Mens verden venter i spænding på, at Wilco udsender deres fjerde album, Yankee Hotel Foxtrot, på Nonesuch, efter at gruppen blev droppet af WEA, har der været mulighed for at genopleve lidt af den musikalske stil fra Jeff Tweedys yngre dage i det nu opløste, men stadig legendariske Uncle Tupelo. Uncle Tupelo var før opløsningen i midt-halvfemserne den alternative countrys svar på The Beatles og gav således den alternative country dens alias, No Depression, efter Uncle Tupelo pladen af samme navn. Men Jeff Tweedy og Uncle Tupelo-kollegaen, Jay Farrar, valgte at gå hver sin vej – Jeff Tweedy dannede Wilco, og Jay Farrar dannede Son Volt. Sidstnævnte har dog ikke givet lyd fra sig siden gruppen udsendte deres tredje album, Wide Swing Tremolo, i 1998. Men nu har Jay Farrar endelig brudt den alt for tunge tavshed med sit første soloudspil, Sebastopol, produceret af John Agnello og Jay Farrar selv.
Jay Farrars soloudspil fortsætter stort set, hvor Wide Swing Tremolo slap. Musikken planter solidt rødderne i den mere klassiske og rockede alternative country, hvorimod Wilco har bevæget sig længere og længere ind i mere avantgardistisk postrock-alt.country. Det kan derfor umiddelbart være svært at høre den store forskel mellem Son Volt pladerne og Sebastopol, medmindre man på forhånd har sat sig godt ind i Son Volts musikalske univers. For der er en forskel. Jay Farrar har skruet godt op for tråden på Sebastopol, og pladen træder ofte ind i fodsporene fra Crazy Horse og John Mellemcamp, hvor der hos Son Volt var hentet langt flere elementer fra den regulære country. Men på trods af den rockede facade er det stadig Nashville-spøgelset, der vandrer hvileløst frem og tilbage i de lange korridorer på Sebastopol. Jay Farrars tunge, amerikanske accent hænger stadig over alle sangene, og han lyder nøjagtig lige så bagstiv, som han gjorde for fem år siden, men den små-deprimerede stemning, som er essentiel for enhver country-inspireret kunstner, træder desværre lidt i baggrunden, når pladen overdynges med halvtunge riffs på bedste Neil Young-manér. Og det er en skam, for Jay Farrar besidder virkelig en klassisk, unik evne til både at skrive og synge country-western-inspireret americana. Denne evne kommer bare ikke til fuldt udtryk på dette album, hvor Jay Farrar burde have fokuseret mere på en knap så skramlet lyd.
Sebastopol er stadig et kvalificeret udspil, og når den kommer fra et af den alternative countrys største musikalske kraftcentre, er det en plade, som enhver Uncle Tupelo/Son Volt-fan bør have i sin samling. Desværre må man nok indse, at denne afgren af alt.country havde sin guldalder i starten af halvfemserne, og ikke i det nye årtusinde. Og derfor vil det være Jeff Tweedy, der forlader Uncle Tupelo som “vinderen”, selvom Son Volt var et langt, langt bedre band.
