Nogle musikgrupper finder en stil og holder sig til den, år efter år. Det kan være stilsikkert, men også forudsigeligt og kedeligt. Slim0 er ikke den form for musikgruppe – og må jeg have lov at gentage eftertrykkeligt – Slim0 er IKKE den form for musikgruppe. Den danske trio består i skrivende stund af trommeslager og vokalist Simin Stine Ramezanali, også kendt som Abji_Hypersun, guitarist og vokalist Lena Milovic, der også arbejder som instruktør, og guitarist og vokalist Mija Milovic, som også udgiver musik i eget navn.
Slim0 kan være vilde og hurtige, men de har også en stor inderlighed i selv sagt alt hvad de laver. Vokalen er et helt centralt virkemiddel i bandets ofte eksperimenterende og cirkulære sange. Lad os kalde det musikalsk følsomhedsaktivisme uden svulstige statements. Nu er de aktuelle med et debutalbum, der har fået titlen FORGIVENESS.
Der er spor af tonerne fra tidligere EP-udspil som Sol i øjet (2020) og Lifespan (2023), som undertegnede anmeldte forrige år. Tag bare de underskønne harmonier, der indleder en af singleforløberne, ”Trenches”: »In the trenches of my heart / there’s a hole, pretty hole / it’s shaped liked you«. Traumerne står klart frem i den simple tekst, der alene gennem leveringen kan gå fra at være en smuk konstatering til et desperat råb om hjælp over en dødsmarch af rungende trommer og guitarmotiver. Der er meget drama i den ellers korte tekst, og det er nærmest som om en art djævelskab lusker rundt og skaber smerte i sproget. Særligt i en tid med krig i Europa og optrapning i Mellemøsten får det klangbund.
Hvis jeg skal trække ét enkelt tema ud af FORGIVENESS, så må det være dommedag. Dommens dag, apokalypsen: den (u)ventede ende på det hele. Et nummer som ”Trenches” trækker lytteren direkte ud over en brændende kløft med sin repetition. Et evigt riff og taktfaste trommer.
Midt i undergangsstemningen og de mange akkordnedgange, har Slim0 alligevel ikke lagt deres punkdyder på hylden. Album-åbneren ”Stars! I’m coming!” buldrer fra start, men langsomt mister nummeret tempo i løbet af sine blot 1 minut og 11 sekunders spilletid. Fra forpustet og DYI-agtigt, bliver tonen mere fikseret på det væld af stemmer, der alle dage har været kernen i Slim0. De trænger sig på; de vil sige noget.
Det er én vignet blandt mange. Pladens 17 numre udspiller sig over knap 40 minutter. Det er fortættet, og en god tekstbid eller en interessant musikalsk retning bliver sommetider prompte afløst af et nyt indslag. Men det er nu engang Slim0; jeg har svært ved at forestille mig at de skulle have interesse i at lave en ‘almindelig’ rockplade.
Sammen med producer Aase Nielsen (som også producerede Barbros fremragende debutplade) har bandet skabt et flerstrenget album, der måske bedst kan sammenlignes med en moderne kunstudstilling. Du bevæger dig rundt i forskellige rum, nogle steder fanger en lyd, en tekstur eller et lysindfald din opmærksomhed. Andre steder er det rørende på en ubestemmelig måde, sommetider står en påfaldende undren tilbage. Som om rummet, du står i, er aflåst og utilgængeligt.
Med sin neoklassiske folklyd virker nummeret ”Wind Of Lies” som et sikkert pusterum, med en blød overflade af cello, bas og guitar. Bortset fra at titlen alene ødelægger den fortolkning. Der er ikke rart at være i en hvirvel af løgne og kalkuleret kontrol. Celloens klang er pludseligt sært krybende. Det hele truer med at klappe sammen, mens nummerets enlige stemme intonerer et sted mellem hjemlig varme og semibrutal indestængthed. Det er øjeblikke som dette, der bliver ved med at drage mig mod pladen, som jeg alligevel har svært ved at give mig betingelsesløst hen til.
Og så… Langsomt træder min desorientering tilbage til tonerne af solopgangs-zenperlen “Lights On (New Sun).” Nummeret folder sig ud med en The Verve-agtig, storladen produktion, hvor et imødekommende kor besynger et endnu ukendt, dragende fænomen. Jeg har på den anden side svært ved at afkode bandets fortolkning af Didos 00’er-hit, ”Thank You” – i Slim0s versionering kaldt ”I Have But One Heart”. Den rockede produktion er filmisk og velsagtens den mest gennemarbejdede på pladen, men det er svært at sige, hvor de tungsindige ord skal tage lytteoplevelsen hen, hvis ikke i en ubestemmelig trance. Der mangler et eksistensgrundlag, ligesom det var tilfældet med ”Pelo Yaka – Pt. 2”: en fortolkning af 4 Non Blondes’ ”What’s Up?” som optræder på førnævnte EP, Lifespan.
Så er der mere at hente i den storslåede suite bestående af ”I’m Not In Love, I’m Alive”, ”Strong Characters” og ”Twenty Twenty Three Forgiveness”. »Mer’ liv / More life / Den her går ud til vores elsked’« – fra at have fortolket Dido er det nu rapmusikerne i DIBSET og Shooter Gang, der bliver indoptaget i Slim0s umiskendelige univers. Guitarens melodi – en melodi der også dukker op på det instrumentale nummer ”Makaroni” – styrer lytteren gennem en nærmest gotisk, men også katarsisk opvisning. »We forgive you«, lyder det triumferende og lettere manisk fra koret på ”Strong Characters”. Selvom jeg sidder tilbage med en vis forbløffelse, så er det okkulte, overrumplende eklektiske i lyden noget der – særligt efter en ordentlig håndfuld gennemlytninger – efterlader mig med en god fornemmelse.
FORGIVENESS påkalder sig opmærksomhed. Nej, forlanger opmærksomhed. I sammenstillingen af det skønne og det vulgære sker der spændende ting. Man kan håbe at Slim0s fokus på stemmer i samklang og kontrastfyldte arrangementer forplanter sig. Bandet har med deres diskografi i hvert fald overrasket mig.
