 med deres tredje album, White Pony, der var et stilstudie i, hvordan hård, udfordrende og fremragende intens, moderne rockmusik skal laves. Derfor var der lagt i kakkelovnen til noget rigtig stort med dette album, der havde arbejdstitlen The Lovers, hvilket fik nogle af bandets hardcorefans til at frygte, at de ville lyde nærmest softrock-agtige denne gang.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Rent faktisk er albummet noget hårdere end forgængeren, hvilket sangtitler som “Deathblow”, “Battle-axe” og “Bloody Cape” giver et lille hint om. Der kan dog også findes afdæmpede og nærmest smukke sange på albummet, hvilket coveret synes at indikere med sin afbildning af et kranie på en baggrund af roser. Deftones spiller dog for det meste med de musikalske muskler denne gang, og Chino Moreno får rig mulighed for at slide sit stemmebånd i laser med de karakteristiske skrigende vredesudbrud. Disse kan bl.a. findes i det stærke “Needles and Pins”, men også i den semi-frustrerende åbner, “Hexagram”. Semi-frustrerende, fordi versene har en uafrysteligt intens melodiøsitet, der gerne skulle føre til et gigantisk pay-off i omkvædene. Det kommer desværre aldrig, og derfor ryger sangens store potentiale uforløst på gulvet.
Bedre går det for bandet med det gennemelektroniske “Lucky You”, der er en noget atypisk Deftones-sang, da det nærmest er en mellow ballade, der dog præsterer at være både overjordisk smuk og skræmmende på én gang. Mellow kunne man også kalde det glimrende “Battle-axe”, da det ikke er helt så tonstungt som størstedelen af albummet, men i stedet er det både iørefaldende og ekstremt dragende. Det samme kan siges om singlen “Minerva”, der er bandets mest oplagte hit i årevis, men hitkvaliteterne resulterer desværre også i, at sangen mangler noget af den nerveflænsende kant, der ellers normalt kendetegner Deftones’ bedste sange.
Deftones rammer bunden med de fuldstændig forfejlede “Anniversary of an Uninteresting Event”, “When Girls Telephone Boys” og “Moana”, der alle som én mangler den skræmmende melodiøsitet og atmosfære-mættede stemning, bandet ellers plejer at excellere i. Her er der simpelthen ingenting at komme efter, og så gør det hverken fra eller til, at Chino Morenos tekster denne gang er om muligt endnu mere abstrakte og afsporede, end de plejer at være.
Deftones er på trods af enkelte gode momenter en gedigen skuffelse, men det var måske også for optimistisk at tro, at bandet ville være i stand til at kunne overgå White Pony. Nu kan kun tiden vise, om Deftones vil være i stand til at rejse sig og levere et album, der kan leve op til de forventninger, som mange har haft til dem.
