Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af.
 |
U: Allerførst: Hvorfor hedder i Pluto
Thomas (T): Vi har faktisk aldrig rigtigt snakket om hvorfor. Det kom helt naturligt, tror jeg. Jeg kan meget godt lide det, fordi det har nogle gode associationer. Personligt er den association, jeg hælder mest til, planeten, mere end Disney-figuren i hvert fald, men det er jo også en græsk gud og en How Do I-plade, selvom det tænkte vi vist først over bagefter. Og så fungerer det godt auditivt.
U: Der har været et relativt stort gennemtræk af musikere i Pluto. Hvordan kan det være? [f.eks. er navnkundige Moogie Johnson ny live-bassist]
T: Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke”¦ Der er nogen, der er gået, og så en enkelt, der er blevet gået.
Janne Lorentzen (J): Det har nok noget at gøre med, at vores stil har udviklet sig, og så er der nogen, der er faldet fra i processen. De har gerne villet lave noget i en anden retning. Og så var der en, der flyttede væk. Der ligger ikke noget ekstraordinært bag. Vi har i hvert fald oplevet det som en ganske naturlig udvikling.
Ronnie Øhlers (R): Vi snakkede faktisk om her til formiddag, at hvis der ikke løbende havde fundet en stilændring sted, og de udskiftninger ikke havde været der som en konsekvens deraf, så havde vi nok ikke siddet her idag.
T: Det kan godt være, vi havde siddet her, men vi havde lavet noget helt andet. Det er en levende model. Det er en del af det. Det er en kliché, men det er udvikling.
J: Det lød i hvert fald ganske anderledes for ni år siden, da vi startede. Det har været en sund udvikling at gennemgå.
T: Ja, faktisk har vi ganske snart ti-års jubilæum.
U: Så har I været i gang længere, end jeg havde troet. Hvordan startede I?
T: Pluto startede med udgangspunkt i Sub Rosa, som Janne og jeg spillede i før. Det korte og det lange var, at vi måske var for demokratiske og samtidigt grundlæggende uenige om, hvor vi skulle hen rent musikalsk. Den erkendelse nåede vi så frem til i nogenlunde samråd. Der var til tider for meget ævl og kævl og for mange kompromiser. Det endte med at gå ud over spilleglæden.
J: Ja, stilmæssigt stak vi i lidt for mange retninger. Det var meget forvirrende.
T: Så blev udgangspunktet, at vi måtte lave noget, hvor det var en eller to personer, der tegnede det og skrev sange og musik og bestemte retningen. Vi fandt så ud af, at det skulle være mit projekt, al den stund at det er mine tekster. Så det er ligesom baggrunden for Pluto. Vi drog bare den logiske konsekvens af Sub Rosa og arbejde videre derfra. Det viste sig så, at Pluto i starten kom til at bestå af de samme mennesker som Sub Rosa bortset fra Stefan [Gejsing], der spiller trommer i Diefenbach., Han meldte ud fra starten, at han hellere ville lave noget, hvor der var lidt mere skrald på. Det var så den første udskiftning. De andre kom så løbende derefter. Med Sub Rosa nåede vi at lave en promo med fire sange, hvoraf en af dem lå på barometeret et par uger i ’96, og få et nummer [One and Only] på Starsearch [Nr. 5] , og det var så det.
J: Ja, vi har ikke noget stort bagkatalog.
T: Eller jo, det har vi sådan set. Det er bare ikke et, der er udgivet. Vi har en idé om, at vi vil lægge et nyt nummer ud på hjemmesiden hver måned. Her vil vi typisk bruge noget af skuffedigningen. I oktober lagde vi en demo af Pausefisk fra den nye plade ud, og måneden før var det Sort og blødt, der egentligt skulle have været med på Forfra, men som blev skåret bort i allersidste øjeblik under masteringen. Den passede ligesom ikke ind der. Som helhed var den måske heller ikke stærkt nok, men den har nogle fine momenter; en slags oplagt b-side kan man sige. Og der er remix af forskellige folk på vej også. Så på den måde vil vi forsøge at udgive mere og udvide vores katalog en lille smule.
 |
U: I blev ofte sammenlignet med Nikolaj Nørlund i kølvandet på Forfra. Hvordan har I det med referencer?
T: Referencer er fine nok, synes jeg. Man vil selvfølgelig helst have, at det er nogle referencer, man kan identificere sig med, men man skal ikke være mere idealistisk, end at det jo også er den måde, man selv snakker om musik på. Hvis man skal præsentere et band overfor nogle andre mennesker, der ikke kender det, så er man jo nødt til at”¦ Man kan jo godt sige, det er rock, men rock eller postrock eller indie er jo titusinde ting. Der er alle de her begreber, som er meget diffuse. På den måde er referencer til andre kunstnere tit lidt mere specifikke. Og så er det jo klart, at det er oplagt at bruge dem i anmeldelser. Sådan er vilkårene.
U: Jeg synes personligt, I minder meget lidt om Nørlund. Bortset fra at I synger på dansk”¦
T: Det synes jeg nu nok heller ikke, vi gør, men jeg kan godt forstå Nørlund-referencen. Folk er meget fastlåst i det der med, at vi synger på dansk, og han har jo netop været den primære eksponent for dansksproget rock fra ’undergrundsscenen’ , kan man sige. Jeg synes måske nok, at han er en del mere”¦ folk’et end os.
J: Journalisten er vel også i et eller anden omfang nødt til at moderere sine referencer i en anmeldelse. Ellers går idéen jo nemt af det. Han bliver jo nødt til at afveje, at han både skal ramme præcist i forhold til musikken, men samtidigt også bredest muligt i forhold til målgruppen. For folk der ikke kender den alternative musik, er vi jo helt klart tættere på Nikolaj Nørlund end f.eks. på Anne Linnet”¦ Jeg tror godt, at man kan få noget ud af at læse det, selvom det måske strengt taget ikke er den optimale sammenligning. Hvis man ikke ved alverden, giver det jo alligevel et godt fingerpeg, hvis man læser det i en anmeldelse i Politiken. Så på den måde er det ok., synes jeg.
T: Ja, det kommer netop an på, hvor velbevandret man er i den afdeling. Med den første plade synes jeg f.eks. vi var tættere på Olesen-Olesen end Nørlund. Selvom de selvfølgelig også er blevet lidt mere folk’ede og dylan’ske med årene.
U: “¦og udover Olesen-Olesen?
T: For mit vedkommende er det lydmæssigt Sparklehorse, Yo La Tango, Low, Notwist – og tekstmæssigt Love Shop, C.V. Jørgensen, Pia Juul og Henrik Nordbrandt.
 |
U: Hvor meget fylder teksten i forhold til musikken for jer?
T: Som udgangspunkt er det fifty-fifty.
J: Ja, men vi har alligevel nogle retningslinier, der favoriserer teksten lidt. Hvis musikken bliver trukket for meget til een side, og Thomas ikke mener teksten kan være med længere, så bliver musikken trukket tilbage igen. Så på den måde er det teksten, der bestemmer og er i centrum.
T: Ja, men teksten er s’gu stadig ikke mere end halvtreds procent. Det er netop svagheden ved C.V. Jørgensen. Han skriver helt eminente tekster, men musikken er ikke lige spændende hele tiden, og det er jo brandærgerligt. Hvis man går efter, at det skal være perfekt, og det skal det, og det gør vi, så må det veje lige meget, synes jeg. For mig er en sang pr. definition en kombination af musik og tekst. Det kan ikke blive rigtigt godt, medmindre at begge elementer er afstemte og fungerer.
U: Hvis vi holder fast i Nørlund-parallellen lidt endnu, ved jeg, at Nørlund efter Strunge-pladen var enormt irriteret over den bås, han havnede i, og følte, at han skulle bruge en masse energi på at ’træde i karakter’ som rockmusiker. Frygter I ikke lidt at blive parkeret samme sted?
J: Det tror jeg slet ikke, man kommer udenom, hvis man skriver på dansk. Uanset om det er godt eller dårligt. Der bliver altid fokuseret på det i anmeldelserne. Man kan ligesom lettere slippe afsted med at skrive dårlige tekster på engelsk, tror jeg.
T: Eller i hvert fald bare slippe af sted med at det ikke bliver kommenteret så meget. Men jo, i forhold til anmeldelser og omtale kan jeg godt synes, at det fylder for meget, og at folk, i hvert fald udfra hvad de eksplicit skriver, ikke lægger så meget vægt på produktion og lyd, som jeg kunne ønske mig. Jeg læste et interview med Nørlund, hvor han netop sagde, at han var træt af at blive betragtet som poet, at han bare var rockmusiker, og det var det. Det, synes jeg da, er en enormt god indstilling, og det er godt at sige. Man kan jo håbe på, at det får folk til at åbne øjnene lidt mere for musikken.
U: Vi dvæler ved Nørlund-sammenligningen lidt endnu: Hvor han ofte er meget prosaisk i sit sprog, er Pluto mere fortættet lyriske. Mere modernistiske, sanselige og intuitive, synes jeg. Hvor velovervejede er dine tekster, Thomas?
J: Han er litteraturstuderende. Ha-ha.
T: Ja, jeg er bachelor i litteraturvidenskab og læser moderne litteratur. Jeg kender de fleste af referencerne og alt det der, og jeg kan også godt sidde og splitte et digt fuldstændigt ad, hvis det er det, jeg skal i en eller anden sammenhæng. Det er det bare ikke i den her sammenhæng. Jeg lægger et stort stykke arbejde i at prøve på at lade være med at for bevidst om det faktisk, i ikke at være for analytisk. Det kræver lidt øvelse at kunne lægge det fra sig. Nogle gange kan man, og nogle kan man ikke. Så kører den oppe i huset. Hvis det bliver for konstrueret, bliver det for det meste også skrottet rimeligt hurtigt. Det er i hvert fald min oplevelse.
Det handler om at lytte. Både med tekst og musik. De to ting er meget udtryk for den samme proces hos mig. Der kører en hel masse ting inde i hovedet: Ord eller melodistumper”¦ slam, slam, slam”¦, der kan tage alle mulige retninger. Det handler så om at kunne fange det, når der kommer en eller anden stump, man kan bruge, og som fører et sted hen og ikke bare ender i en blindgyde. Det skal have et billede eller en historie, fremmane et stærkt indtryk. Mange af teksterne kan starte i en kombination af to ord eller en linie. Mere kræver det ikke for at sætte noget i gang. Det handler om at lytte til den linie og finde ud af”¦ Man kan intuitivt mærke eller høre, om der er noget i dem”¦ hvorhen den peger. Det kunstneriske kaos skal sættes i system ved, at man lytter og arbejder videre fra udgangspunktet. Hvis man ikke er god til at lytte, taget man måske fejl og arbejder i en forkert retning i forhold til det, der var i linierne, og så går idéen i sig selv igen. Det er en proces, som man skal lære.
U: Hvad er den største forskel på de to album?
J: Jeg synes, vi er blevet mere fri til at spille, hvad der lige passer til sangen. Vi er ikke så meget musikpoliti mere. Vi var nok lidt nervøse for at gå ud over genren i starten – også på baggrund af det, der skete i Sub Rosa, hvor det endte med at blive for rodet. Vi havde det meget sådan, at man ikke måtte lave en bluessolo, fordi det ikke passede til indiegenren. Vi er blevet mere fri til at eksperimentere. På den måde har indiebegrebet været lidt snærende.
T: Ja, jeg er også blevet ret træt af alt det indie.
J: Jo, men vi har jo også selv været gode til at bruge det.
T: Det var vel også ud fra en eller anden betragtning meget dækkende for det første album. Det var meget derhenad. Ad indie som stil og ikke udgivelsesomstændigheder, men sådan set også begge dele, altså. Det er det for mig at se nok ikke helt så meget længere. Det nye album har bl.a. en snært af singer/songwriter.
J: Der er hele vinklen til forskel.
R: Ja, og tilgangen til det nye album har, i forhold til hvad jeg har jeg fået at vide af jer, været meget anderledes. Vi startede med at lave nogle optagelser af alle numrene. Helt akustisk, kun sangene. Og så fik vi dem med hjem hver især og fik mulighed for at gennemtænke, hvad der kunne ske i hver af de her sange sådan rent musikalsk og melodisk. Vi kom så alle sammen med nogle bud, og derfra sad vi så og sorterede lidt frem og tilbage. Det var faktisk først, da vi gik i studiet, at vi fandt ud af, hvad for nogle ting der skulle med, og hvad for nogle, der ikke skulle.
J: Det var meget mere en færdig idé, vi gik i studiet med sidst. Det var meget arrangeret.
T: Det hænger jo også sammen med, at man, ligesom med alt muligt andet, skal lære at indspille plader. Man kan godt forbedre sig ved at sidde derhjemme og indspille i hjemmestudiet, men den eneste måde, man kan lære at lave en plade på, det er ved at lave en plade. Den første gang var det ti dage i studiet, og hu-hej nu skal det hele bare knaldes i kassen. Så finder man først ud af bagefter, at hov det kunne egentligt have været sjovt at prøve de her forskellige ting af. Det er så nogle af de ting, vi har haft mulighed og overskud til at prøve af på Støv/eller/støj.
Det var også meget sjovt med de demoer, vi lavede. De var i virkeligheden lavet til ,at Morten [Bue] skulle have sangene med hjem for at høre, hvad vi havde gang i, så han også kunne komme med nogle bud på produktionen og gøre sig nogle idéer i forløbet, inden vi startede selve optagelserne. Det var også noget, vi havde lært af den første: Det kunne have været fedt, hvis han havde været inde over noget tidligere, for så havde han haft bedre mulighed for at differentiere udtrykket lidt mere. Det fik han så denne gang. Vi endte så med allesammen at få de her demoer og sidde og lytte og finde på forskellige roller til de forskellige instrumenter osv. Det var en fin proces, synes jeg.
J: I det hele taget brugte vi meget mere tid på lyd i studiet denne her gang. Vi lavede, næsten, et nyt set-up til hvert nummer. Det gjorde, at vi undgik at spille med den samme lyd gennem hele pladen. Det er en stor del af forskellen i forhold til den første.
T: Ja, der er nyt tromme-set-up på alle numrene. Noget er spillet live. Noget er programmeret. Og noget af det, der lyder som om, det er spillet live, kommer lige fra harddisken og omvendt.
 |
U: Hvordan har I det med kommerciel succes? Forfra solgte omkring 500 eksemplarer, ikke sandt. Der er vel ikke realistisk udsigt til, at det nye album kommer til at sælge meget bedre end det. Er det noget, der optager eller bekymrer jer?
T: Det kommer lidt an på, hvilken kasket man har på. Nu udgiver vi jo selv. Rent kunstnerisk eller musikalsk så er det jo fedt, at dem, der køber pladen og kan lide den og hører den, forhåbentligt får noget ud af det. Om det er 500, 1000 eller 2000, som for mig altså trods alt er mange mennesker, betyder egentligt ikke så meget. Det vigtigste er at kunne give de her mennesker noget. Men med økonomidirektørkasketten på så vil man selvfølgelig gerne tjene så meget så muligt. Primært fordi det giver mulighed for at prøve endnu flere ting af næste gang. Men når det er sagt, så er vi indstillet på, at det tager tid at nå langt. Et band som Love Shop sælger måske 6000-7000 indenfor noget, der er samme afdeling som os sådan meget, meget bredt betragtet. Og det har jo taget dem meget langt tid at opbygge deres fanbase og nå så langt. Hvis man ser det i forhold til det, så er et salgstal på 500 omkring en tiendedel af, hvad Love Shop har været ti år om at opbygge. Så i det perspektiv er vi ok. tilfredse.
U: Så tilgangen er altså, at succesen kommer, når den kommer. Tænker I slet ikke i kommercielle baner, når I laver en plade?
R: Hvis det var tilfældet, så er det i hvert fald den forkerte musik, vi har valgt at lave. Hvis vi ville lave en plade for at sælge noget, så er det ikke slet ikke den stil.
J: Ja, det er vi udmærket godt klar over. Vores musik er alt for smal til, at vi nogensinde kommer til at sælge 50.000 plader – i Danmark i hvert fald.
T: Et af problemerne er så netop, at det er på dansk.
J: Men vi har da solgt tyve plader i Japan.
P: Via Soulfighting Music”¦ Det kommer, når og hvis det kommer. Succes tager den tid, det skal tage”¦
U: Hvilket nummer på den nye plade kan I selv bedst lide – altså ikke på bekostning af de andre?
[efter en del tøven]R: Jeg har et par favoritter. For det første så synes jeg, at titelnummeret, der også er det sidste nummer på pladen, fungerer nærmest perfekt. Det får jeg stadig kuldegysninger af, hver gang jeg hører det. Især når det kommer lidt længere hen i nummeret”¦ Det var måske også et af de numre, hvor vi eksperimenterede allermest – og hvor det netop lykkedes allerbedst. Der er nogle ting på, som vi slet ikke havde aftalt på forhånd, som pludselig bare gik op i en højere enhed. Det er lidt vildt faktisk, for det er ikke rigtigt noget man kan genskabe eller er herre over. Vi snakkede om, at vi skulle spille nummeret til koncerten i går [på Studenterhuset], men droppede det, fordi det nummer er så meget et billede af et øjeblik, at det bliver svært at genskabe live. Vi har ikke rigtigt fundet livenøglen til det nummer endnu.
T: Nej, så er man nødt til at lægge det an på en anden måde, og det har vi også gjort med nogle af de andre numre, som vi heller ikke uden videre har kunnet overføre live, men der har vi så fundet en anden måde at gribe an på. Jeg er i øvrigt også enig i, at Støv eller stilhed er en af de gode.
R: Og så er der Natjager og Ræs, som, jeg synes, er fantastiske, fordi de kommer op i højere leje. De stiger i intensitet, og der er mere dynamik i de to sange, end der har været i nogen andre Pluto-sange nogensinde, tror jeg. Det, at den virkelig får noget spark i røven på de to sange, er noget, jeg godt kan lide.
J: Jeg synes, der er nogle vildt fede outro’er rundt omkring. Det er mine favoritsteder på pladen. Jeg tror mere, jeg har favoritsteder end -numre. Især outro’en på Natjæger er jeg meget tilfreds med.
T: Jeg er meget enig i de valg der, men hvis man skal over i den anden ende af skalaen, så er jeg også meget glad for både en Sang og Gi’ op, som er så skrabede, som de er, men hvor teksten virkelig er lykkedes, synes jeg. Den ligger lige som den skal. De er superskrabede, men indeholder stadig så meget, som de gør.
J: Med En sang er det lykkedes os at lave den mest skrabede vokalside, vi nogensinde har lavet. Blandt andet fordi vi lå ned og sang den. Det tænker jeg altid på, når jeg hører den.
T: Det var et af Mortens bidrag. Han er en skidedygtig producer i det hele taget, men han er i særdeleshed dygtig til at indspille vokaler. Han har en evne til at få folk til at slappe af og komme i den rigtige stemning og vurdere, hvor det skal hen, og hvad der er det rigtige at gøre. Og netop vokalen er ofte den sværeste selv at have distance til. Jeg kan godt høre, hvis jeg har indspillet et eller andet guitarspor, og det ikke ligger helt rigtigt. Det er måske ikke helt tight nok eller ikke så fed en figur. Det er meget sværere med vokalen. Måske også fordi et instrument aldrig kan blive ligeså personligt som ens stemme. Så er det enormt rart at have en udefra, som man stoler på, og som kan være med til at sige, at det her er ikke helt godt, det skal være lidt mere skrøbeligt, eller lidt kraftigere. Det var så Mortens idé det her med, at da vi sang En sang, at jeg skulle prøve at ligge ned. Jeg var først ret skeptisk og sådan lidt “ja, ja, den er god med dig”, men det var en meget spøjs og lærerig oplevelse. Jeg kunne allerede på det første take mærke, at selvom jeg gjorde fuldstændigt det samme, som jeg plejer, så var det alligevel noget andet der kom ud. Det lød helt anderledes. En anden lyd, og måske allermest, en anden stemning. Det fik mig lige til at overveje, at det der med at synge er jo for pokker ens krop”¦ i og med at man pludselig ligger ned i stedet for at stå op, spænder man formodentligt sine muskler helt anderledes. Og så ligger det vel dybt i ens underbevidsthed, at det med at ligge ned har forbindelse til at slappe af. Det gør så måske, at man kan åbne op og nå til en anden stemning, end man ellers havde kunnet. Meget banalt trick, men det var virkelig med til at sætte sit præg på indspilningen af den sang.
U: Hvad er kerneværdierne i Pluto? Jeg hørte, du gav hug til Bush i går, Thomas.
T: Ja, jeg er s’gu ved at blive rød på mine gamle dage”¦ he-he.
U: Hvilken oplevelse vil I helst efterlade, hvis man ellers skræller klichéerne væk?
R: Sådan vil jeg nødigt stille det op, for for mig er det vigtigt, at der er åbent for fortolkning. Folk får forskellige associationer, og sådan skal det være. Jeg har et familiemedlem, der synes, vores musik er meget sørgmodig. Han bliver måske næsten utilpas, når han lytter til vores musik. Bedrøvelse er muligvis ikke det bedste, man kan kalde frem i folk, men alligevel synes jeg, det er fedt, fordi vi har formået at appellere til noget meget stærkt i ham. Hvis bare man kan få nogle følelser frem i folk! Samtidigt er der jo en masse andre mennesker, der virkelig får en optursoplevelse ud af vores musik. Det er selvfølgelig ligeså fedt.
T: Hvis man skal gi’ et bud på, hvad det er, så er det vel”¦ En del af “projektet” er for mig at sige så meget som muligt med så få midler som muligt. Hvis det er nedbarberet, men samtidigt præcist, gives der størst mulig plads til, at det kan åbne sig og folde sig ud for den enkelte, tror jeg. Musikken og teksten kan bære mere på den måde.
Hvis vi ved hjælp af de her sange kan være medvirkende til, at folk får levet nogle følelser igennem, jamen så er det jo super at være rockmusiker. Jeg tror helt basalt, at vi bare gerne vil fremkalde en reaktion, refleksion! Hvis vi kan få folk til at stoppe op og tænke sig om: Hvad laver jeg med mit liv, og hvor er jeg på hen?, så synes jeg, at vi har opnået noget meget stort. Hvis jeg skulle formulere et ’mål’, måtte det være det.
J: Jeg kan godt lide musik, der gør ondt på den fede måde, eller hvordan man nu skal sige det. Det rører ved nogle strenge i een, hvor man egentligt får ondt i maven af at høre det, men samtidigt får man det godt. Det er en behagelig følelse, og fremfor alt ikke en ligegyldig een. Jeg kan blive i enormt dårligt humør af at høre al mulig dårlig og ligegyldig pop, men jeg bliver i godt humør af at høre”¦
U: “¦god, sart melankoli”¦
J: Ja netop, deprimerende musik. Jeg vil gerne høre musik, der gør ondt på den fede måde!
T: Jeg vil hellere høre noget musik, der gør mig dårligt tilpas, end noget jeg er ligegyldig i forhold til. På den måde får man levet nogle stemninger eller følelser ud, som ellers bare ville side som en knude i maven.
R Ja, det er helt klart en vigtig del af det.
