I forbindelse med udgivelsen af Dear Catastrohpe Waitress fik Undertoner en snak med Sarah og Stevie fra Belle and Sebastian.
 |
Sikken måde at tilbringe en time hevet ud af en næsten tilfældig kalenderdag. Jeg sidder i en bar, der er bygget, så den nærmest ligner et bibliotek (det var måske et bibliotek, førend den blev en bar?), og nyder en velskænket fadøl, imens jeg taler med Sarah og Stevie fra Belle & Sebastian. Samtalen falder på baggrund af, at bandet udgiver en ny plade. Med et fast greb om kuglepen og de afrevne papirstykker sidder jeg klar til at interviewe et af Skotlands mest indflydelsesrige bands nogensinde… sådan forlyder det da i hvert fald.
Undertoner: I er kendte for at udgive promotionbilleder, der afbilder personer, som end ikke er med i bandet, og I giver meget modvilligt interviews – dog sidder I her midt i København klar til netop at give et interview. Hvordan kan det være?
Sarah & Stevie: Tja, først af alt er vi en smule sære. Det er Stuart (Murdoch, Belle & Sebastians forsanger og primære sangskriver), der er den mere tilbagetrukne type. Han kan ikke selv lide at give interviews, men vi har givet dem lige fra starten. Vi er blevet interviewet på baggrund af hver eneste plade, som vi har lavet, så der er intet nyt i det. Vi har slået os sammen to og to, og bandet er rundt omkring i hele Europa for at promovere den nye plade.
Det kan nogle gange være enerverende at give interviews, eksempelvis med NME. Man ved, at en masse mennesker vil læse det, man siger, og ofte forsøger intervieweren at presse en bestemt historie ned over hovedet på én. Stuart David, bassisten, blev for eksempel engang kaldt arrogant, fordi han forlod et interview i utide for at hente suppe til sin syge kone. Når folk er så ivrige efter at sætte disse etiketter på én, er der egentlig ikke så meget, man kan gøre ved det.
Det kan nogle gange være frustrerende. Normaltvis er det dog fint nok, men en smule mærkeligt at skulle snakke om én selv, specielt når man skal gøre det i 8 timer i træk som i dag. Men undertiden nyder jeg det.
 |
Undertoner: I passer ganske godt ind i billedet af det perfekte indieband. I er generte, udgiver på independent labels osv. Hvor bevidste er I omkring alt det?
Sarah & Stevie: Næsten slet ikke. Stuart var måske. Han havde muligvis en ide om, hvad der foregik, men jeg tror, at det mere eller mindre bare skete. Til at begynde med var det ren sjov: Tigermilk blev trykt i et begrænset oplag, og vi var ikke at finde på bandbillederne – alt det var ikke en genialt udtænkt plan, som skulle give os herredømme over indieverdenen. Det handlede primært om ikke at sælge os selv for billigt, men der var aldrig nogen lumsk plan. Jeg kunne godt tænke mig at mane hele indiemyten til jorden. Jeg tror, at det er éns omgivelser, der anser én for at være indie. Vi betragter i hvert fald ikke os selv som værende særligt indie.
Undertoner: Hvad med den nye plade?
Sarah & Stevie: Jeg vil faktisk ikke sige, at den er så meget anderledes. Den er bedre pakket ind, hurtigere og bedre i tone og timing. Den lyder gladere og er bedre indspillet og mixet. Den er mere livlig, anderledes og udtryksfuld. Det var noget, jeg lige fandt på, haha. Nej, pladen er helt seriøst ikke så forskellig fra hvordan, vi normalt lyder.
Men bandet er krystalliseret i løbet af de seneste par år, hvis ikke i sangskrivningen så i hvert fald i at opfange den, finde ud af og forsøge at forstå, hvordan vi lyder og så tage den videre derfra. Hvis man forventer en musikalsk revolution, er Dear Catastrophe Waitress helt bestemt det forkerte album. Der er sket meget, siden vi startede, men det sker i et langsomt tempo. Med de to første plader var det mere eller mindre Stuarts gruppe. Det var en nem tid – i hvert fald for os: Vi skulle bare være der og spille vores part. Derfra gik det frem og tilbage. Der er medgang og modgang i livet, og sådan er det også med Belle & Sebastian. Nu har alle en stor følelsesmæssig og nærmest åndelig interesse i bandet, hvilket er væsentlig forskelligt fra de to første plader. Bandet har undergået en større forandring. Det er egentlig modsat normen. Vi var ikke skolekammerater, som hang ud sammen og endte med at danne et band. Til at begynde med håndplukkede Stuart medlemmerne, så de passede ind i hans idéer – så bandet måtte efterfølgende vokse sig til at et band. Det er formentlig, hvad vi har brugt tid på på de seneste par plader. Man kan sige, at Dear Catastrophe Waitress er endnu et skridt på vejen.
Undertoner: Hvad er jeres forventninger til den nye plade?
Sarah & Stevie: Vi ønsker selvfølgelig, at den klarer sig godt. Når man udgiver på et nyt selskab (Rough Trade), skaber det et større pres. Vi føler nok, vi skal stå lidt mere til regnskab denne gang. Jeg håber, at den sælger bedre end sine forgængere. Men helt ærligt… sålænge den sælger tilstrækkeligt til, at vi kan fortsætte med at lave det, vi gør, så er jeg tilfreds.
Undertoner: Spørger I nogensinde jer selv, “œhvor mange plader kan vi sælge”, under arbejdet med en plade?
Sarah & Stevie: Nej. Og selv hvis vi ønskede at tækkes et større publikum, tror jeg ikke, at vi ville kunne være så manipulerende. Ikke nødvendigvis fordi vores musik er så ærlig, men mere i retning af at vi simpelthen ikke er så gode. Vi ville fejle grufuldt, hvis vi forsøgte. Og ligeså snart pladen er udgivet, er den heldigvis ude af vores hænder.
Undertoner: Hvad var idéen med billedet af Múm-pigerne (på frontcoveret af Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant)?
Sarah & Stevie: Vi var på Island, og Stuart fik øje på disse to tvillinger, eller måske kendte han dem i forvejen – og det var simpelthen bare perfekt. Så han var nødt til at tage tilbage dertil for at tage billedet. Jeg kan huske, at deres mor havde denne geniale kommentar, og hun spurgte ham, om vi da ikke havde tvillinger i Skotland. Han blev fuldstændig forvirret og var nødt til at mumle et eller andet svar tilbage. Denne gang har vi gjort brug af en sangtitel, Dear Catastrophe Waitress, som titel til albummet, fordi vi synes, at den er konkret, men også levende og billedskabende. Det er noget, alle kan forholde sig til.
Undertoner: Jeres fans synes at have et stærkt følelsesmæssigt forhold til jeres musik. Hvordan har I det med en sådan “œforgudelse”?
 |
Sarah & Stevie: Det er stadig magisk at spille i et rock’n’roll band. Det er flatterende, når folk kan lide éns musik. Vi har spillet på steder rundt om i verden, hvor fansne faktisk udgjorde oplevelsen for os. Vi spillede f.eks. i Spanien i et telt for 8000 mennesker. Der var denne transparente lyd af forventning, før vi gik på scenen. Alle ventede bare på os. Det var virkelig utroligt. I Japan var lobbyen fyldt med unge ligesom i tredserne. Det var, som om vi var Beatles… vi kaldte også os selv for ‘the magnificent seven’, haha. I Brasilien af alle steder sang alle blandt publikum med på vores sange. Det overrasker virkelig én. Man skulle tro, at de havde bedre ting at tage sig til, såsom at stikke af fra politiet, end at lære vores tekster udenad.
I Skotland spiller alle mere eller mindre i et band. Alting er så jordnært der, at man glemmer, at der er en verden udenom, hvilket er en god ting. Man skal også holde in mente, at en fanatisk tilhængerskare også har det med at være den mest kritiske. Det er ligesom bagsiden af medaljen. Når musikken er skrevet, er den skrevet. Så går vi igang med at øve, spille koncerter og så tilbage for at fokusere på det næste album. Nogle diehard-fans mener sikkert, at vi solgte ud, da vi genoptrykte Tigermilk. Det kan jeg ikke bruge til noget. Fansne er vigtige, men der har de altså ikke noget at skulle have sagt.
Undertoner: Hvor ville I befinde jer, hvis Belle & Sebastian aldrig havde eksisteret?
Stevie: Jeg ville være i et band med et skodarbejde ved siden af for at kunne klare mig. Sådan var det faktisk for mig før Belle & Sebastian, og selvom jeg er glad for, at jeg ikke behøver det længere, er jeg sikker på, at jeg sagtens kunne gøre det igen.
Sarah: Abekattestreger. Jeg ville være en lingvist, som arbejdede med aber. Jeg så dette program om aber, som var rigtig interessant. Men undervisning er ret dyr i Skotland, og aber kan heller ikke være særligt billige. Det er derfor jeg stiller op til promotion, så jeg kan tjene så mange penge, at jeg kan købe mig min egen abe.
Efter et utal af afbrydelser fra arrangøren af interviewet, er der meget der tyder på, at mine 30 minutter (læs: 1 time) er gået. Samtalen har hele vejen igennem mere båret præg af en hyggesnak end et egentligt interview. Havde de to repræsentanter fra bandet virket en smule sky og tilbageholdende til at begynde med, var de i hvert fald svære at sætte en stopper for, når de først kom i gang. Der er absolut intet arrogant eller indiesmart over dem, som undertegnede måske havde frygtet forud for interviewet. Udsigten til at skulle igennem en heftig omgang dechifrering af mine kragetæer og noter og omformningen af samme til noget præsentabelt er ikke alt for tillokkende, men Sarahs afslutningsvise kommentar om, at “knalde rundt med aber” sætter mig alligevel i stand til at smile, som jeg trasker videre ud i den store verden uden for det lille bibliotek.
Læs også Undertoners anmeldelse af Dear Catastrophe Waitress