“Kunstmalere og skuespillere frem for musikere” – sådan beskrives medlemmerne af New Yorker-gruppen Stellastarr i pressemeddelelsen til deres debutalbum. Flere af gruppens medlemmer beskæftiger sig også med andre kunstformer end musik, og de forsøger at overføre kreativiteten til deres fælles musikalske projekt, Stellastarr*.
De seneste par år er der kommet en lind strøm af interessante bands fra metropolen New York. Fælles for mange af grupperne er, at de har taget afsæt i de sene 70’eres og tidligere 80’eres punk, postpunk og new wave. Mange har taget udgangspunkt i New Yorks egen tidligere storhed, centreret omkring klubben CBGB, mens andre nærmere er inspireret af den britiske scene, hvilket er tilfældet for Stellastarr*. Men ud over en tydelig inspiration fra new wave er der også andre elementer i gruppens musik. Tonen slås på glimrende vis an i åbningsnummeret “In the Walls” med en dyb basgang, buldrende trommer, skarpe guitarsalver og en dyb vokal, der leder tankerne hen på, at der er tale om en gruppe med en stor fascination af goth-scenen.
I det næste nummer, “Jenny”, sættes tempoet i vejret i form af en omgang bragende rock med en vokal, der lyder næsten hysterisk suppleret med en blød korstemme. “Jenny” er et fremragende rocknummer, der på én gang indeholder en lang række forskellige elementer, men som alligevel fremstår simpelt.
I sang nummer tre, “A Million Reasons”, sættes tempoet ned. Sangen er domineret af en fremtrædende basgang og et løst malende guitarspil af den type, man finder på de mest langstrakte The Cure-sange. Sådan skiftes der i løbet af pladen mellem mere tranceskabende, dystre forløb og mere punkede energiudladninger.
Stellastarr* har et slægtskab med en gruppe som Interpol, og musikkens rødder hører helt klart til i de tidlige firsere. Undervejs er der tydelige referencer til navne som The Cure, Echo and the Bunnymen, Joy Division, XTC og U2, mens de mere støjende energiudladninger leder tankerne hen på en gruppe som Pixies og senfirsernes og halvfemsernes alternative guitarrock. Det betyder, at musikken er stort anlagt rock, hvor hårde trommer og dybe basgange udgør bunden suppleret med masser af patos, dramatik og guitarstøj. Vokalen spænder fra det dybe, næsten gothmetal-agtige til det nærmest hysteriske. Undervejs bakkes sanger Shawn Christensen op af Amanda Tannen, hvis bløde stemme fungerer glimrende som kontrast til Christensens hårde stemme.
Selv om både musik og vokal umiddelbart har en stor spændvidde, kommer pladen desværre i perioder til at køre lidt for meget i samme rille. Det gør, at et par ellers gode sange som “My Coco” og “Moongirl” kommer til at fremstå lidt ligegyldige. Men stilstanden bliver brat afbrudt, når den fremragende førstesingle “Somewhere Across Forever” brager gennem lydmuren med nogle heftige powerakkorder. Den efterfølgende sang, “Homeland”, er også rigtig fin med en melodisk lethed og en brug af rumklang i omkvædet, der har en svimlende effekt.
Næstsidst på pladen kommer endnu et særdeles positivt indslag i form af “Untitled”, der overrasker ved at stikke ud fra resten af materialet. Der kunne sagtens have været tale en Pulp-sang, både hvad angår arrangement og sangstil. “Untitled” er blandt de absolutte højdepunkter på pladen, og her lykkes det for alvor for Stellastarr* at få musikken til at lette, og jeg er lige ved at miste jordforbindelsen, når jeg lytter til den.
Stellastarr* har allerede fået en del opmærksomhed i forbindelse med de to singler, der er udkommet. Gruppen har optrådt i et af store amerikanske talkshows, og efter sigende løb gruppen med en stor del af opmærksomheden, da de i foråret var opvarmning for vore egne The Raveonettes på en turné i England. Men gruppen har alligevel undgået den store tur i mediernes hypemaskine, hvilket utvivlsomt vil komme dem til gode, da de dermed får bedre muligheder for at udvikle sig fremover.
Man kan diskutere, hvorvidt det lykkes for Stellastarr* at anlægge en mere kunstnerisk vinkel på deres musik. Den er langt fra nyskabende, men musikinspirationen kommer for en stor dels vedkommende fra den del af musikscenen, der har rødder i de engelske kunstskoler. Stellastarr viser på dette album, at de har et godt greb om den stil, de har valgt, men elementerne fra de forskellige forbilleders musik er nok lidt for tydelige. De får dog sammensmeltet de forskellige dele på fin vis, men det vil være ønskeligt, hvis gruppen på deres næste album i højere grad udvikler deres eget særkende.
