Udråbt som britisk rocks nye store håb! The Open har med deres debutplade The Silent Hours lagt den britiske anmelderskare ned, og hypen vil ingen ende tage. En sådan begrejstring skaber altid en vis skepsis hos undertegnede, men samtidig også en vis nysgerrighed. Desværre er man ofte blevet skuffet de senere år. Navne som Embrace, Clinic og Doves har gjort deres, men er aldrig for alvor kommet over den engelske kanal.
Denne gang blev min skepsis imidlertid gjort til skamme. Efter flere magre år – det tog britterne lidt at komme sig efter britpop-bølgen (Oasis, Blur, Pulp m.fl.) – har et nyt navn som Franz Ferdinand for alvor sat skub i tingene. The Open har potentiale til at gøre ovennævnte band kunststykket efter og sætte sit lille fingeraftryk i den britiske rockhistorie – de har i hvert fald formatet.
Umiddelbart lyder The Open faktisk ikke som noget revolutionerende nyt. Man kan kalde det fem mand store band et mix af The Verve, U2 og The Cure. Pladen er spækket med en rå guitarpræget lyd, der indeholder utallige lag og finesser. Det varierer fra rock med højt til loftet til stille og rolige mellemspil kun akkompagneret af stortromme og piano. Musikken er meget afvekslende. Tag f.eks. åbningsnummeret Close My Eyes, der starter med stille piano, hvorfra det går over i et iørefaldende rocknummer. Først høres en hidsig rocksang, der brydes ned med rolige mellemspil, som langsomt “skrues op” og ender i en mindre eksplosion af guitar og trommer. På sin vis banalt og hørt mange gange før, men det fungerer! Lyden er klar og kompetent produceret af Simon Raymonde (ex-Couteau Twins).
De mange mellemspil og guitarrifs spiller fint op til frontmand og sangskriver Steven Bayleys vokal. Han synger med stor lidenskab – f.eks. i Lost hvor han inderligt veksler mellem højt og lavt stemmeleje, der smukt er strikket ind i guitarsoloer og visse steder kun tromme og piano. Det minder ind imellem om The Edges guitarflader, der for alvor gav Bono kamp til stregen på U2s mesterværk Achtung Baby. Det er imidlertid ikke kun guitar, der gør dette album interessant.
Tekstmæssigt har The Open også fundet det storladne frem. Frontmand Bayley har udtalt, at han gennemgik terapi mod panikanfald. The Silent Hours fremstår som en næsten selvbiografisk dagbog af det forløb (lidt á la Richard Ashcrofts narkoparanoia på The Verves A Northern Soul). I albummets første skæring Close My Eyes synger han: “There is something wrong inside my head / Got to find a way, got to let go of everything you said.” Endvidere i Bring Me Down: “œSomeone cut the rope and get me down.”
Det er stærke sager, men bliver aldrig patetisk eller sovset ind i klynk og selvmedlidenhed.
The Open leverer energisk indierock – ingen tvivl om det. Men der er plads til at lytte efter og tænke sig om. Man suges ind i sangene, teksternes melankoli giver stof til eftertanke, og man gribes af stemningen, der ikke egner sig til en lørdag aften med rødvin og romantik, men snarere til hjemmerullede smøger, whiskey og lav belysning.
Derfor kan man måske godt savne lidt afveksling i numrene. De er glimrende, men man taber næsten pusten undervejs. Det er ikke tjubang-rock. Men der er næsten for meget energi visse steder i melankolien. Det fungerer i mange numre, men skal man kapere hele pladen, kræver det en The Drugs Don’t Work fra The Verves Urban Hymns til at skylle efter med. Man savner den stille melankoli som supplement til den hårde og rockede. Det unge band har givetvis meget, de gerne vil vise. Næste gang må de gerne holde en anelse igen og skrue lidt ned for guitaren.
Gutterne i The Open har fat i den lange ende. Sjældent hører man et så forfriskende debutalbum. Jeg glæder mig meget til at se, hvad de kan præstere live. En turné er under opsejling, og man kan kun håbe, at de dukker op på et dansk spillested. Jeg kigger i hvert fald forbi.
