Sugarcult begyndte i 1998 i Santa Barbara, en mindre by i nærheden af Los Angeles, California. De fire drenge mødtes i college, og kort tid efter spillede de koncerter forskellige steder i lokalområdet og opnåede stor succes.
I 2001 udsendte de albummet Start Static, og umiddelbart efter tog de på turné rundt omkring i det meste af USA. Tre års erfaring har ifølge Sugarcult selv givet den nye plade, Palm Trees and Power Lines, en mere intens lyd og mørkere tekster sammenlignet med foregående album. Samtlige sange på det nye album er skrevet på blot en måned og er inspireret af Sugarcults oplevelser gennem de sidste to år.
Sugarcult har nydt stor succes især i USA, og Palm Trees and Power Lines har allerede nu fået stor opmærksomhed fra musikmagasiner og musikprogrammer rundt omkring i USA. Netop derfor havde jeg svært ved at undertrykke skuffelsen efter at have lyttet pladen igennem første gang.
Med undtagelse af et par enkelte numre minder denne plade i foruroligende høj grad om alle de andre amerikanske mainstream poppunk-bands, der er fremme for tiden: Blink 182, Good Charlotte, Yellowcard, osv. Stilen er lagt, og Sugarcult er tilsyneladende hoppet med på vognen.
Ensformighed præger i høj grad Palm Trees and Power Lines. Sangene på den første halvdel af pladen virker, som om de er opbygget over samme ramme; de minder rent strukturmæssigt meget om hinanden. Den sidste halvdel af pladen er heldigvis mere varieret og indeholder både mere rock-prægede sange som Over og What You Say og stille melankolske sange som Counting Stars og Sign off.
Sangene har stort set alle udmærkede melodier, og rent kvalitetsmæssigt er pladen da acceptabel, men det er alt sammen hørt før… alt for mange gange før.
Nok er pladen rent lydmæssigt okay, men teksterne er noget mangelfulde. Sugarcult udtaler selv, at pladen er inspireret af deres liv ‘on the road,’ og det fremgår da ogsa tydeligt af teksterne, f.eks. i Worst December der handler om at savne sin kæreste, når man er på turne, og Destination Anywhere der handler om at miste sin identitet, når man rejser rundt. Teksterne er ligefremme og uden dybde, godt opsummeret i sangen Worst December: “œAll I wanna do is lie in bed with you / All I really ever need is you.”
Til Sugarcults fordel må siges, at de på denne plade har enkelte sange, der rent lydmæssigt skiller sig ud fra de mange andre beslægtede bands, og at de har lidt af den originalitet og sjæl, som de andre mangler. I særdeleshed sangene Memory, She’s the Blade og Over fangede mig.
Nogle gode elementer kan findes på denne plade, men i det store hele er den kedelige amerikanske standardrock-lyd og de kliché-agtige tekster for lidt, til at jeg kan give Palm Trees and Power Lines mere end 2 U’er.
