Tysk rock finder sjældent vej til Danmark; det er stort set kun de elektroniske acts, som er bredere kendt. Marr er ingen undtagelse. I den tyske undergrund er bandet kendt for fremragende koncerter, men her i Danmark har vi både musikken og liveoptrædener til gode. Marr er netop i studiet i øjeblikket for at indspille sit debutalbum, som kommer ud til foråret på selskabet Grand Hotel van Cleef og allerede har fået titlen Express and Take Shape. Bandet har dog tidligere indspillet to ep’er, som netop er blevet genudgivet på Populoud Records på en enkelt cd.
Marr består af fire fyre fra Hamburg, som i sommeren 2001 besluttede sig for at lave et band. Opstillingen er klassisk med to guitarister, bassist og trommeslager – de to guitarister er også dem, som synger. Med tilknytning til undergrundsscenen i byen kunne de få en del spillejobs, hvilket har givet dem en god portion fans, ikke bare i Hamburg, men i hele Tyskland. Marr spiller en slags amerikansk inspireret emorock, men musikken trækker også tråde tilbage til den engelske indierock fra starthalvfemserne.
Cd’en åbner med nummeret “New Arms of the Ruling Class”. Basgangen er herligt gyngende, og guitaren giver den karakteristiske djang-lyd, som er typisk for genren. Det er ikke en tung melodi, men den glider derud af, hvilket udover guitarernes lyd også sker på grund af Dennis Beckers nærmest højtråbende, talende sang. Og så har nummeret intet omkvæd andet end på den måde, at musikken stopper (minus hihat), Dennis Becker råber noget halv-utydeligt om »camera flashlights«, og så fortsætter nummeret med en slags instrumentalt omkvæd, hvor der bliver skruet en del op for guitaren og trykket på nogle pedaler, men dog ikke mere, end man sagtens kan høre melodien.
Det efterfølgende nummer, “J.D. Mac Kaye”, minder meget om “New Arms of the Ruling Class” med en god melodi og et fremadskridende forløb. “If I Was Not for Your Head” er anderledes, dels på grund af tempoet og længden (med sine 6:47 minutter er den cd’ens længste og næsten dobbelt så langt som de foregående numre), men også fordi nummeret er mindre varierende og nærmest stillestående som dub og reggae. Det er samme guitarriff, som faktisk kører gennem hele nummeret, og det er simpelthen ikke nok til, at man kan holde interessen i næsten syv minutter. “In Between” lider også under for meget brug af det samme riff.
“This Is a Test” har en start-90’er-lyd, som man kender fra Ride. Nummeret er ikke specielt stærkt (har et meget kedeligt mellemspil), hvis det ikke var for et herligt omkvæd, som lyder velkendt, men ikke er det. På titelnummeret taler vokalist Dennis Becker lidt for meget, og han synger også på et tidspunkt ud over sin stemmes potentiale, hvilket viser, at han ikke er en speciel stor sanger – men hans stemme er god til musikken, når han holder den der, hvor han har kontrollen over den. Han minder flere steder om Jakob Printzlau fra The Fashion.
Det er generelt sangene fra den anden ep, som er de stærkeste (det er de første fire numre på cd’en), og det er vel meget naturligt, hvis man mener, at et band bliver bedre med årene. Det er især de to første numre, som viser, at der er sket meget for Marr siden den første ep. Det er stærke melodier med et godt drive og en god energi, som lover godt for det kommende album.
