Forestil dig en mellemvarm sommerdag, hvor der blæser en mild brise, og vejret hverken er godt nok til at tage på stranden eller dårligt nok til at se fjernsyn. Forestil dig så, at drukturen aftenen før resulterede i nærved og næsten, afdæmpet optimisme for fremtiden og milde, næsten behagelige tømmermænd. Verden ser på det tidspunkt hverken perfekt eller skidt ud, men for at få det helt optimale ud af en sådan situation skal du gøre følgende:
1. Åbn vinduet – ikke på klem, men på fuldt gab.
2. Sæt Castle Oldchairs CD, Sad Pants, på anlægget.
3. Skru op, men ikke rigtig højt op.
4. Læg dig i nærheden af højtalerne og i nærheden af det åbne vindue – helst på et ryatæppe, men en sofa kan også gå an.
5. Lad være med at blive skræmt af, at det første nummer bliver sunget baglæns.
Castle Oldchair er navnet på en moderne troubadour fra Indiana i USA, og han skulle efter sigende være en meget tynd mand. Og ved første gennemlytning af den halve time korte CD virker musikken da også en smule tynd – behagelig nok, men så heller ikke mere. Efter det første nummer, der er blevet indsunget baglæns og derefter indspillet forlæns, bevæger de otte resterende numre sig nemlig i velkendt singer/songwriter- og bedroom-pop-territorium. Intet nyt under solen – og den milde brise fra det åbne vindue kan nemt føre den flygtige og skrøbelige musik med sig. Og dog. For nu har god musik jo alle dage handlet mere om, hvad instrumenter udtrykker, end hvordan de lyder. Og efter nogle gennemlytninger er Castle Oldchairs udtryk ikke lige sådan at blæse væk.
Hvad der lige gør, at denne plade er langt bedre end så mange andre i samme genre, er heldigvis svært at sætte ord på. Måske er det det faktum, at hver eneste sang er en lille melodisk perle, eller at Castle Oldchairs vokal har den perfekte balance mellem elegance, melankoli og optimisme. Eller måske har det noget at gøre med, at instrumenteringen, der veksler mellem sparsom og relativ sparsom, er helt perfekt valgt, så den fremhæver højdepunkterne i de forskellige sange. I sidste ende handler det dog nok bare om, at denne plade er så satans behagelig at lytte til.
Selv om det næsten er uretfærdigt at fremhæve enkelte sange, er Speaking of Diamonds og Joanne Creasy øjeblikkelige favoritter hos denne anmelder. Førstnævnte favner essensen af hele pladen, da den, ligesom en ulykkelig forelskelse, er livsbekræftende og sørgelig på én gang. Sidstnævnte er så intens i sin enkelthed, at den leder tankerne kraftigt hen på Jose Gonzales og hans fremragende plade Veneer.
Med en nærmest country-gospel-lyd på Mourning Has Come lukker og slukker Castle Oldchair i samme stil, som han begyndte – med en sang der ikke er repræsentativ for albummet, men alligevel kapsler det flot ind.
Sad Pants er et dejligt lille album, der bliver dejligere og dejligere, jo mere man lytter til det. Der er ikke tale om et decideret mesterværk, men en søndag formiddag i juni måned med ryggen på ryatæppet og vinduet på fuldt gab er pladen prikken over i’et, telefonnummeret i din lomme og ikke mindst regnbuen i dit sind.
