At Gary Jules i disse dage jævnligt roterer på både P3, Boogie og MTV og desuden opnåede den næsten uvurderlige status at ligge på førstepladsen på den engelske singlehitliste i julen 2003 skyldes langt hen ad vejen en guddommelig stor portion held. Da Gary Jules og barndomsvennen Michael Andrews i 2001 begyndte indspilningerne af Jules andet album, Trading Snakeoil for Wolftickets, var der bestemt ikke meget, der vidnede om, at han i dag skulle stå som en af USA’s mest talentfulde unge sangskrivere.
Det store spørgsmål må imidlertid være, om Gary Jules har formået at lave en plade, som ikke står i skyggen af den enorme succes, han har fået med genindspilningen af det 20 år gamle Tears For Fears-nummer “Mad World”. Sangen fik sin første store eksponering, da den samme år som udgivelsen af Trading Snakeoil for Wolftickets også blev brugt på det soundtrack, Michael Andrews komponerede til Richard Kellys fremragende debutfilm, Donnie Darko. Siden indtog “Mad World” som bekendt førstepladsen på den engelske singlehitliste i julen 2003 og kan vel nu med rette kaldes for et kæmpe-hit.
Men lad det dermed også være sagt at Gary Jules har et sangskrivertalent, der på ingen måde begrænser sig til besindige fortolkninger af gammel 80’er-pop eller står i skyggen af selvsamme for den sags skyld. For hvor smuk hans fortolkning af Tears For Fears-klassikeren end må være, så fortjener Trading Snakeoil for Wolftickets mere ros for de resterende 11 sange, hvor Gary Jules formår at brede sig over flere forskellige af folk-musikkens undergenrer uden på noget tidspunkt at miste visionen. Gary Jules’ sange, hvadenten de tager afsæt i 60’ernes westcoast-pop, 70’ernes New York-folk eller en mere moderne singer/songwriter-tradition, har alle det tilfælles, at det er Gary Jules selv, der er midtpunktet i sangene.
Hans behagelige vokal, der ikke er ulig Paul Simons eller Michael Stipes, forener på fornem vis de forskellige retninger, som han har valgt at udforske. Han er en selvsikker sanger, som ikke tager munden for fuld eller udgiver sig for at være noget, han ikke er. Selv ikke når han på “Patchwork G” går i kamp med en noget nær regulær Texas-country, er troværdigheden på noget tidspunkt i fare.
Således klarer Gary Jules sig også igennem både de Jackson Browne-inspirerede “DTLA” og “Barstool” uden at miste fokus eller retning. Det er disse små rejser rundt i folk-genren, der giver Trading Snakeoil for Wolftickets sit afvekslende udtryk, og selv om denne plade først og fremmest henvender sig til den ældre del af publikum med dens røgfyldte AOR-folk, så er her absolut også meget at hente hos det yngre, mere melodi-orienterede publikum.
Gary Jules har præsteret en plade, der musikalsk så vel som poetisk ikke er revolutionerende, men ikke desto mindre beviser at den unge amerikaner er langt mere end et one hit wonder.
Ironisk nok kan man med et glimt i øjet kritisere Gary Jules for overhovedet at tage “Mad World” med til at starte med, da dens lavmælte piano og mørke weltschmerz-stemning står i skarp kontrast til resten af albummets optimisme og fyldige akustik.
Trading Snakeoil for Wolftickets vil sagtens kunne stå distancen uden Mad World eller et nyt af slagsen for den sags skyld, for Gary Jules formår med bravour at tage tråden fra en 30 år gammel lyd op og gøre den både relevant og aktuel og ikke mindst dybt personlig.
