Liverpoolgruppen The Coral har tilsyneladende sat sig for at reproducere 60’erne ned til mindste detalje. Denne mission består dels i at lave musik, man ikke kan høre er produceret efter årtiets ophør og dels i at have et visuelt udseende, hvad angår såvel medlemmerne og pladecovers, der ligner noget fra en fjern fortid. Samtidig har gruppen sat sig for at genoplive 60’ernes udgivelsestempo med mindst et album om året. I moderne tider, hvor store grupper gerne bruger flere år i studiet, kan det forekomme som meget lang tid siden, at dette var normen, men The Coral udgiver nu sit tredje album blot halvandet år efter debuten. At der så kun er tale om et album med en spilletid under 30 minutter udgivet i et begrænset antal kan ikke ændre ved det bemærkelsesværdige i dette arbejdstempo.
Pladen kan dog ikke helt leve op til forventningerne og rejser spørgsmålet, om gruppen måske er løbet ind i en kreativ mur som følge af den høje udgivelsesfrekvens, der ud over de tre albums også tæller en række singler med flere glimrende b-sider.
Musikken er, som man kender den fra The Corals tidligere plader, et opkog på 60’ernes psykedeliske pop- og rockmusik. Men hvor gruppen på forgængeren satsede på fængende popsange, er de denne gang vendt tilbage til den vanvittige stilistiske vildskab, der var kendetegnende for debutpladen. Men i modsætning til tidligere er der på Nightfreak and the Sons of Becker lidt for langt mellem de mindeværdige melodier.
Man må tage hatten af for The Coral og deres på mange måder beundringsværdige mangel på respekt for genrekonventioner og den gængse opfattelse af, at en sang kun kan have ét forløb, men det bliver lidt trættende, når det melodiske materiale er for stillestående. Et godt eksempel på det, er en sang som “I Forgot My Name”, der har nogle interessante rytmiske og guitarmæssige tilløb, men som ikke rigtigt kommer nogle vegne.
“Song of the Corn” genopliver Syd Barrett-tidens Pink Floyd og kunne med sin forvrængede mumlesang sagtens have været et fint outtake fra The Piper at the Gates of Dawn. “Sorrow or the Song”, der er en rytmisk baseret bluessang, er endnu en god sang. I “Auntie’s Operation” viser The Coral igen deres evne til at blande det aggressive og det følsomme, det eksperimenterende og det melodiske i en melodi fyldt med tempo- og stilskift. Som det er tilfældet med gruppens bedste sange, slår samspillet ganske enkelt gnister, hvilket også er tilfældet med den aggressive “Migraine”, der nok er pladens bedste skæring. En anden rigtig god sang er den melankolske ballade “Keep Me Company”, der hører til blandt pladens mest konventionelle sange, men som til gengæld besidder en fin melodi.
Som den begrænsede udgivelse af pladen indikerer, skal Nightfreak and the Sons of Becker nok mest ses som et mellemspil. For fans af The Corals lyd er der da også noget at komme efter, men for den ikke indviede lytter, vil der være mere fornuft i at stifte bekendtskab med ét af de to første albums. Disse er glimrende bud på, hvordan man kan lave retrorock, der lyder markant anderledes end den form for retrorock, der er tidens trend.
