Svenske Namur blev for nyligt til Manifest Awards nomineret i kategorien bedste postrock/electronica-udgivelse. Og der er noget interessant over Namurs blanding af kendte rockelementer og programmeringer. Men der mangler noget – eller også er der for meget af et eller andet.
Conquer Me er Namurs andet album, og der er sket en del, siden det første album udkom i 2001. Dengang bestod bandet af David Åhlén, hans bror Tobias og tre af deres venner. De havde spillet sammen siden 1998 og fik i 2001 både pladekontrakt med det lille uafhængige stockholmske pladeselskab Crying Bob Records og udgav debutalbummet Cherub Dust. På Conquer Me er David Åhlén solo om musikken, og det kan høres. Conquer Me er en rockplade på samme måde som Radioheads Kid A – altså en rockplade med masser af elektroniske indflydelser og indfald; nogle bedre end andre. For Radiohead lykkedes det, fordi Radiohead var et band, hvor tingene kunne diskuteres. For Namurs vedkommende kan man høre, at David Åhlén er konge, måske endda diktator, i sit eget musikalske kongerige med alt, hvad det indebærer af enevælde og 100 procent kontrol over alt.
Titelnummeret på Conquer Me åbner albummet med en tør og stram rytme drevet frem af bassen og trommerne. Davids stemme kommer langsomt ind i lydbilledet, og susende/stønnende begynder han at synge. Davids vokal er produceret ind i øret, hvilket giver en flot intensitet som modspiller til det lidt kønsløse musikalske lydbillede. Omkvædet bliver pludseligt meget Bowie’sk, og det ligner, undskyld lyder som, et plagiat. Men det er dog ikke ulytteligt. Senere, i “Complete”, sender David Åhlén sin uforbeholdne hilsen til Bowie med ordene »Ashes to ashes, dust to dust,« som han messer ind over nummeret.
Der er andre steder på Conquer Me, hvor David lyder som sin navnebror Bowie. Men rent musikalsk minder numrene mere om Radioheads eksperimenter med at elektronificere rockmusikken. “Rise” er en monoton, uptempo sag med tremolo-guitar. Det knasende beat driver nummeret godt fremad, men melodien er for svag (det lyder faktisk som et dårligt remix af et bedre nummer), og det er ikke det eneste sted, hvor lydbilledet stjæler opmærksomheden. Generelt er Conquer Me lækker at lytte til (i hovedtelefoner lægger man mærke til alle detaljerne, og det er interessant) og en smule tom. Det er let at forestille sig, at David Åhlén har siddet alene ved sin computer og lagt lag på lag på lag på…
Der er simpelthen for meget fokus på lydbilledet og finesserne, men det giver ikke pote, hvis det basale fundament ikke holder.
Når det så er sagt, har Conquer Me bestemt også gode momenter. Albummets eneste egentlige ballade Scars har en slæbende melodi (uden trommer), og David Åhléns vokal er ikke produceret helt så langt ind i øret som andre steder. Men rummet omkring ham giver alligevel en intimitet og skaber en flot stemning. Man fornemmer det lokale, han har sunget i. Der bruges desuden nynnen som underlægning, ja nærmest som strygere, hvilket funger ganske flot. Den dramatiske opbygning med mørke, skridtlignende lyde til sidst kunne dog godt have været undværet. Det første minut af “Chaos” er også foruroligende og storladen rock på den rigtige måde; den foregående, forløsende (og et oplagt slutnummer) “In the Well” fungerer godt med sine dur-akkorder. Og albummets sidste nummer med lyden af filmfremvisere og masser af ambience og lo-fi, hvor David Åhlén synger ind over, har også noget af den rigtige ånd.
Når man lytter til Conquer Me, savner man nærvær. Det er, som om det drukner i David Åhléns trang til at lægge flere lag på sin musik – et udslag af hans mulighed for at herske over sine egne kompositioner. Han burde indføre mere demokrati. Og så er der jo som udgangspunkt altså ikke noget i vejen med et flot og velproduceret lydbillede. For Namur og David Åhlén bør koncentrationen bare dreje sig om noget andet i første omgang, nemlig sangskrivningen, som han faktisk flere steder viser, at han behersker.
