Plader

Languis: The Four Walls

Skrevet af Mikkel Arre

Noget så uventet som et indietronica-band fra Argentina leverer noget så forudsigeligt som et kun delvist vellykket forsøg på at blande shoegazer-pop og elektronik.

Siden årtusindskiftet har bands som My Bloody Valentine, Lush og især Slowdive haft en stor stjerne hos mange elektroniske musikere. Primært hos en del tyske selskaber, f.eks. Morr Music, har kunstnere stået i kø for at adoptere slut-80’erne og start-90’ernes shoegazer- og dreampop-æstetik. Shoegazer-inspirationen har været en af de vigtige faktorer i udviklingen af den såkaldte indietronica, og den har – mere eller mindre direkte – ført til glimrende albums fra navne som Manual og Ulrich Schnauss.

Imidlertid er det, som om man er ved at have hørt det meste mindst én gang før. Derfor er det også mere end svært at falde på halen over argentinske Languis’ femte album, The Four Walls. Marcus Chloca og Alejandro Cohen har i løbet af deres karriere bevæget sig fra postrocken i retning af et mere sang-baseret udtryk med vokaler og popfornemmelse. De to argentinere er yderst ferme til at skabe en stemning af døsige midsommer-aftner, men er langt fra at være banebrydende.

The Four Walls lægger ellers godt fra land med det intense sommerpopnummer “Asleep”. Noget, der lyder som distortede Fender Rhodes, reflekteres frem og tilbage i lydbilledet og følges snart af hurtige, detaljerige lofi-trommer. Et væld af synthflader med Cocteau Twins-aroma glider ind ovenpå, og melodien i verset er blandt albummets bedste. Efter et langt, dvælende mellemspil sætter Languis hylende guitardistortion i spil et stykke nede i mixet. Støjen går i forbindelse med den allestedsnærværende sommer-fornemmelse og skaber en kontrast, der gør nummeret uforudsigeligt og spændende også ved sjette og syvende gennemlytning.

Allerede i næste nummer, “Never Now”, begynder shoegazer-inspirationerne desværre at pege den forkerte vej. I stedet for at forsøge at skabe noget nyt og spændende med afsæt i fortiden stiller Chloca og Cohen sig tilfredse med at lave et Slowdive-nummer, der må siges at være rart og sommerlunt, men hverken bliver til andet eller mere end en pastiche.

“A Simple Thought” og “The Turning Point” viser klart, hvornår Languis har noget at byde på, og hvornår bandet blot genskaber tidligere tiders succeser. Godt nok minder “A Simple Thought” i sin dynamik om flere numre på The Notwists Neon Golden, og godt nok vækker de æteriske guitar-flader mindelser om Lush, men nummeret får en egen værdi ved både at have en god melodi og at inkludere et kort, stemningsfyldt horn-arrangement. Via noget så enkelt som en anderledes instrumentering opnår Languis sit helt eget udtryk i stedet for at mime andres.

Fornemmelsen af at have hørt et nummer i en bedre udgave andetsteds får man til gengæld i “The Turning Point”. Sangen byder på gode, energiske tromme-synkoperinger, som sparker liv i nummeret – men melodien er så fåtonig og flad, at det er svært ikke at stirre sig blind på den lidet opfindsomme udsmykning med væg-til-væg-tæpper af svævende synths og gardiner af guitarfløjl. Dette er Languis’ generelle problem: Melodierne er ikke rørende nok, ikke varierede nok, ikke fængende nok – i hvert fald ikke til at gøre deres shoegazer-simili til andet end lettere kraftløse epigonerier.

Og dog. Glem – for en stund – al ovenstående kritik af imitationer og af de urokkelige rødder i fortidens storhed. For i “Locked in Circles” leverer Chloca og Cohen et af dette årtusinds bedre bud på et samarbejde mellem My Bloody Valentine og Slowdive. Susende feedback-lyde indleder nummeret, og straks afløses de af hurtige, sitrende synthtoner. Stemningen intensiveres, den grynede baggrundsstøj tager til. Mens Languis’ guitarer spiller blide, bløde melodier, gemmer det underliggende lag af støj pludselig på et tromme-fill, der kører igen og igen og igen. Det bliver aldrig monotont, men ligger bare og ulmer i baggrunden. Lige i det øjeblik, hvor tromme-fillet går i gang, går det op for lytteren, at der nok er en simpel årsag til, at The Four Walls-coveret er holdt i de samme farver som My Bloody Valentines Loveless. Trommelyden minder omgående om produktionen på 1991-klassikeren, og de mudrede, dovne vokaler virker til at være hentet samme sted. Selv den mere end to minutter lange droneagtige afslutning lugter af Loveless. Ja, nummeret er tæt på at være en kopi – men den kopi er så pokkers vellydende, at det er uhyre vanskeligt at stå imod.

“Locked in Circles” beviser, at det ikke altid er tvingende nødvendigt, at alle numre på en plade har noget særskilt egenartet at byde på – My Bloody Valentine-efterligningen er klart et højdepunkt på The Four Walls – men nummeret tydeliggør også de problemer, Languis har haft med at skabe interessant musik på helt egen hånd. Som helhed minder The Four Walls primært lytteren om, at Loveless og Slowdives Souvlaki er så gode, at de sagtens kan tåle at blive spillet et par gange ekstra.

★★★☆☆☆

Leave a Reply