Det er ikke svært at forestille sig den kyniske og nedslåede stemning i løvehulen, hvor David Bazan skriver sin musik. I løbet af et bagkatalog med tre fuldlængder og en håndfuld ep’er under navnet Pedro the Lion har man kunnet gennemleve en grum og ubarmhjertig verden med synsvinklen rettet mod alle skyggesiderne samt menneskets fordærvede væremåde. Man bliver nødt til at blinke et par gange for at vide sig helt sikker på, at det, man ser, ikke er en forvrængning; andre gange må man dreje hovedet og kigge væk. Ambitionerne på Achilles Heel er ikke anderledes. Hjerter knuses, frustrationer gennemtærskes, skuffelser opstår, og utilfredshed svirrer generelt vidt omkring.
Der er altså ikke meget nyt under solen i de tematiske mineskakter. Ganske få linjer på den forrige fuldlængde opsummerer egentlig fint David Bazans tilgang til elendigheden: »Most everything turns to shit / Rejoice / Rejoice / Rejoice.« Sådan – hverken mere eller mindre! Verdenssynet er samtidig kynisk og lutter trist, men uden løftede pegefingre (Bazan har aldrig lagt skjul på, at han er kristen – men vel at mærke én, som ikke prædiker). Gennem den ene menneskeskæbne efter den anden får man udefra lov at betragte den grimme verden.
Ud over at være en dygtig tekstforfatter har Bazan også hidtil kunnet skrue gode melodier sammen og lave fasttømrede, solide plader. Hans bagkatalog er præget af en stabil højtliggende kvalitetskurve med en lækker blanding af akustiske, nedtonede sange med en bismag af folk samt deciderede rocknumre – begge arter med Bazans ulmende, ømfindtlige vokal, som en Kasper Eistrup ville lyde med et fordrukkent twist.
Achilles Heels højdepunkt er “Discretion”, der bider sig igennem med en bittersød melodi og Bazans drævende vokal. “Discretion” er den type sang, som ville kunne passe ind på hvilken som helst Pedro the Lion-plade – og dét er mest af alt en kritik.
For er der noget, som skinner kraftigt igennem på Achilles Heel, så er det total mangel på variation. David Bazan lyder, som han altid har gjort – og fred være med det – men når man er nået blot fire sange ind i pladen, og resten af materialet synes at flyde sammen og lyde ens, så er det temmelig problematisk.
“The Fleecing” bærer lige så meget rundt på kønne melodier og harmonier som på den tunge byrde at være skabelonen, som mange andre sange skal trækkes igennem. Bazans to typer sange – de afdæmpede, langsomme sange og de hurtigere, rockende af slagsen – spilles atter påny med anderledes indpakning. Denne veksling er der som sådan intet galt med, hvis ikke det var fordi, at akkordprogressionerne og melodierne fedter rundt i de samme vejbaner gang efter gang. Vi trækkes igennem 40 minutters materiale, der sagtens kunne være spundet op til 12.
Hvis man har lagt øre til Pedro the Lions bagkatalog, blegner Achilles Heel betydeligt i konteksten. David Bazan kan være en fremragende og oprigtig sangskriver, der forener tekst og melodi uden at lade nogle af delene hænge løst. Men efter fire plader er det bare ved at være på tide, at der sker noget mere og noget nyt i Bazans sangunivers. Teksterne er med et par enkelte undtagelser sædvanligvis stærke, men selve sangskrivningen snubler i hælene på sig selv (jeg skal nok undlade at gøre unødig brug af titlens uheldige betydning i denne kontekst), når det føles som at høre de samme par sange om og om igen.
Når man kender til Pedro the Lions formåen, vil man vurdere Achilles Heel som en middelmådig plade, men har man aldrig hørt bandet før, ville man formentlig vurdere den højere. Hiv i stedet fat i Winners Never Quit – og arbejd dig frem derfra. Denne plade kan sagtens springes over.
