Der var overraskende mange i den modnere ende af aldersspektret til Alice Glass’ koncert på Eos. Herrer med gråstribede sideskillinger iklædt enten skjorter, slidte kasketter eller cowboyjakker. Kvinder med mellemlangt hår ligeså. Måske er det fordi, Alice Glass virkelig er for folket ligesom Bruce Springsteen og Neil Young, eller også er det fordi, de har kendt hende fra hendes tid i den halvlegendariske synthpop-duo Crystal Castles, der havde sin storhedstid for omkring halvandet årti siden.
Jeg vil ikke gå for meget ind i den tid, da Alice Glass har brudt med projektet af en grund. Hun blev ifølge sig selv udnyttet. Èn ting er dog vigtig at nævne: Da sangerinden gik sin egen vej, var der nogle, der meget ivrigt betvivlede hendes rolle i overhovedet at have gjort projektet til så skarp og visionær en størrelse, som det var. Den tvivl må efter hendes Apollo-koncert være manet godt i jorden.
Synthpop-sangerinden havde spektakulær energi fredag aften på Apollo, da hun spillede numre fra sit soloprojekt. Som sangene ”Foregiveness”, ”Love is Violence” og ”The Hunted” var i gang, pumpede en tung bund ud over Apollo. På trods af at den var omsluttende, var den aldrig ubehageligt overvældende, for det eneste, man skulle gøre, var at kigge op på Glass. Lige meget, hvor stor bunden og bassen blev, kunne man være sikker på, at hendes høje stemme ville skære igennem, mens hun sprang rundt i lige dele hinkebevægelser og akrobatiske manøvrer.
Sådan en ekspressiv scenetilstedeværelse kan for nogle kunstnere godt virke forceret, fordi de har en idé om, at de skal piske en stemning op. Men dét, der gjorde Glass’ gebærden så dragende var, at den sad indgroet i hende. Hun lod til at være så afklaret med, hvad hun ville, og hvem hun ville være for en figur, mens hun sprang rundt på Apollo. Man så ingen skillelinje mellem Glass som performer den underliggende Margaret Osbourne som person.
Så det gav ikke mening, da store dele af Apollo ikke lod til at føle den. I det ellers aldersmæssige bredtfavnende publikum var der i numre som ”Blood Oath” og ”Without Love” kun en pletvis stemning af engagement. Ikke den direkte, omsluttede fængsling, man kunne forvente af en performance som Glass’. Måske var det fordi, det stadig var lyst. Måske var det fordi, folk allerede havde næste festivalkoncert planlagt i baghovedet. Måske var det fordi, meget af Glass’ solomusik er langt mere indestængt ekspressiv og industrielt-nærliggende end Crystal Castles’ oftere vuggende lyde.
Det sidste kan der især være noget om, for da hun spillede numre ”Alice Practice” samt ”Love and Caring” fra sit tidligere projekt, livede Apollo momentært op i enstemmigt engagement. Et ellers subtilt lysshow blev skruede helt op, og vi blev oplyst af i skiftevist rødt og blåt. Det var særligt at se Osbourne forsøge at tage ejerskab over musik fra den belastede tid. Hendes sombre vokal i ”Alice Practice” fik en helt ny vægt. Jeg synes, jeg så nummeret fra en ny side.
Med hvad med al den anden karakter og energi fra hendes eget projekt? Nogle gange virkede Alice Glass’ Apollo-koncert som hendes tid i Crystal Castles: uretfærdig – fordi meget af hendes nerve og kunstneriske særegenhed for mange syntes at falde for døve ører. Men lige som hun lader til at have stået ved sig selv gennem hele den turmultiøse brudprocess, lige så meget stod hun ved sig selv fredag aften på Roskilde Festival. Hun var et utømmeligt batteri, der ofte bar hele Apollo på sine egne skuldre.
