Martin Ilja Ryums debutplade som solokunstner er meget pæn. For pæn.
Det var ikke lige dét, jeg havde forestillet mig, da jeg hørte, at han og Signe Høirup Wille-Jørgensen fra det danske støjrock-ensemble Speaker Bite Me begge ville udgive soloplader i 2004. Martin under eget navn og Signe under aliaset Jomi Massage. Hvor Jomi Massage nåede at udgive to ep’er i form af Visible Songs og More Visible Songs, er Uden garanti Martin Ryums allerførste skridt ud i den store verden som solokunstner.
Jomi Massages debutplade fungerede som en forlængelse af hendes ep’er og var en lettere larmende og rå affære, der bestemt ikke pegede i en mere poppet retning end Speaker Bite Mes finurlige lydunivers. Martin Ryums plade er derimod endt som en slick singer/songwriter-plade, der sikkert også ankom til Auditorium kantet og måske endda larmende, men efter en tur i Nørlund-maskineriet er den kommet ud i den anden ende afdæmpet og pæn og faktisk ikke særligt spændende.
Det er naturligvis ærgerligt. Man sidder efter mange af pladens numre tilbage med en underlig fornemmelse – det er som om, at sangenes kroppe er fine, men den måde, de er klædt på, er bare alt andet end fascinerende og tillokkende. Havde der været tale om sangskitser, havde mine forventninger til rigtige album sikkert været tårnhøje, men det er det ikke, og det ender med, at det hele falder lidt til jorden.
Ambitionerne fejler ellers intet. Ryums tekster kredser om hverdagens små finurligheder i et poetisk virvar af skøre indfald, og den primært klaverbaserede musik forsøges krydret med lidt saxofon og lidt elektroniske undertoner her og lidt akustisk guitar og lidt vokalharmonier der.
Det er bare som om, man har hørt det før. Tag f.eks. pladens klaverbårne første nummer, Indbrud. Teksten om et menneske, der en nat begår indbrud hos sig selv, ser på sig selv sove og begynder at hviske sandheder om forældrene i øret på den sovende, er spændende og udfordrende, og Martin Ryum viser, at han er en dygtig tekstforfatter. Det er bare ærgerligt, at den tilhørende musik er så pokkers forudsigelig. Det er lige præcis, hvad man kunne forvente af en Auditorium-plade, og havde det været Nørlunds karakteristiske stemme selv, der havde sunget “Jeg lagde mig med nøgen hud mod mig selv / Så solens første stråler i mit hjem / I dobbelt syn var jeg spaltet i en drøm / I morgensol vågnede jeg endnu en gang,” havde sangen sagtens kunnet passe ind som en af de lidt pænere skæringer på det seneste Rhonda Harris-album. Hvilket jo i sig selv ikke er dårligt, bare heller ikke synderligt ophidsende.
Sådan er det egentlig med de fleste af sangene – teksterne minder til tider lige lovligt meget om netop Nørlunds, men de er samtidig på et så højt niveau, at man ikke kan klage over noget dér. Men musikken tager ligesom nerven ud af næsten alle numrene. Jo, det er da meget rart, men det er samtidig så rart og lækkert, at det ryger ind i det ene øre og ud af det andet straks efter. Det er faktisk lidt synd for sangene, der måske med en lidt mere rå lyd havde vist helt andre sider af sig selv. Det havde i hvert fald været mere spændende at lytte til, for selv om Martin Ryum besidder en bestemt charme og et lidt overraskende talent for at skrive danske tekster, er Uden garanti ikke en plade, man husker, længe efter den har roteret i afspilleren.
