Canadiske Claire Boucher, under kunstnernavnet Grimes, har siden debuten Geidi Grimes (2010) været leveringsdygtig i excentrisk, æterisk lydende popmusik. Med mesterstykkerne Visions (2012) og senere Art Angels (2015) som hovedbedrifter i ’10erne har Grimes placeret sig selv som en eklektisk pop-auteur i midten af et spektrum med hhv. Kate Bush og Max Martin i hver sin yderlighed. Grimes mestrer begge retninger til perfektion, men lykkes på Miss Anthropocene desværre ikke helt med at forene dem.
Grimes femte fuldlængde Miss Anthropocene er udtænkt som en semi-konceptuel plade navngivet efter Bouchers selvopfundne »godess of climate change«, og er således punktummet for hendes kontraktforhold med pladeselskabet 4AD.
I første omgang føles Miss Anthropocene som en afstandtagen fra Art Angels og dens ultra-poppede top-40-lyd. Der åbnes for et cyberpunk-agtigt lydunivers, båret frem af futuristiske numre om omvæltningen af det sociale establishment i kølvandet på udviklingen af kunstig intelligens og klimaforandringer. Desværre mangler udspillet en gennemgående retning, og helhedsindtrykket reddes kun fra det forglemmelige med en lille håndfuld fortrinlige sange.
Første anke bliver tydelig allerede fra start. Der er taget nogle besynderlige valg hvad angår sekvenseringen af numrene, der også skal blive et problem senere hen: det er simpelthen svært at føle sammenhængen sangene i mellem. Efter en temmelig lunken start med det lidt for lange åbningsnummer “So Heavy I Fell Through the Earth” og den indledningsvist lovende (men desværre lidt ligegyldige) “Darkseid”, sker der dog alligevel noget.
“Delete Forever”, pladens tredje nummer, er en country-pop-ballade der giver mindelser om de mest sukkersøde øjeblikke på Art Angels. Ret beset kunne nummeret lige så godt være tituleret “California pt. 2”. Det er en klæbrig og tilsyneladende ubekymret gang Disney-pop, fuldendt med countrypoppet guitar, banjo og synth-horn. Teksten har derimod utvetydige downer-vibes, som linjen »Always down when I’m not up, guess it’s just my rotten luck/to fill my time with permanent blue«. Det lyder måske klistret, men føj, hvor det virker.
Den house’ede “Violence” og “4ÆM” byder også på mere eller mindre velkendt – ja, nærmest “klassisk” Grimes. Sidstnævnte indledes med indisk lydende pop-melodier, men eksploderer hurtigt ud i regulært banger-territorie med et drivkraftigt drum’n’bass-beat og et benhårdt hook. “My Name Is Dark” giver endnu et plus i bogen, og har desuden en drømmende, kitschet nu-metal-agtig ting kørende, og er et fint eksempel på, at der endnu er musikalsk territorie tilbage for Grimes at afsøge. I det hele taget bærer pladen tydeligt præg af Bouchers eklektiske tilgang til poppen. Det giver et heterogent udtryk, som albummet måske havde kunne bære, hvis alle sangene havde været lige stærke – det er de bare ikke.
Miss Anthropocene er i hvert fald ikke det helt store og visionært sammenhængende værk, som Grimes før har kreeret. Pladens højdepunkter taget i betragtning er det nemlig svært at se numre som “New Gods”, “You’ll Miss Me When I’m Not Around” og “Before the Fever” som andet end halvbagte fillers i et kreativt dødvande, og det trækker helhedsindtrykket gevaldigt ned. Det giver en vag følelse af, at Boucher holder sig selv tilbage, og det er ikke noget, der klæder hendes æstetik. Overordnet set mangler pladen nemlig slagkraft, og der er for meget fyld blandt de ellers udmærkede bærende elementer. En afslutningsvis undtagelse er “IDORU”, der tager sin titel fra sci-fi forfatteren William Gibsons Bridge-trilogi, der med sine kønne, repetitive synth-figurer sætter et fint punktum for pladen.
Grimes kan være genial til at opbygge stemninger, men Miss Anthropocene virker bare ikke helt færdigbagt, og derfor kommer albummet til føles lige så løst skitseret som sit placeholder-lignende cover. Men uanset hvilken side af Grimes man foretrækker, er der mulighed for at udvælge sine favoritter fra Miss Anthropocene til sin personlige 2020-playliste, for de gode numre kommer utvivlsomt fra øverste hylde.
Miss Anthropocene udmærker sig ved sine højdepunkter, der manifesterer lyden af Grimes, når hun er bedst. Hvad resten af pladen angår, virker mange af sangene blot som udvandede idéer, der skulle have været kultiveret lidt mere, før de forlod tegnebrættet. Det er dog for tidligt at give op på Grimes, der stadig er hørbart en af tidens dygtigste pop-auteurs, på trods af at Miss Anthropocene mest af alt lyder som en mellemregning i diskografien.
