Bandet Vampire Blow er ikke nyt. De har faktisk flere år på bagen, har haft en sang med i filmen Sandheden om mænd og spillede på den indflydelsesrige SPOT Festival allerede tilbage i 2010. Ikke desto mindre markerer Unicorn det første reelle pladeudspil fra den københavnske trio, og de forklarer selv, at den sene pladedebut ikke skyldes manglende arbejdsmoral, men tværtimod et ønske om en solid debut, og at flere forsøg på at indspille pladen er blevet skrottet, fordi ”nerven og autenciteten manglede”. Læg dertil, at bassist Jasper Spanning grundet en ulykke var ude af stand til at spille i et halvt år, og vi sidder som lyttere tilbage med en forklaring på, hvorfor Unicorn har taget så lang tid at indspille.
Men det er en kort fornøjelse; syv numre på små 20 minutter sætter rammerne for bandets ligefremme og uprætentiøse garagerock. Enkelte gange bliver tempoet skruet så højt i vejret, at vi nærmer os noget, der minder om punk, men det er med skomagerbas og back up-vokaler, at bandet åbner med ”Spaceships”; en sang, der nærmer sig noget personligt i det fine refræn: »I don’t wanna be where you are going / I’ll do without«. Men bandets semisarkastiske tilgang til sangen gør det svært at forstå, hvad – hvis noget overhovedet – de har på hjerte. Garagerocken tro er lyrikken sekundær, men leveringen fra de skiftende forsangere virker uengageret og underbygger ikke den energi, de tre herrer ellers lægger i deres instrumenter. Og det er symptomatisk for resten af pladen. ”He’s Alright” handler om vennen, der tager lidt for meget uden at give nok igen, og guitarist Morten Søgaard spiller da et overbevisende guitar-riff, men det hele kommer til at virke som en pastiche på deres forbilleder, specielt da bandet vælger at bryde med formen for at spille et Black Sabbath-riff, der irriterer frem for at imponere.
Bedst fungerer ”I Really Think You’ll Let Me Go”, hvor bandet på fin vis leger med dynamikken, og sangens solbeskinnede melodi er uden sidestykke pladens stærkeste. Sangen afslører bandet som habile instrumentalister, og specielt Søgaards akkordarbejde er imponerende. Men sangen fungerer primært, fordi bandet ikke også er bange for at afsløre reelle følelser, som f.eks. ikke sker på ”Tokyo Slut”, pladens irriterende punk-intermezzo. Heller ikke ”Let’s Go Out” eller ”I Wanna Go Home” byder på særligt meget nyt eller memorabelt, men det klæder bandet, at de skruer tempoet lidt ned på den afsluttende og overvejende instrumentale ”Real Upset”. Bandet leger igen med dynamikken, og nummerets psykedeliske islæt er et kærkomment tiltag oven på bandets noget fortærskede garagerockformular.
På trods af tempo, energi og gode intentioner er Unicorn ikke en plade, man som lytter vender tilbage til, og bandmedlemmerne kæmper under hele affæren med at frigøre sig fra deres egne inspirationskilder. De fleste sange mangler et personligt udtryk og er i bedste tilfælde forglemmelige. Nerve og autencitet eller ej.
