Joycehotel. Jeg kendte bandet på forhånd fra klistermærker på lygtepæle ude i byen. Nu sidder jeg så med deres debut-cd i hånden. Coveret fortsætter i samme stil som på klistermærkerne. Det er holdt i sort og hvidt og forestiller et snelandskab med en sø. På booklet’en sker der ingenting, men når jeg løfter cd’en, afsløres det nedenunder, at der kravler en tændstikmand op af søen. Måske skulle det være en historie, som fik mig til at tænke over, hvad der var sket med manden – eller hvad der ville ske. Men sådan har jeg det ikke. Jeg er ret ligeglad. Og sådan har jeg det egentlig også med Joycehotels album.
Albummet er udgivet på det lille københavnske selskab Cope Records, som også udgiver Maya Albana og hiphopperne i Rent Mel. Joycehotel har ikke så meget til fælles med netop de to kunstnere, men de har til produktionen af albummet fået hjælp af Claus Bergmann fra Kitty Wu. Joycehotel varmede sidste år op for netop Kitty Wu på deres tour, og bandet lyder da til tider også, som om de gerne ville være lillebror til Kitty Wu.
Kendetegnende for Joycehotels numre er, at de sjældent er i fire-fjerdedele. Derfor virker rytmegruppen meget dominerende. Og så ynder forsanger Kristian Funder ofte at have opbakning til sin vokal i form af en lys andenstemme. Men det er mest rytmerne og indimellem de skærende staccato-guitarer, som man lægger mærke til. Der arbejdes rent rytmisk lidt på samme måde hos Speaker Bite Me, men det er, som om deres skæve melodier passer bedre til de insisterende trommer. Joycehotel benytter desuden en synthflade hist og her – og så igen. Joycehotels debut er så sandelig en rockplade med tempo – og så heller ikke så meget andet. Numrene bliver meget ens.
Numrene har en tendens til at blive storladne på en lidt for teater- eller musicalagtig måde. Jeg tror ofte, det skyldes forsangerens tendens til at have en kombineret falset- og ret anstrengt stemme. Når han går ned i de dybe toner som i “Ships”, kommer jeg til at tænke på Baal, og det er ikke en god association for mig. Ellers lyder han som en blanding mellem Thom Yorke og Fran Healey. Det går fint, så længe der blot er tale om inspiration snarere end plagiat. Og den grænse overtræder Kristian Funder næsten ikke.
Med deres minimalistiske cover har Joycehotel ikke fået plads til teksterne. Og måske gør det ikke så meget. Hvad jeg har kunnet høre, er teksterne ikke ligefrem poesi. Det skal det partout heller ikke være, men når bandets pressemeddelelse hævder, at “musik, tekster og visuelt udtryk er på én gang både utrolig enkelt og meget sammensat,” kan man godt stille visse krav.
Værst er teksterne i “European Amphetamine”, hvor Funder synger: »I had a bruise, it’s over now / I drew your name, in blue.« Senere mod slutningen af nummeret synger han: “I had a bruise, it’s over now.«
Et par steder på albummet lytter jeg alligevel efter til trods for rytmegruppens dominans og forsangerens anstrengethed. Det gælder de to ballader “Out Only” og “Rid (Multitasking)”. De er smukt skrevet og rammer en form for intimitet, som jeg ikke troede, Joycehotel besad (efter de andre numre på albummet at dømme). For “Out Only” gælder det dog, at nummeret efter knap et minut bliver belagt med trommer, hvilket er synd.
Hvis man kan leve med (eller ligefrem lide) rytmegruppens dominans og prøver at ignorere, at Joycehotel på deres album næsten kun kan lyde på én måde; hvis man ikke synes, det musikalske udtryk bliver ensformigt, og hvis man kan lide Kitty Wu; ja, så har Joycehotel lavet et fremragende album. Desværre falder jeg ikke ind under nogle af kategorierne.
