I foråret udsendte den australske gruppe The Sleepy Jackson et minialbum (se anmeldelse her) bestående af en række skæve uortodokse popkompositioner, som lovede godt for gruppens fremtidige færd. Nu har gruppen så udsendt deres rigtige debutalbum, og tiden er derfor kommet til at afgøre, om de kan indfri de forventninger, man kunne have efter den musikalske legestue, som ep’en var.
Lovers er på mange måder et ganske fint album, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Sleepy Jackson ikke helt lever op til det potentiale, som gruppen har. Albummet består af 13 mere eller mindre skæve popsange, hvor der undervejs leges med studiets muligheder i arrangementer, og på den måde kan musikken lede tankerne hen på grupper som Flaming Lips og Super Furry Animals – eller længere tilbage: The Beatles eller Beach Boys, uden at The Sleepy Jackson dog lyder fuldstændigt som nogle af disse.
To af de mest regulære og ligefremme sange fra minialbummet går igen her. Der er tale om åbningsnummeret, “Good Dancers”, og “Miniskirt”, og især førstnævnte er stadig en funklende popperle med sine storladne korarrengementer. Korarrangementer er i det hele taget noget, der går igen på mange af pladens numre, hvor koret ofte synger omkvædene. Det gælder eksempelvis “Rain Falls for Wind” og den hæsblæsende og medrivende single “Vampire Racecourse”, hvor omkvædet nynnes. Det samme sker i den meget stemningsfulde ballade “Don’t You Know”, der sammen med de ovennævnte sange hører til blandt pladens rigtig gode numre. Korstemmerne er ikke i form af skolede stemmer, men lyder nærmere skingre, og sammen med Luke Steels ligeledes uskolede stemme er de med til at give gruppen en lyd, der bestemt er deres egen, selv om musikken langt fra kan siges at være nyskabende.
Hvor minialbummet viste en gruppe, der spillede en række forskellige stilarter fra psykedelisk pop over country til folk, så satser Sleepy Jackson på Lovers mere entydigt på førstnævnte side af deres musikalske talent, selv om der stadig er et par afstikkere undervejs. På trods af at gruppen gør det ganske godt, er det alligevel lidt ærgerligt, for noget af charmen ved gruppen var ellers den uforudsigelighed, der prægede projektet. Selv efter flere gennemlytninger kunne man på ep’en blive overrasket over, hvad der ville komme.
Men Sleepy Jackson har ikke helt glemt de mere spøjse indslag, hvilket eksempelvis ses i den ultrasimple ballade “Morning Bird” med en barnevokal og i den mumlende “Fill Me with Apples”. Desværre er især førstnævnte nummer mere kuriøst end egentlig godt.
Men med ovenstående forbehold i betragtning er Lovers langt fra nogen dårlig plade. Mange af pladens sange er ganske fine, men Luke Steele mangler måske lige det sidste for at skrive melodier, der er helt i top hele vejen igennem, idet der er et par svipsere undervejs, eksempelvis den discopumpede “Tell the Girls That I’m Not Hanging Out”, balladen “Acid in My Heart” og den ligefremme “This Day”, hvor tomgangen er tæt på.
Luke Steele og The Sleepy Jackson har således ikke helt formået over at indløse det potentiale, jeg stadig tror, at gruppen har.
